Nordjyske Museer arbejder med forskning, indsamling, dokumentation, bevaring og formidling af lokal- og kulturhistorie i Aalborg, Mariagerfjord, Rebild og Jammerbugt Kommuner.
Der er ikke noget flottere end juletræet med sin pynt – men hvilken pynt? Det har ændret sig meget gennem tiderne, og et barn i dag vil næppe pynte et træ helt på samme måde, som det blev pyntet i dets bedsteforældres barndom.
Det ældst bevaret flettet julehjerte blev klippet i grønt og gult papir af selveste H. C. Andersen. Han gav det i 1861 til H.C. Ørsteds datter Mathilde. Det var dog uden hank, som vi kender det i dag, så det har næppe hængt på juletræet med knas og godter.
De flettede julehjerter er i dag næsten ikoniske for selve julen, men de bliver først rigtig almindelige omkring år 1900. Det ældste billede af et julehjerte på et juletræ er fra julefesten på herregården Søllestedgaard på Lolland, og det stammer formentlig fra 1901.
Især herregårde og præstegårde var de første til at tage traditionen med julehjertet til sig, fordi hjerterne som almissehjerter blev brugt til at hænge godter og gaver til børn og fattige på juletræet. Herefter bredte hjertet sig til det bedre borgerskab og videre ud i alle danske hjem.
Siden 1940’erne har det flettede julehjerte for alvor fyldt meget i den danske jul. Blandt andet fordi det knytter sig til en af de vigtigste traditioner: At klippe og klistre julepynt sammen.
Kræmmerhuse
Også kræmmerhuse, hører blandt de ældste former for julepynt, som vi kender i dag. Det ældste kræmmerhus kan dateres tilbage til 1866, og dengang indeholdte de oftest slik og andre godter – præcis som julehjertet.
Guirlander med dannebrogsflag er forbundet med nationalromantismen, som for alvor blomstrede op i slutningen af 1800-tallet efter nederlaget til tyskerne i 1864.
Trommer
De var i begyndelsen oftest sammensat med andet pynt, som havde tilknytning til krig, som fx trompeter. Ligesom med flagguirlanderne var de en del af den nationalromantiske opblomstring i slutningen af 1800-tallet.
Glaskugler
I 1800-tallet var glaskugler håndblæste, og de kom hele vejen fra Tyskland. De var derfor meget dyre og skrøbelige, og var kun at finde i de fineste hjem. I dag fås der glaskugler i alle mulige farver, med eller uden dekoration, og i mange forskellige former.
I museets julebutik er en af de populæreste julevarer glaspynt fra Brink Nordic, som laver glaspynt i mange designs – lige fra hjerter og stjerner til trommer, flag og julekager. Du kan også finde glaspynt fra Brink Nordic i webshoppen.
Juletromme af glas fra Brink Nordic. Foto: Nordjyske Museer
En julebuk er (nu om dage) en buk lavet af halm, der er bundet sammen med røde bånd. Men traditionen med julebukke er en meget gammel tradition, ja faktisk går tilbage til middelalderen, måske endda længere tilbage. Den er således et af de ældste nordiske julesymboler.
Traditionen med julebukken kendes stort set kun i Norden, men præcs hvornår og hvordan den kommer ind i julen, ved man som nævnt ikke med bestemthed.
Et bud er, at det er et levn fra en gammel vikingeskik ved vintersolhverv, hvor der blev ofret en buk, som symbol på tordenguden Tors bukke, for at få et godt år. Andre mener, at julebukken kan være opstået ud af middelalderens kirkelige julespil, der ofte inkluderede en hornet djævel, hvorfra der kan trækkes visse paralleller til julebukken.
I nyere tid – for godt 100 år siden – var der ofte ved julefesterne en ung mand, som var forklædt som julebuk, og han havde ofte et gedehoved af træ på en lang stang med sig. Julebukken kom brasende ind i selskabet, lavede løjer med alt og alle, og gjorde alt hvad han kunne for at sætte gang i selskabet. Den var både nærgående og påtrængende, ja ofte også sjofel.
Efter at have underholdt et stykke tid, gik julebukken videre til det næste julegilde.
