Fortvivl ikke, hvis du ikke har fået købt mel nok. Er der havregryn i skabet, kan du fx bage en sundhedskage og samtidig mindes besættelsen, hvorfra opskriften nedenfor stammer. Du kan også bage Kirsten Hüttemeiers ølkage fra 1943, som er uden rationeringsvarer som smør og æg, eller ærtesmåkager bagt på ærtemel.

Sundhedskage

Fra Thisted Amtstidende, 8. december 1942

”Før disse Rationeringstider var der vist ikke mange, der havde tænkt sig at Havregryn kunne anvendes paa mangfoldige andre Maader end til Grød og Suppe. Og så viser det sig endda at det er en af øjeblikkets allerbedste Erstatninger – ikke mindst fordi Havregryn afgjort hører til de sunde Næringsmidler, som Husmødrene med Glæde kan se Familiens Medlemmer sætte til Livs i store Partier.”

Opskriften lyder som følger:

• 4 æg
• 3 dl sukker
• 5 dl havregryn
• 3 dl fløde
• 5 dl mel (hvedemel eller blandingsmel (hvede/byg, grahamsmel el. lign.)
• saft af en citron
• skal af 1 ½ citron
• et bagepulver (ca. 4 teskefulde) Bruges blandingsmel tages en ekstra teske bagepulver.
• et godt stykke sukat (kan udelades) og evt. 2 dl rosiner
• 1-2 teskefulde kanel
• 1 teskefuld kardemomme

Havregrynene udblødes i fløden. Æggene røres længe med sukkeret, melet sigtes i sammen med bagepulveret, de udblødte havregryn tilsættes sammen med citronsaft og revet citronskal samt den ituskårne sukat og evt. rosiner.

Bages i bradepande ved 200 grader på et stykke smurt papir en god halv time, til den slipper strikkepinden. Lidt revet æble kan drysses ovenpå.

Kirsten Hüttemeiers ølkage fra 1943

Fra Kirsten Hüttemeier, Bag selv, 1943

Kirsten Hüttemeier udgav i 1943 krigskogebogen Bag selv. Smør og æg var rationerede, og denne kage indeholder ingen af delene. Men hvis rationeringsmærkerne strækker til det, så smør gerne skiverne med smør.

Opskriften lyder:

• 500 gram hvedemel
• 500 gram puddersukker (brun farin)
• 1 teskefuld stødt nellike
• 1 teskefuld stødt ingefær
• 1 teskefuld kanel
• 1 teskefuld natron
• 1 lille hvidtøl (33 cl)

Alt tørstoffet blandes sammen. Hvidtøllen blandes i til sidst, hvorefter det hele blandes rigtig godt i en røremaskine eller med en hjulpisker.

Dejen fordeles i to bageforme i på omkring 25 x 10 cm. Bageformene gnides med smør indvendig og drysses derpå med mel.

Ølkagerne bages på 200 grader i 45 min. Stik til sidst en strikkepind eller lignende i den bagte kage for at se, om den er bagt igennem. Der må ikke klæbe dej til strikkepinden.

Lad bageformene hvile lidt, inden ølkagerne vendes ud. Lad derefter kagerne køle af. Når kagen er kold, skæres den i skiver. Krydderkagen smager allerbedst smurt med et godt lag smør.

Ølkagen opbevares derefter i køleskabet i en plastpose. Den er som regel bedre dagen derpå, og den kan holde sig et par uger.

Nutidstip: Læg et stykke bagepapir over kagerne efter en halv time, så de ikke branker.

Ærtesmåkager

Fra Opfindsomhed i en krisetid, Nationaltidende, 1943

Det kunne være svært at få brød- og melrationerne til at slå til under krigen. Derfor begyndte man at bruge andre typer mel, der ikke var så strengt rationeret.

Opskriften lyder:

• 60 g Ærtemel,
• 190 g Sigtemel (Blandingsmel),
• 125 g Smør,
• 100 g Melis,
• 1/2 Tsk. Hjortetaksalt,
• ca. 1 1/2 Æg,
• 1 Tsk. Revet Citronskal,
• 1 Tsk Vanila.
• Man kan ogsaa godt bruge 125 g Sigtemel og 125 g Ærtemel i Stedet for de anførte Maal.