Julebukke af halm
Selvom traditionen med julebukke er gammel, så er julebukke
af halm først kendt i Danmark efter 1945, hvor der var en stærk tilstrømning af
svenske juletraditioner. Mange af de danskere, som havde været flygtninge i
Sverige under 2. Verdenskrig, bragte den svenske tradition med julepynt af halm
med hjem til Danmark. Og i de første mange år efter krigen tog mange danskere på
juleindkøb i Sverige, hvor de så og købte halmpynt.
Julebutikken på Aalborg Historiske Museum sælger julebukke af halm i flere forskellige størrelser.
Vidste du, at det var en museumsdirektør, der opfandt julekortet?
Sir Henry Cole var den første direktør for verdens største designmuseum, Victoria and Albert Museum i London. Han var en travl mand med en enorm omgangskreds, og i 1843 havde han for travlt til at skrive sine sædvanlige julebreve. Han bad derfor sin ven, kunstneren John Callcott Horsley, om at designe et julekort i stedet. 1.000 kort blev trykt og håndkoloreret, og de kort, Sir Henry Cole ikke selv brugte, blev solgt for en shilling stykket.
Motivet på dette første kommercielle julekort viser en engelsk familie ved julefesten og bærer påskriften “A Merry Christmas and a Happy New Year to you”. Men selv om kortene var fine, var de ikke en umiddelbar succes. Dels var en shilling pr. kort for dyrt for de fleste mennesker, og dels var der nogen, som fandt kortets motiv kritisabelt. Man fandt det upassende, at et kvindeligt familiemedlem giver en lille pige en slurk af et rødvinsglas.
Men julekort blev snart populære, ikke mindst takket være bedre og billigere metoder til at trykke kort i farver samt ændrede regler for postbefordring. Julekortene kom bare tre år efter, at frimærket blev opfundet, og takket være postloven af 1840 kunne man nu sende en hilsen overalt i Storbritannien for 1 penny.
I Danmark skulle der gå adskillige år, før julekortene vandt udbredelse. Postvæsnet accepterede og ekspederet ikke postkort før i 1871, og indtil da kunne man kun sende egentlige breve. Vi skal yderligere godt ti år frem – til 1882 – før de første dansk-producerede fortrykte kort med julehilsner kom i handlen.
Holder du den gamle tradition i hævd og lader julen vare helt til Helligtrekongersaften?
I gamle dage var fejringen af Helligtrekongersaften 5. januar ensbetydende med julens afslutning. Her gik man rundt i optog fra hus til hus i en levende fremstilling af de hellige tre kongers vandring og komme til jesusbarnet, et optog som endte i kirken.
En del af traditionen var at tænde et helligtrekongerslys. Det var et lys med tre ”grene”, hvor der var anbragt lidt krudt i lysets kløft. Når lyset var brændt ned og krudtet futtet af, var julen endegyldig slut. Enkelte beholder også juletræet, og tænder det en sidste gang denne aften.
Helligtrekongerslysets tre grene repræsenterer de hellige tre konger: Caspar, Melchior og Balthazar. Det var de tre vise mænd fra Østerland, som kom for at tilbede den nyfødte frelser ifølge den bibelske fortælling.
Ifølge traditionen fejres Helligtrekongersaften med grød og klipfisk, mens selve den kirkelige festdag er den 6. januar.
I julebutikken på Aalborg Historiske Museum kan du få helligtrekongerslys, så du kan slutte julen på ægte, gammeldags manér.
Projektet ”Aalborg som historisk destination” har netop modtaget en donation på 100.000 kr. fra den nordjyske Gudrun & Palle Mørsch´s Mindefond. Formålet er at styrke den historiske sammenhæng i den gamle midtby – deriblandt området ved Aalborg Helligåndskloster. Foto: Nordjyske Museer
Arbejdet med at formidle den historisk bykerne i Aalborg støttes med 100.000 kr.
Forskellige spor fra Aalborgs 1200-årige historie kan stadig den dag i dag ses i det moderne bybillede. Nu har den nordjyske Gudrun & Palle Mørsch´s Mindefond valgt at støtte projektet Aalborg som historisk destination med 100.000 kr. Visionen er at skabe en mere sammenhængende formidling af den historiske bykerne – til gavn for både byens borgere og for de mange turister.