De to Slags Mel blandes med Hjortetaksalt, smuldres let med Smørret, blandes med Melis og Krydderier, hvorefter Dejgen tilsættes Æg, saa den bliver sammenhængende, og æltes hurtigt sammen. Udrulles tyndt, f. Eks til Jødekager, der udstikkes med et lille Glas eller Form, smøres med Æg og drysses med Sukker, Kanel og evt. hakkede Mandler.

Til Finsk Brød udrulles Dejgen i fingertykke Pølser, der udskæres i Stykker paa 4-5 cm Længde, pensles med Æg og dyppes i groft Krystalmelis eller Melis og hakkede Mandler. For alle Kagerne gælder samme Regel, at de skal bage ved jævn Varme, saa de bliver pænt lysegule. 

Jævn varme er ca. 180 grader. Bag kagerne i 8-10 minutter.

Til ærtesmåkagerne kan man drikke en dejlig kop kaffe. Har man ikke nok af den ægte vare kan man spæde op med Rich’s kaffeerstatning, der er en blanding af brændt rug og cikorie.   

Nutidstip: Kan man ikke skaffe ærtemel, kan man købe en pakke ”Møllerens gule ærter” og blende dem til mel eller bruge kikærtemel.

Tilbage til opskrifter fra en tid med rationering

De fleste af de opskrifter, som vi har fra besættelsen, er gået i glemmebogen. Her brugte man blandt andet havregryn som alternativ til chokolade, marcipan og andre importerede lækkerier. Den oprindelige smag med smør, æg og hvidt mel foretrækkes dog af de fleste, men en opskrift fra dengang er kommet for at blive: Vores allesammens kendte og elskede havregrynskugler stammer faktisk fra besættelsestiden.

Nedenfor finder du en opskrift på både havregrynskugler og kartoffelmarcipan.

Havregrynskugler

Fra Opfindsomhed i en krisetid, Nationaltidende, 1943

• 125 g Havregryn
• 100 g Smør
• 100 g Melis
• 25 g Kakaoerstatning
• Mandel- eller Romessens
• lydende Kaffeerstatning

Havregryn (helst Solgryn eller Foska), Smør, Melis æltes sammen med en ske, Kakaoerstatning og Essens tilsættes og til slut saa megen flydende Kaffeerstatning, at Massen kan æltes med Hænderne, til den bliver saa sammenhængende, at den kan trilles i Kugler, der vendes i Krymmel.

Nutidstip: Vi har valgt at bruge rigtig kakao og kaffe i mangel på erstatning. Det gør ikke smagen dårligere. Havregrynskuglerne er rullet i havregryn for et mere rustikt look.

Kartoffelmarcipan

Kristeligt Dagblad, december 1941

• En kogt kartoffel
• Ca. 350 g flormelis
• Mandelessens
  

”Der er næppe mange, som i Aar kan købe eller lave rigtig Marcipanmasse. Mandler er blevet en saa sjælden og kostbar vare, at dette forbyder sig selv. Men i Hjem med Børn vil selve den Juleforberedelse at lave Marcipanting savnes endnu mere end selve Marcipanen som Slikkeri. Man kan her gribe til den udvej at lade Børnene lave en samling Smaating og figurer af en “Marcipanmasse”, man selv tilbereder af kogte, pillede, udmosede Kartofler og sigtet Flormelis tilsat rigeligt Mandelessens.”

Kartoflen pilles og moses helt, mens den er varm, afkøles derpå og blandes med sigtet flormelis. Med hænderne dyppede i flormelis æltes massen nu sammen under tilsætning af så megen mandelessens, som er nødvendig for smagen og for en sammenhængende, håndterlig masse.

Af denne masse kan man lave kartofler ved at rulle små kugler, der prikkes rundt omkring med en tændstik og derpå rulles i kakaoerstatning eller, hvis man har det, lidt rigtig kakao.

Ligeledes kan man lave marcipankugler, der trykkes flade ved at man i midten af dem anbringer en flækket hasselnød eller en halv valnød, og man kan ved farvning med frugtfarver eller tørre konditorfarver fremstille smørrebrød, rullepølser, blomkålshoveder, radiser osv., ligesom man plejer at gøre det med rigtig marcipan.

Nutidstips: Brug så lidt kartoffel og mandelessens som muligt – ellers bliver marcipanen til glasur.

Tilbage til opskrifter fra en tid med rationering

Kød var dyrt og rationeret og mange familier indførte under besættelsen kødløse dage. Blandt de nye, opfindsomme retter kan man finde ærtekoteletter og blomkålsfrikadeller.

Ærtekoteletter (4 personer)

• 100 g ærtemel
• 150 g kolde kogte kartofler
• 40 g rasp
• 1 løg
• 2 æg
• Hakket persille
• Salt
• Paprika
• Æg og rasp

Ærtemelet blandes med de mosede kartofler og rasp, tilsættes lidt finthakket løg og persille og røres med æggene til en fast fars, der smages til med salt og paprika. Man strør lidt ærtemel på hånd og bræt, former af dejen runde kugler, der hakkes flade på brættet – som hakkebøf-, vendes i sammenpisket æg og rasp og steges sprøde og lysebrune i smør på panden. Serveres med kartofler, brunet smør eller, hvis det er for dyrt, brun sauce, tomatsauce eller lignende.

Nutidstip: Kan man ikke skaffe ærtemel, kan man købe en pakke ”Møllerens gule ærter” og blende dem til mel, eller bruge kikærtemel.

Blomkålsfrikadeller

• 1 blomkålshoved
• ½ kilo kartofler
• 2 æg
• Rasp
• Salt
• Krydderi

Blomkål og kartofler koges. Når vandet er løbet godt af, køres begge dele gennem kødmaskinen. Røres godt med de sammenpiskede æggeblommer. Krydderi tilsættes, og foruden raspen kan farsen også tilsættes valsede byggryn, så massen bliver tilpas fast. Formes og vendes i æggehvider og rasp. Steges gyldne og serveres med grønærter og gulerødder. Disse frikadeller smager også udmærket kolde på smørrebrød, belagt med agurkeskiver.

Nutidstips: Man kan bruge 1 spsk salt og en masse peber som krydderi, men der kan også bruges krydderurter eller hvad man nu har. Der skal en hel del rasp eller byggryn i, før dejen kan hænge sammen. Det er ikke nødvendigt at dyppe frikadellerne i æggehvide, før de rulles i rasp.

Tilbage til opskrifter fra en tid med rationering

Kød blev ikke rigtigt rationeret under krigen, men regeringen lavede forholdsregler, der skulle begrænse forbruget, da der var mangel på svinekød og flæsk, som var danskernes foretrukne. Fx blev der i 1943 indført købekort til kød, så den lokale slagter havde kontrol med, at kødet blev fordelt til de faste kunder. Men man så sig også om efter alternativer – som fx sumpbæversteg og kaninkød.

Kaninbøf med makaroni, 1943

Mange begyndte at holde kaniner. De formerede sig hurtigt og var lette at passe. Til denne ret indgår der kun få ingredienser.

• 100 g makaroni
• 300 g kogt kaninkød
• Salt, peber eller sar og persille

Kog makaronien mør og mal den gennem kødmaskinen sammen med kaninkødet. Ibland krydderier og stegt persille. Farsen formes og steges som bøffer.

Sumpbæversteg

Vendsyssel Tidende, 12. januar 1945

Under krigen begyndte danske pelsdyravlere at interessere sig for sumpbævere. Det er en stor gnaver på 5-9 kilo. Hvor mink og sølvræv skulle fodres med kødaffald, der var svært at skaffe, så er sumpbæverens føde roer, kål og hø.

I 1945 begyndte der at dukke notitser op i bladene, hvor man roste sumpbæverkødet som en stor delikatesse. Eksperter kaldte sumpbæversteg en kulinarisk nydelse, og det blev fremhævet, at den er mindst lige så delikat som haresteg, om hvilken den minder.

Sumpbævere blev indført fra Latinamerika til Europa i 1926, og siden er så mange undsluppet fra fangenskab at de betragtes som en invasiv art. I Danmark er det for koldt til at der er en egentlig bestand, men hvis man træffer på en sumpbæver, må man godt tage den med hjem til gryden.

Ønkser du at lave sumpbæversteg lyder opskriften:

Ryg og lår af bæveren lægges i mælk i 12 timer, barderes med 50-100 g røget spæk, brunes i ovn og overhældes med en tyk sovs, tilberedt af en liter mælk. Steges knap to timer. Sovsen smages til med ribssaft, sennep, salt og lidt sukker. Serveres med brunede kartofler.