De fleste aalborgensere kender Jens Bangs prægtige renæssance-stenhus fra 1624, rådhuset på Gammeltorv samt det nærliggende Helligåndskloster. Det er steder, som vi gerne viser frem for de mange turister, som besøger byen. Men den sammenhængende fortælling mellem de historiske bygninger i den centrale bykerne, som også inkluderer Budolfi Kirke og Gråbrødreklosteret, den fortoner sig.
Med Aalborg Historiske Museum og Aalborg Kommune som primus motor, er der ifølge museumsdirektør Lars Christian Nørbach store visioner om at skabe en mere sammenhængende fortælling og formidling af den historisk bymidte, som man kender det fra andre byer.
Lokal fond støtter med 100.000
Visionerne deles af Gudrun & Palle Mørsch´s Mindefond, som har valgt at støtte projektet.
”Aalborgs Historiske Museums vision om at formidle Aalborgs historie på en helt ny måde er epokegørende. Projektets gennemførelse vil være vigtig for Aalborgs udvikling og for byens mangfoldighed af attraktioner og tilbud til såvel byens borgere som turister. Det er med denne baggrund fondens bestyrelse besluttede donationen,” siger bestyrelsesformand fonden, Anders Hjulmand.
Udover en gennemgribende renovering af Aalborg Historiske Museum, så vil projektet også styrke samarbejdet mellem og formidlingen af de kulturhistoriske institutioner i den historiske bymidte, der ligger i området ved især Adelgade, som går fra Budolfi Plads ned bag museet, forbi klosteret ved C. W. Obels Plads og som ender ved bagsiden af det gamle rådhus og Jens Bangs Stenhus. Tanken er at gøre området til en mere aktiv og attraktiv del af en gammel bykerne.
Halvvejs i mål
Projektet forventes af løbe op i ca. 80 millioner kr., og med støtten fra Gudrun & Palle Mørsch´s Mindefond er omkring halvdelen af pengene nu i hus.
For nyligt fik projektet fem millioner kr. i støtte fra Det Obelske Familiefond, og tidligere har Aalborg Kommune givet tilsagn på 30 millioner kr. i medfinansiering. Derudover er der kommet 150.000 kr. fra Aalborg Kommunens ”Genstartspulje”, 200.000 kr. fra Aalborg Kommunes ”Puljen Kulturens Rum & Rammer”, 250.000 kr. fra Norlys Vækstpulje samt 500.000 kr. fra Fonden til bevarelse af gamle Aalborghuse. Nordjyske Museer bidrager selv med tre millioner kr. Der arbejdes nu videre med at få sidste del af finansiering er på plads.
Selvom der kun er stolpehuller tilbage, så har man en ganske god ide om, hvordan stormandsgården kan have set ud. Her ses en modeltegning af det store hus og tilhørende udhus. Illustration: Anders Dam Hove / Nordjyske Museer
Et ekstraordinært stort hus, der vidner om velstand og magt, ser dagens lys efter 1600 år
Fremover vil der stå store industrihaller på erhvervsgrundene i Flødalen i det sydlige Svenstrup, men det er ikke første gang, at området lægger grund til store bygninger. I forbindelse med Aalborg Kommunes erhvervsudstykninger har arkæologer fra Nordjyske Museer fundet resterne af en stormandsgård fra omkring år 400 e.Kr., dvs. fra overgangen mellem yngre romersk og ældre germansk jernalder. Der er tale om den hidtil største i Aalborgområdet.
Gården består af et usædvanligt stort og meget langt hus. Det har en længde på ca. 60 meter og er 6,5 meter bredt, hvilket giver et areal på 365 m2. Ved siden af det store hus ligger et lidt mindre udhus, og tilsammen omkranser de en gårdsplads på omkring 3000 m2.
Ifølge arkæolog og udgravningsleder Lars Egholm Nielsen er der fundet enkelte huse af den størrelse i Midt- og Vestjylland, men de er meget sjældne i det nordjyske, og stormandsgården er den største, der er fundet i Aalborgområdet. Andre huse fra perioden er typisk mellem 20 og 30 meter lange og fem til seks meter brede, så huset i Flødalen er dobbelt så stort.
”Der er derfor ingen tvivl om, at gården og husets størrelse og symbolværdi skal tilskrives en lokal stormand eller høvding, der har kontrolleret et lokalområde på den vestlige side af Østerådalen. Og han har uden tvivl tilhørt eliten af samfundet. Den elite, som har kæmpet om kontrollen af territorier og har styret handlen og håndværket i området,” siger Lars Egholm Nielsen.