Tilbage til opskrifter fra en tid med rationering

Af Tom Rasmussen, Tidl. sekretariatsleder i Skibsbevaringsfonden

De første havneanlæg ved Hobro blev etableret i 1834 i form af bolværker og en skibsbro på sydsiden af Mariager Fjord, lidt øst for byen. I 1840 blev der opført en toldbod på havnepladsen i forbindelse med at Hobro overtog tolddistriktet sammen med Mariager.

Fra 1842 og udover blev der foretaget uddybning af fjordens udløb, senere også inde i fjorden, således, at større skibe kunne sejle helt ind til byen. Dette førte til et kraftigt opsving i byens søfart. Der blev nedsat ca. 120 alen bolværk og etableret et slæbested.

Etableringen af det, der i dag bærer navnet Hobro Værft, kan dateres til året 1849. Det var dette år en skibsbygmester, benævnt P. Møller, var kommet fra København og etableret sig med eget skibsværft. Den mundtlige tradition fortæller, at Møller først gik i gang med at reparere skibe på stranden ved det nuværende teglværk, indtil han i 1849 anlagde en bedding der, hvor Hobro Værft holder til i dag. Et prospektkort (u.å.), med teglværket Vindø Værk som hovedmotiv, viser i baggrunden et større sejlskib under bygning. Traditionen fortæller, at skibet blev bygget af teglværket for deres regning. Billedet er indtil videre ikke blevet dateret, men stammer formentlig fra ca. 1900.

Skibsbygmester Møller byggede sandsynligvis kun ét skib på den nyanlagte bedding, nemlig skonnerten Sømanden på 52½ kommercelæster. I den såkaldte hoved-skibsregistreringsprotokol, som blev ført ved Københavns toldkammer, står skibet anført som bygget af N. J. E. Møller, Hobro. Der er altså en divergens mellem den lokale tradition og Danmarks officielle skibsregister med hensyn til skibsbygmesterens navn.

Vi ved ikke hvorhen eller hvornår forkortelsen ”P.” i Møllers fornavn er opstået. Hvorom alting er – i 1850-folketællingen for ”Kjøbstaden Hobro” finder vi skibsbygmesterens rette navn, for på adressen Skibsgaden 32 bor der en logerende skibsbygmester Niels J. E. Møller. Han er byens eneste skibsbygmester. P’et er hermed ude af historien.

På grund af manglende opdrag måtte Møller opgive allerede året efter sin etablering, og han forlod byen. Han rejste ikke langt væk, for nogen tid senere nedsatte skibsbygmester N. J. E. Møller sig i Horsens. Der virkede han frem til ca. 1875.

Springborg 1850 – 1900

En skibsbygmester H. P. Springborg overtog derefter værftet og fik det til at blomstre. Om også han var tilflytter, vides ikke. Slægten Springborg havde tilknytning til Løgstør og omfattede blandt andet en eller flere skippere. Hans oprindelse vil kunne findes i byarkivet, f.eks. i form af næringsbrev.

Det er usikkert hvor længe Springborg drev værftet. Den strækker sig fra ca. 1850 og frem til ca. 1900, hvorefter der synes at have været en pause i skibsbyggeriet på ca. ti år. Der kan alligevel have været bygget mindre både.

C. Tommerup 1914 – 1920

Ca. 1914 overtog Christian Tommerup driften af den kommunalt ejede bedding og etablerede firmaet Tommerups Skibsbyggeri. Med sig havde han to sønner. Familien kom til Hobro fra Løgstør.

Den første nybygning var skonnerten Alexander i 1914, efterfulgt af 3-mastskonnerten Harald i 1919, begge til ”Dania”, Dansk Cementcentral i Mariager. Den 4-mastede skonnert Sølvchor på 356 brt til Rhederiet Lillebælt A/S i Strib skal også være bygget dette år. Sølvchor er det største skib, der er bygget i Hobro. Det bliver hævdet, at skibets byggeår var 1913/14, mens det er opført i skibsregistret med 1919 som byggeår. Dette år byggede Tommerup desuden motorskonnerten Zero på 75 brt., også til rederiet i Strib.