Det fundne hus er med en længde på ca. 60 meter det største jernalderhus, der er fundet i Aalborgområdet, og det er uden tvivl resterne af en stormandsgård. Huset er markeret med hvid kridtspray i den gule undergrund. De tre arkæologer på billedet står ud for de tre indgangspartier i huset. Foto: Nordjyske Museer
En overordnet centralmagt
Stormandsgården er fundet i forbindelse med en større arkæologisk undersøgelse, hvor arkæologer fra Nordjyske Museer udgraver et stort område med bopladser fra jernalderen. Museet har gennem de sidste par år – forud for de mange udstykninger – udgravet en række bopladser i den sydlige del af Svenstrup og Godthåb, og de nye opdagelser skal også ses i det lys.
De tidligere undersøgelser i området peger på, at der er tale om bopladser fra yngre bronzealder, dvs. omkring 700-500 f.Kr, til ældre germansk jernalder (400-550 e.Kr.) og perioderne derimellem. Udover de mange huse, er der desuden fundet gravpladser fra de yngre dele af perioden spredt ud over arealet. Der har derfor formentlig boet mennesker i området i sammenhængende periode på mere end 1000 år.
Mange af bopladserne er samtidige, og man kan efterhånden begynde at tegne et mere detaljeret billede af samfundet i området, og ifølge Lars Egholm Nielsen vidner bopladsernes placeringer om en kompliceret samfundsstruktur, der blev styret af en overordnet centralmagt.
Hvorfor blev det lige Odense og Aalborg, som blev de bymæssige centre på Fyn og i Nordjylland? Hvilke særlige forudsætninger havde disse områder? Hvilke samfundsmæssige processer dannede afsættet?
Alt dette og meget mere kan du læse om i en netop udkommet bog fra Syddansk Universitetsforlag med titlen From Central Space to Urban Place. Bogen erkulminationen på et stort projekt, støttet af VELUX FONDEN. Her har en række museer og universiteter de seneste fem år arbejdet med at analysere overgangen fra jernalderens høvdingesæder til vikingetiden og middelalderens byer i områderne omkring Odense Fjord og den centrale Limfjord i perioden 400-1100 e.Kr.
Projektet har været ledet af Odense Bys Museers forskningscenter CENTRUM og haft deltagelse af arkæologer, historikere, stednavneforskere, geologer og arkæobotanikere fra Odense Bys Museer, Østfyns Museer, Nordjyske Museer, Moesgaard Museum, Nationalmuseet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Københavns Universitet.
Projektet og bogen er samtidig et eksempel på museernes forskningsmæssige ambitioner, hvor tværfaglighed og netværksdannelse nedbryder administrative skel og i stedet tager afsæt i forskningsemnerne.
Forfatterne bag bogen er Mads Runge, Malene Refshauge Beck, Mikael Manøe Bjerregaard samt Torben Birk Sarauw.
Som de to fotos viser, så spildte man ikke pladsen i REGAN Vests ”fitnesscenter”. Både motionscykler, vægte, bænk til bænkpres, et vægtstangssæt samt en lille stepmaskine er der fundet plads til i det lille rum. Foto: Nordjyske Museer
Ja, den er god nok. Foruden radiostudie, politistation, lægeklinik mv., så havde man også indrettet et lille rum med motionscykler, vægtstænger og andet udstyr, så det var muligt at træne lidt, mens man var i bunkeren.
Det særlige motionsrum befinder sig i underetagen i Ring 2, og det var en del af de velfærdsfaciliteter, som man kunne gøre brug af ved en indflytning. Selvom anlægget er 5500 m2 stort, så ville pladsen være trang, med de op mod 350 mennesker, som under en krig ville befinde sig i bunkeren. Der er derfor ikke plads til megen adspredelse. I en indrykningssituation ville især det tekniske personel køre efter en dagligdag, der var delt op i tre faser – otte timers arbejde, otte timers hvile og otte timers søvn – og derfor ville specielt de otte timers hvile kunne føles lange, for der havde man ikke mange muligheder for at foretage sig noget.