I løbet af de næste mange år blev der fra beddingen i Hobro søsat en række større træskibe, både sejlende fragtskibe, motoriserede fiskekuttere og en mindre passagerbåd. Blandt andet byggede værftet i begyndelsen af 1930erne en serie kuttere til Færøerne. Da fiskerne imidlertid ikke kunne betale, blev kutterne overtaget af Staten og solgt på auktion, hvilket førte til store tab for værftet. Statsminister Stauning, som fra 1929 til 1933 tillige var fiskeriminister, havde en vis interesse i sagen og deltog ved overleveringen af en af kutterne.

K. A. Tommerup 1920 – 1943

Efter at skibsbygmester Chr. Tommerup ca. 1920 var blevet syg, overtog en af sønnerne, Kresten Andersen Tommerup, (f. 1891 i Løgstør) ledelsen af værftet. Han havde lært på værftet under faderen og afsluttede læretiden i Svendborg. Kresten tilbragte militærtjenesten på Orlogsværftet fra 1913 – 17, hvor han lærte skibskonstruktion. Senere rejste han til Kiel, Hamborg, Hirtshals og Esbjerg for at videreuddanne sig. Han sejlede også til søs. I nogle år ejede og drev han ”Højskolehotellet” i Århus. Han solgte på et tidspunkt hotellet og overtog skibsværftet på Masnedø, indtil dette lukkede pga. fredninger i området.

Driften af værftet i Hobro var på denne tid, (en kilde nævner ca. 1940) blevet reorganiseret som et kommunalt ejet aktieselskab under navnet A/S Hobro Skibsværft, med Kresten A. Tommerup som leder. Omdannelsen til et A/S var formentlig blevet foretaget, for at sikre beskæftigelsen på værftet.

I løbet af krigsårene blev der bygget en række fiskekuttere til nord- og vestjyske kunder. På grund af knapheden på motortonnage under krigen, opstod der desuden en kortvarig opblomstring af sejlskibsbyggeriet. Værftet byggede tre 3-mastskonnerter i krigens to sidste år. Kresten Tommerup forlod værftet i 1943 pga. uoverensstemmelser med besættelsesmagten.

William H. Jansen 1945 – 1947

Efter 1945 blev der igangsat en ombygningsaktivitet i samarbejde med Motorfabrikken Alpha Diesel i Frederikshavn. Hobro Skibsværft ombyggede/moderniserede indkøbte stålskibe, mens Alpha leverede motorerne. Der blev ombygget otte skibe, og værftet havde en periode en såkaldt ”jernværftsafdeling”. Til sammen arbejdede ca. 60-70 mand på værftet. De fleste var beskæftiget på stålafdelingen og var udenbys arbejdere – de fleste fra Aalborg, men også nogle fra Randers.

I 1945 blev skibsbygmester William H. Jansen ansat som leder af Hobro Skibsværft. Han var født i Dragør i 1913 og var udlært skibstømrer ved B&W i København i 1933. Her lærte han også skibskonstruktion. Efter sin uddannelse arbejdede han bl.a. på Nakskov skibsværft og Odense Stålskibsværft. Fra 1940 til 1945 var han selvstændig bådebygmester i Snekkersten. Da Jansen i 1945 kom til Hobro Skibsværft som skibsbygmester, var der på det tidspunkt ansat hen imod 70 mand, og der blev bygget nogle større fiskekuttere, men mest reparationer, samt ombygning af stålfartøjer.

William H. Jansen ledede værftet i to år og flyttede fra byen i 1947. I 1956 købte han det tidligere A. Ustrups Baadebyggeri på Brønsodde i Vejle fjord, hvor han byggede en række fiskefartøjer og lystbåde.

Volmer Rasmussen 1948 -1949

I 1948 hed skibsbygmesteren Volmer Rasmussen. Han var fra København.

K. A. Tommerup 1949 – 1952

I april 1949 blev værftet erklæret konkurs, og i løbet af sommeren overtog Kresten A. Tommerup igen driften af værftet. Under hans ledelse blev der bygget en række kuttere. Den tidligere mester, Volmer Rasmussen, var flyttet til Aarhus og arbejdede for sig selv der.