Ens arbejdsfunktion var overtaget af en anden, og ens seng var optaget, da man kørte efter ”den varme sengs” princip – altså at man ikke havde en sin egen seng, men delte den med to andre. Tilbage var dagligstuen og kantinen, og selvom der var mange bøger, videoer og spil tilstede, kunne otte timers fritid godt blive lange. Her udgjorde motionsrummet et velkomment alternativ.
Det er på størrelse med alle andre sove- og kontorrum i REGAN Vest, og derfor ikke ret stort, men de ca. 10 m2 er godt udnyttet. På den beskedne plads er det lykkedes at opsætte to motionscykler, vægte, en bænk, et vægtstangssæt og en lille stepmaskine. Der var derfor mulighed for både at få pulsen op og at træne musklerne, så man var bedre rustet til det meget stillesiddende liv i bunkeren.
At rummet var populært, vidner dets videre skæbne også om. For da REGAN Vest blev taget ud af operationel drift i 2003, blev alt udstyret fra motionsrummet flyttet over til søsteranlægget REGAN Øst, hvor personalet savnede muligheden for lidt adspredelse og fysisk aktivitet i pauserne. Heldigvis tilbød Beredskabsstyrelsen meget hurtigt at aflevere udstyret tilbage til Nordjyske Museer, da det stod klart, at REGAN Vest skulle åbne som museum – således, at det kan indgå som en del af stedets helt unikke autenticitet.
Så nu, hvor motionsrummet igen står som oprindeligt, så inviterer de to hvide cykler – selvfølgelig af mærket Monark – næsten til en lille tur.
I et anlæg bygget til regent, regering og embedsværk er motionscyklerne selvfølgelig af mærket ”Monark”. Foto: Nordjyske Museer
Tegning nr. 9490. Forsvarets Bygningstjenestes første skitseprojekt, der viser REGAN Vests placering i kridtbakken ved Oplev. Her ses det, at anlægget endnu ikke har fået sin ringform. Illustration: Nordjyske Museer
Den atomsikre bunker REGAN Vest er unik på mange måder, men bunkerens konstruktion – to ringe i to etager – er helt unik. Men sådan så den slet ikke ud på de første tegninger.
I foråret 1960 besluttede den danske regering at begynde arbejdet med REGAN Vest. Ansvaret for byggeriet blev lagt hos Forsvarets Bygningstjeneste med arkitekt Gerner Gottschalck-Andersen i spidsen. Både bygningstjenesten og Gottschalck-Andersen var erfarne folk, når det kom til opførelsen af underjordiske forsvarsanlæg. Teamet havde været ansvarlig for opførelsen af landets første regeringsanlæg, det såkaldte BOC 1 ved Kronenborg Hegn på Sjælland, og det havde også deltaget i anlæggelsen af de to søforter, Stevnsfortet og Langelandsfortet.
Alligevel skilte opgaven i Jylland sig ud. I 1960 var våbenkapløbet i fuld gang, og alle vidste, at hvis en krig brød ud, ville det sandsynligvis blive en krig med brug af atomvåben. Og da tiden i det hele taget var præget af mange kriser, var truslen om en krig på europæisk grund kun alt for nærværende. Så hvis en ny bunker til regeringen for alvor skulle gøre en forskel, var det helt afgørende, at den var atomsikret. Og det stillede igen helt nye og anderledes krav til anlæggets udformning.
I december 1960 kunne den første skitse præsenteres for et lille regeringsudvalg. Tegningerne viste, at teamet virkelig havde forsøgt at tænke ”ud af boksen”. I hvert fald, hvis man sammenlignede med en ”traditionel” bunker, forstået som en nedgravet betonkonstruktion i et antal etager, dækket af et sand- og betonskjold. I forslaget var REGAN Vest i stedet placeret dybt inde i en kridtbakke, og for overhovedet at komme ind i selve anlægget skulle man flere hundrede meter ind ad en indgangstunnel. Selve anlægget var også udformet anderledes end vanligt. Men på ét punkt havde man dog ikke ændret på traditionerne – REGAN Vest var ved årsskiftet 1960/61 tegnet firkantet og ikke rundt.
Først i sommeren 1961 ændrede anlægget form og blev rundt. Idéen til cirkelformen havde Gottschalck-Andersen fået på en tur i Norge – desværre melder historien ikke noget om, præcist hvilket sted i landet, han havde besøgt. Ej heller vides det, hvordan Bygningstjenestens tegnestue reagerede på meddelelsen om at skrotte de gamle tegninger, og i stedet finde den helt store passer frem.
Plan af den cirkelformede underetage i REGAN Vest, som det blev præsenteret i sommeren 1961. Ved indgangen til højre i billedet kan man se, at der oprindeligt var planlagt to ABC-rensepunkter med bad og omklædning – et for mænd og et for kvinder. Det blev siden sparet væk. Illustration: Nordjyske Museer
Til gengæld ved vi, hvordan de nye tegninger blev modtaget af regeringen. I præsentationen lagde Bygningstjenesten vægt på, at den nye cirkelform både ville betyde, at man kunne spare en del kalkudgravning, og at man ville få bedre og sikrere tunneller. Så med både økonomiske og sikkerhedsmæssige gevinster at hente, var det en smal sag for regeringen at godkende ”… denne, efter teknikernes opfattelse bedre udformning.”
Det anlæg, der blev præsenteret i 1961, var dimensioneret til kunne rumme ca. 200 personer, og det var – med få ændringer – også det projekt, der blev igangsat i 1963. I projektet var der afsat plads til et stort antal møderum, flere enkeltsengsværelser, to køkkener, kantiner og dagligstuer samt indre ABC-renseforhold til hhv. mænd og kvinder. Der var på det tidspunkt altså lagt op til et sted med relativt god plads, en rimelig grad af komfort, men også en vis grad af hierarki mellem det politiske personel og driftspersonalet.
Ring II over- og underetage, som de var tegnet ved byggestart. Her kan man se, at der oprindeligt var planlagt med to køkkener, dagligstuer og kantiner, ligesom der var tænkt et stort antal møderum ind. Illustration: Nordjyske Museer
Godt et år inde i arbejdet ændrede planerne sig. Her meddelte regeringen, at man ønskede en større fleksibilitet i anlægget, så det kunne bemandes ”… med 376 personer mod hidtil 200 personer.” Altså en forøgelse af bemandingen på næsten 100 pct. Igen melder historien ikke noget om, hvordan nyheden blev modtaget på tegnestuen, men af et svarbrev fra Bygningstjenesten og til regeringens sekretariat, fornemmer man, at begejstringen mildt sagt var til at overse…
Ikke desto mindre lykkedes det teamet at optimere projektet, så regeringens ønsker kunne opfyldes. Men prisen var, at de mange møderum og det ”ekstra” sæt velfærdsrum blev erstattet af værelser (i alt blev der opsat 60 nye skillevægge), at næsten alle enkeltværelser blev til køjerum, og at al overflødig ”luksus” som fx et kønsopdelt ABC-rensepunkt blev droppet.
Det færdige anlæg med plads til 376 personer. Illustration: Nordjyske Museer
Og på den måde blev REGAN Vest til det anlæg vi kender i dag, hvor selv statsministeren deler køjerum med sin medarbejder, og hvor Regenten, embedsmanden, maskinmesteren og hjemmeværnets lotter spiste og hvilede i de samme rum.
I forbindelse med etableringen af et regnvejrsbassin i Støvring fandt arkæologer en velbevaret vandmølle af træ, som måske er den vandmølle, der nævnes i et testamente fra 1268. Et fund som Slots- og Kulturstyrelsen har på sin top 10 over de mest bemærkelsesværdige fund i Danmark i 2021. Foto: Nordjyske Museer
Slots- og Kulturstyrelsen har kåret de mest spektakulære arkæologiske fund i 2021
Hvert år i december kårer Slots- og Kulturstyrelsen sammen med landets museer de ti mest spændende arkæologiske fund, der er gjort i Danmark i løbet af året – og i år har hele to fund gjort af arkæologer fra Nordjyske Museer fundet vej til listen med topfund. Det drejer sig om Støvring Vandmølle, der kan spores tilbage til 1268, samt et 6000 år gammelt og 90 meter langt gravkompleks ved Blenstrup.
Sidst på vinteren og først på foråret udgravede arkæologer fra Nordjyske Museer i forbindelse med etableringen af et regnvandsbassin flere stadier af Støvring Vandmølle, der i de skriftlige kilder kan spores helt tilbage til 1268. Vandmøllen kendes fra enkefru Gro Pallesdatters testamente, hvor hun giver den til nonneklosteret Skt. Clara i Roskilde, hvor hun ønskede at tilbringe resten af sit liv. Hun havde været gift med Esben Vognsen, ejeren til Buderupholm gods, der ligger blot få kilometer syd for Støvring.