Beddingen var som nævnt tidligere kommunens ejendom. Vedligeholdet af denne og beddingsvognen blev finansieret gennem en årlig beddingsafgift på 2000 kroner (1949), som var en del af skibsbygmesterens leje. Af denne gik ¾ til kommunen og ¼ til havneudvalget. Efter en uoverensstemmelse med kommunen om dennes pligt til at vedligeholde beddingen, blev lejemålet i opsagt i 1952, og Tommerup rejste tilbage til fødebyen Løgstør og fortsatte sin virksomhed ved beddingen der. Med sig i bagagen havde han ordrer på to mindre nybygninger til Island, som skulle have været bygget i Hobro. Disse blev i stedet bygget i Løgstør, alt imens skibstømrerne i Hobro gik ledige.

Kresten Tommerup flyttede senere hen til Aarhus, hvor han tog arbejde ved Aarhus Flydedok og derefter Aarhus skibsværft. På sine ældre dage fortsatte han at bygge joller og mindre både på et lille værksted indrettet i en garage på Trøjborg.

Sagen mellem kommunen og Tommerup var en varm kartoffel for kommunen og blev behørigt omtalt i de lokale aviser. Den førte efterhånden til at selskabet A/S Hobro Skibsværft blev opløst. Driften ved beddingen i Hobro fortsatte i et vist omfang.

A. Mikkelsen og C. Johanson 1952 – 1969

Efter Tommerups sortie i 1952 overtog de to mestersvende Alfred Mikkelsen og Christian Johanson driften. De var begge udlært på værftet. Stålafdelingen blev lukket, og under de to blev der bygget en serie kuttere.

R. B. Christensen 1969 – 1977

I 1969 overtog Robert Brink Christensen driften af værftet, som nu blev heddende Hobro Værft. Han kom fra Hadsund Ny Bedding og videreførte sin virksomhed i Hobro med bygningen af en lang række fiskefartøjer. Af 40 skibe fra hans hånd blev de tre bygget i Hobro.

Efterhånden kom en anden type opdrag til at fylde i værftets ordrebog, nemlig istandsættelse og ombygning af kuttere og fragtskibe til fritids- eller charterformål. Værftet fik opdrag fra hele Skandinavien og blev efterhånden et ”nicheværft”.

G. B. Christensen 1977 – 2008

I 1977 overtog Gunnar Brink Christensen værftet efter sin far. Han havde gået i lære på farens værft i Hadsund og begyndte i Hobro i 1969. Det var efterhånden forbi med nybygninger (den sidste blev søsat i 1976). Frem til 2008 har værftet vært drevet som reparationsværft og specialværft for restaureringer efter gamle håndværkstraditioner.

Peter Leth 2008 –

Skibstømrer Peter Leth overtog værftet i 2008 og videreførte virksomheden som reparationsværft med speciale i restaurering efter kulturhistoriske principper. Værftet er i dag både et traditionelt træskibsværft og et visningscenter for det traditionelle skibsbyggerhåndværk.

Værftet kunne i 1999 fejre sit 150-års jubilæum og er i dag Danmarks ældste, igangværende træskibsværft. Værftet er fortsat i funktion på sin oprindelige plads siden 1849.

Hobro Værft er i dag ved at blive omdannet til Skibstømrerhuset – Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord. Det er ikke en del af Nordjyllands Historiske Museum, men du kan læse mere på deres facebookside.

Arbejdet med at formidle den historisk bykerne i Aalborg støttes med 100.000 kr.

Forskellige spor fra Aalborgs 1200-årige historie kan stadig den dag i dag ses i det moderne bybillede. Nu har den nordjyske Gudrun & Palle Mørsch´s Mindefond valgt at støtte projektet Aalborg som historisk destination med 100.000 kr. Visionen er at skabe en mere sammenhængende formidling af den historiske bykerne – til gavn for både byens borgere og for de mange turister.

De fleste aalborgensere kender Jens Bangs prægtige renæssance-stenhus fra 1624, rådhuset på Gammeltorv samt det nærliggende Helligåndskloster. Det er steder, som vi gerne viser frem for de mange turister, som besøger byen. Men den sammenhængende fortælling mellem de historiske bygninger i den centrale bykerne, som også inkluderer Budolfi Kirke og Gråbrødreklosteret, den fortoner sig.

Med Aalborg Historiske Museum og Aalborg Kommune som primus motor, er der ifølge museumsdirektør Lars Christian Nørbach store visioner om at skabe en mere sammenhængende fortælling og formidling af den historisk bymidte, som man kender det fra andre byer.

Lokal fond støtter med 100.000

Visionerne deles af Gudrun & Palle Mørsch´s Mindefond, som har valgt at støtte projektet.

”Aalborgs Historiske Museums vision om at formidle Aalborgs historie på en helt ny måde er epokegørende. Projektets gennemførelse vil være vigtig for Aalborgs udvikling og for byens mangfoldighed af attraktioner og tilbud til såvel byens borgere som turister. Det er med denne baggrund fondens bestyrelse besluttede donationen,” siger bestyrelsesformand fonden, Anders Hjulmand.

Udover en gennemgribende renovering af Aalborg Historiske Museum, så vil projektet også styrke samarbejdet mellem og formidlingen af de kulturhistoriske institutioner i den historiske bymidte, der ligger i området ved især Adelgade, som går fra Budolfi Plads ned bag museet, forbi klosteret ved C. W. Obels Plads og som ender ved bagsiden af det gamle rådhus og Jens Bangs Stenhus. Tanken er at gøre området til en mere aktiv og attraktiv del af en gammel bykerne.

Halvvejs i mål

Projektet forventes af løbe op i ca. 80 millioner kr., og med støtten fra Gudrun & Palle Mørsch´s Mindefond er omkring halvdelen af pengene nu i hus.

For nyligt fik projektet fem millioner kr. i støtte fra Det Obelske Familiefond, og tidligere har Aalborg Kommune givet tilsagn på 30 millioner kr. i medfinansiering. Derudover er der kommet 150.000 kr. fra Aalborg Kommunens ”Genstartspulje”, 200.000 kr. fra Aalborg Kommunes ”Puljen Kulturens Rum & Rammer”, 250.000 kr. fra Norlys Vækstpulje samt 500.000 kr. fra Fonden til bevarelse af gamle Aalborghuse. Nordjyske Museer bidrager selv med tre millioner kr. Der arbejdes nu videre med at få sidste del af finansiering er på plads.

Et ekstraordinært stort hus, der vidner om velstand og magt, ser dagens lys efter 1600 år

Fremover vil der stå store industrihaller på erhvervsgrundene i Flødalen i det sydlige Svenstrup, men det er ikke første gang, at området lægger grund til store bygninger. I forbindelse med Aalborg Kommunes erhvervsudstykninger har arkæologer fra Nordjyske Museer fundet resterne af en stormandsgård fra omkring år 400 e.Kr., dvs. fra overgangen mellem yngre romersk og ældre germansk jernalder. Der er tale om den hidtil største i Aalborgområdet.

Gården består af et usædvanligt stort og meget langt hus. Det har en længde på ca. 60 meter og er 6,5 meter bredt, hvilket giver et areal på 365 m2. Ved siden af det store hus ligger et lidt mindre udhus, og tilsammen omkranser de en gårdsplads på omkring 3000 m2.

Ifølge arkæolog og udgravningsleder Lars Egholm Nielsen er der fundet enkelte huse af den størrelse i Midt- og Vestjylland, men de er meget sjældne i det nordjyske, og stormandsgården er den største, der er fundet i Aalborgområdet. Andre huse fra perioden er typisk mellem 20 og 30 meter lange og fem til seks meter brede, så huset i Flødalen er dobbelt så stort.

”Der er derfor ingen tvivl om, at gården og husets størrelse og symbolværdi skal tilskrives en lokal stormand eller høvding, der har kontrolleret et lokalområde på den vestlige side af Østerådalen. Og han har uden tvivl tilhørt eliten af samfundet. Den elite, som har kæmpet om kontrollen af territorier og har styret handlen og håndværket i området,” siger Lars Egholm Nielsen.

En overordnet centralmagt

Stormandsgården er fundet i forbindelse med en større arkæologisk undersøgelse, hvor arkæologer fra Nordjyske Museer udgraver et stort område med bopladser fra jernalderen. Museet har gennem de sidste par år – forud for de mange udstykninger – udgravet en række bopladser i den sydlige del af Svenstrup og Godthåb, og de nye opdagelser skal også ses i det lys.

De tidligere undersøgelser i området peger på, at der er tale om bopladser fra yngre bronzealder, dvs. omkring 700-500 f.Kr, til ældre germansk jernalder (400-550 e.Kr.) og perioderne derimellem. Udover de mange huse, er der desuden fundet gravpladser fra de yngre dele af perioden spredt ud over arealet. Der har derfor formentlig boet mennesker i området i sammenhængende periode på mere end 1000 år.