Fra denne ældste omtale af vandmøllen i 1268 kan den følges frem til 1958, hvor driften ophørte. Støvring Vandmølle dækker derfor over næsten 700 års historie, og den kan med lidt god vilje kaldes for Støvrings første og ældste industri, selvom vi er flere hundrede år før industrialiseringen af Danmark. En industri, som ved den arkæologiske udgravning først på året atter kom frem i lyset.
I Danmark blev vandmøller udbredt fra omkring år 1100, og de var blandt tidens største teknologiske nyskabelser. Oprindeligt var vandmøllen i Støvring anlagt for at male korn til mel, men fra slutningen af 1800-tallet blev den en del et lokalt hammerværk og maskinfabrik, hvor vandet fra bækken drev turbiner, der leverede kraft til bl.a. store hamre og drejebænke.
Arkæologerne udgravede flere stadier af den mere end 700 år gamle vandmølle, og de fandt blandt andet ruinerne af et møllehus fra 1800-tallet. Ruinerne bestod blandt andet af ca. to meter høje mure af kampesten. Foto: Nordjyske Museer
Arkæologerne fandt som nævnt flere stadier af vandmøllens lange historie – deriblandt en velbevaret vandmølle af træ, som meget vel kan vise sig at være den føromtalte og oprindelige mølle fra 1268. Umiddelbart kan fundet dateres til perioden 12-1400-tallet, men kommende årringsdateringer af tømmeret kan forhåbentlig give en mere præcis alder på møllen, som potentielt set kan være den mølle, der er nævnt i enkefruens testamente.
Usædvanligt velbevaret
Fundet i Støvring består af en hjulrende af bøg, hvor møllehjulet har kørt rundt. Blandt flere trægenstande lå dele af selve møllehjulet bevaret i hjulrenden, og det estimeres, at møllehjulet har haft en diameter på omkring tre meter.
Den fundne vandmølle var udstyret med et såkaldt underfaldshjul, hvilket betyder, at vandet blev ledt ind forneden på møllehjulet, og derved drev det rundt. Denne type var den absolut dominerende i middelalderens Danmark og kræver ikke stor faldhøjde, og derfor var den velegnet til et lavlandsområde som det danske.
Vandmøllens trækonstruktioner var særdeles velbevarede, hvilket er sjældent ved fund af vandmøller fra middelalderen. Ofte er de fragmenterede, og bevaringstilstanden kan være stærkt svingende. Støvring Vandmølles gode bevaringstilstand er blandt andet årsagen til, at den nu optræder på Slots- og Kulturstyrelsens liste over de største arkæologiske fund i Danmark i 2021.
6000-årigt gravkompleks
Et andet vigtigt arkæologisk fund i det nordjyske, som Slots- og Kulturstyrelsen mener er blandt de mest markante i 2021, er et 6000 år gammelt gravkompleks lokaliseret ved Blenstrup i Østhimmerland.
I forbindelse med etablering af et nyt skovområde fandt arkæologerne i sommer spor efter en langhøj – et monumentalt og kompliceret gravanlæg – fra den tidlige del af yngre stenalder. Der er tale om en periode i Danmarkshistorien, der ligger 6.000 år tilbage i tiden – dengang de første bønder begyndte at rydde urskovene for at opdyrke landet.
Slots- og Kulturstyrelsen peger på et 6000 år gammelt stenalder-gravkompleks ved Blenstrup som et at årets arkæologiske top 10 fund. Det består af en langhøj, der er op mod 90 meter lang og 13 meter bred. Foto: Nordjyske Museer
Langhøje var monumentale og komplicerede gravanlæg, som de tidligste bønder opførte for at ære deres forfædre og for at markere en form for tilhørsforhold til jorden. Dette behov voksede, efterhånden som landbruget i det 4. årtusinde f.Kr blev mere udbredt i de tidlige jæger- og samlersamfund, og gravformen ændrede sig fra de mere beskedne jordfæstegrave til større gravkomplekser som det, der blev fundet ved Blenstrup denne sommer.