Mange af bopladserne er samtidige, og man kan efterhånden begynde at tegne et mere detaljeret billede af samfundet i området, og ifølge Lars Egholm Nielsen vidner bopladsernes placeringer om en kompliceret samfundsstruktur, der blev styret af en overordnet centralmagt.

Hvorfor blev det lige Odense og Aalborg, som blev de bymæssige centre på Fyn og i Nordjylland? Hvilke særlige forudsætninger havde disse områder? Hvilke samfundsmæssige processer dannede afsættet?

Alt dette og meget mere kan du læse om i en netop udkommet bog fra Syddansk Universitetsforlag med titlen From Central Space to Urban Place. Bogen erkulminationen på et stort projekt, støttet af VELUX FONDEN. Her har en række museer og universiteter de seneste fem år arbejdet med at analysere overgangen fra jernalderens høvdingesæder til vikingetiden og middelalderens byer i områderne omkring Odense Fjord og den centrale Limfjord i perioden 400-1100 e.Kr.

Projektet har været ledet af Odense Bys Museers forskningscenter CENTRUM og haft deltagelse af arkæologer, historikere, stednavneforskere, geologer og arkæobotanikere fra Odense Bys Museer, Østfyns Museer, Nordjyske Museer, Moesgaard Museum, Nationalmuseet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

Projektet og bogen er samtidig et eksempel på museernes forskningsmæssige ambitioner, hvor tværfaglighed og netværksdannelse nedbryder administrative skel og i stedet tager afsæt i forskningsemnerne.

Forfatterne bag bogen er Mads Runge, Malene Refshauge Beck, Mikael Manøe Bjerregaard samt Torben Birk Sarauw.

Bogen kan købes i museets webshop.

Ja, den er god nok. Foruden radiostudie, politistation, lægeklinik mv., så havde man også indrettet et lille rum med motionscykler, vægtstænger og andet udstyr, så det var muligt at træne lidt, mens man var i bunkeren.

Det særlige motionsrum befinder sig i underetagen i Ring 2, og det var en del af de velfærdsfaciliteter, som man kunne gøre brug af ved en indflytning. Selvom anlægget er 5500 m² stort, så ville pladsen være trang, med de op mod 350 mennesker, som under en krig ville befinde sig i bunkeren. Der er derfor ikke plads til megen adspredelse. I en indrykningssituation ville især det tekniske personel køre efter en dagligdag, der var delt op i tre faser – otte timers arbejde, otte timers hvile og otte timers søvn – og derfor ville specielt de otte timers hvile kunne føles lange, for der havde man ikke mange muligheder for at foretage sig noget.

Ens arbejdsfunktion var overtaget af en anden, og ens seng var optaget, da man kørte efter ”den varme sengs” princip – altså at man ikke havde en sin egen seng, men delte den med to andre. Tilbage var dagligstuen og kantinen, og selvom der var mange bøger, videoer og spil tilstede, kunne otte timers fritid godt blive lange. Her udgjorde motionsrummet et velkomment alternativ.

Det er på størrelse med alle andre sove- og kontorrum i REGAN Vest, og derfor ikke ret stort, men de ca. 10 m² er godt udnyttet. På den beskedne plads er det lykkedes at opsætte to motionscykler, vægte, en bænk, et vægtstangssæt og en lille stepmaskine. Der var derfor mulighed for både at få pulsen op og at træne musklerne, så man var bedre rustet til det meget stillesiddende liv i bunkeren.

At rummet var populært, vidner dets videre skæbne også om. For da REGAN Vest blev taget ud af operationel drift i 2003, blev alt udstyret fra motionsrummet flyttet over til søsteranlægget REGAN Øst, hvor personalet savnede muligheden for lidt adspredelse og fysisk aktivitet i pauserne. Heldigvis tilbød Beredskabsstyrelsen meget hurtigt at aflevere udstyret tilbage til Nordjyske Museer, da det stod klart, at REGAN Vest skulle åbne som museum – således, at det kan indgå som en del af stedets helt unikke autenticitet.

Så nu, hvor motionsrummet igen står som oprindeligt, så inviterer de to hvide cykler – selvfølgelig af mærket Monark – næsten til en lille tur.