90 meter lang
Langhøjen ved Blenstrup er ekstraordinær stor – den er nemlig hele 90 meter lang og cirka 13 meter bred, og den har således været et monumentalt gravanlæg. Langhøjen er blandt et af de største, som er udgravet i Danmark. Den har været et imponerede anlæg, når man har stået og kigget ud over landskabet, og der er tale om et omfattende byggeri.
Udgravningen viste, at langhøjen var opbygget af stenrækker, men at den måske også har haft en palisadegrøft i dele af anlægget. Grundplanen er således trapezformet.
Gravlæggelserne var der ikke spor efter, men den kan have ligget, hvor der i dag ligger en grusvej eller mod syd i det ikke-udgravede område af gravkomplekset. Fra andre langhøje ved man, at de tidlige langhøje ofte har haft et træbygget gravkammer, som kan have indeholdt én eller flere personer. Ved langhøjene kan der også være foregået ofringer af lerkar og andre genstande, og langhøjene er i det hele taget forbundet med komplicerede ritualer både efter og under byggeriet.
De første bønder
Langhøjene sættes i forbindelse med de allertidligste bønder i Danmark og overgangen fra at være nomadiske jægersamlere til at være fastboende bønder (ca. 3900 f.Kr.). Man begyndte at rydde mindre arealer i urskovene og opdyrke jorden. Netop spor efter denne tidlige opdyrkning ses da også flere steder under langhøjen i Blenstrup i form af spor efter datidens oksetrukne pløjeredskab – arden. Pløjesporene fra arden fremstår i den lyse undergrund som sorte streger på kryds og tværs. Formodentlig var det forskellige hvedesorter og byg, man dyrkede i området.
Arkæologerne har i forbindelse med udgravningen udtaget forskellige naturvidenskabelige prøver af den velbevarede markflade, hvis resultater formentlig kan give betydelig viden om det tidligste landbrug i Danmark og om landskabsudviklingen fra den tidlige del af yngre stenalder til ældre bronzealder.
Senere gravlæggelser
Ved langhøjen er der også fundet spor efter tre bronzealderhøje, som har været opbygget af græstørv. De er omkring 2700 år yngre end selve langhøjen og er altså kommet til senere. I alle tre var der centralgrave bevaret, og særligt to er interessante. De viste sig nemlig at indeholde dolke af bronze og den ene måske resterne af en skede. I den ene lå desuden brændte menneskeknogler på et leje af små pigsten og flint. Foruden dette lå der også en halsring af bronze i graven. Menneskeknoglerne er ikke undersøgt endnu, så man kender ikke køn og alder på den gravlagte. Det vil fremtidige undersøgelse måske kunne klarlægge.
I forbindelse med udgravningen af den 6000 år gamle stenalder-langhøj ved Blenstrup fandt arkæologerne også spor af senere bronzealderhøje på samme sted. Her fandt man blandt andet en såkaldt hellekiste, som havde ligget uberørt siden bronzealderen. Den indeholdt brændte menneskeknogler, en bronzedolk og en halsring ligeledes af bronze. Foto: Nordjyske Museer
For enden af langhøjen var derforuden nedgravet et lerkar, mens der ved østsiden af langhøjen var nedsat en urne fra ældre jernalder (ca. 500 f.Kr.). Gravkomplekset består hermed af adskillige grave, som kom til efter langhøjens oprindelige etablering i den tidlige del af yngre stenalder.
Udover Støvring Vandmølle og gravkomplekset ved Blenstrup finder man på Slots- og kulturstyrelsens liste over helt særlige fund i Danmark i 2021 også en hesteofringsplads, romerske fangelænker, en sandflugtsdækket gård fra omkring år 1600, en kæmpe guldskat fra Vindelev, et 3000 år gammelt bronzesværd, en gravhøj med sjældne barnegrave, spor efter istidens sidste rensdyrjægere samt en 5000 år gammel stenalderkultplads i Vestjylland.
Få nyheder i din indboks
Hold dig opdateret om nye arrangementer, spændende arkæologiske fund, Koldkrigsmuseet REGAN Vest og nye udstillinger – og deltag hver måned i lodtrækningen om en præmie fra en af vores museumsbutikker.
Vi anvender cookies for at sikre, at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge denne side, vil vi antage, at du er indforstået med det. Læs mereOk
