Vikingetiden: Den tidligste nisse

Man har kendt til et nisse-lignende væsen siden vikingetiden. Dengang blev nissen kaldt for vætten. Det var en venlig husgud, som man skulle være på god fod med, ellers ville den bringe ulykke over gården, som den boede på. Han beskyttede familien og hjalp til året rundt med at passe dyr og gav bonden gode råd om, hvad han burde så, og hvornår han skulle høste. Vætten var i familie med ”de underjordiske”, hekse, elverfolk, trolde og bjergmænd, men er mere venlig end dem. For sit hårde arbejde forlangte han kun respekt af dem, der boede på gården, og ofringer i form af godt øl og grød.

1000-1500-tallet: Den kristne kirke

I mange år havde menneskene ikke nogen problemer med vætten, men det ændrede sig, da kristendommen kom til Danmark. Ifølge kristendommen måtte man kun tilbede én gud. Og selvom vætten kun var en lille husgud, gik han alligevel fra at være en flittig hjælper på gården til at blive anset som en fæl skabning skabt af djævlen. Folk skulle forvise vætten fra deres hjem med vievand og salmer.

1800-tallet: Den borgerlige jul

I 1800-tallet troede mange voksne ikke længere på, at vætten eksisterede, og man var ikke bange for den mere. Vætten blev hentet frem fra glemslen hvert år ved juletid og præsenteret som en sjov og pudsig lille fyr. Resten af året gemte han sig for menneskene. Man var i øvrigt også holdt op med at give den grød hver dag. Kun til jul gav børnene vætten en smule grød.

1800-tallet: Kært barn har mange navne

I 1800-tallet fik vætten nyt navn. Den var ikke længere kendt som vætten, men gik under navne som gårdboen eller gårdbukken. Den fik også navnet Niels, men folk kaldte den som regel Nis, hvilket efterhånden er blevet til nissen.

1836-1849: Klæder skaber nisser

Igennem tiden har folk beskrevet og tegnet nissen på mange forskellige måder. Da den var bondens hjælper, har den altid gået klædt som ham, og fordi bonden gik med en rød hue, så gjorde nissen det også.

1850’erne: Nissen stifter familie

Nissen levede alene på de gårde, hvor den arbejdede, og den havde hverken kone eller børn. Det var først, da i midten af 1800-tallet, at den fik nissekone og børn.

Sidst i 1800-tallet – nu: Nissen bliver populær

I slutningen af 1800-tallet blev nissen mere og mere populær, og pludseligt kunne man se den alle mulige steder. Den blev brugt på julepynt, julekort og meget mere. I 1947 tegnede Frederik Bramming en særlig kravlenisse, der kunne kravle rundt på folks lamper, billeder, møbler og meget mere. Senere, da fjernsynet blev allemandseje begyndte nissen at rejse til Grønland, tropiske øer eller bo på slotte og rigsarkiver.

I julebutikken på Aalborg Historiske Museum kan man finde alverdens forskellige og gammeldags nisser – blandt andet Brammings kravlenisser.

Den danske tegner Frederik Bramming (1911 – 1991) er kendt for at være ophavsmand til begrebet kravlenisser.

Historien om Brammings nisser strækker sig tilbage til 1947, hvor det første klippeark med kravlenisser blev udgivet. Der havde eksisteret udklipsark med nisser fra starten af det 20. århundrede, men navnet ”kravlenisser” opstod først, da Bramming i 1947 udgav et klippeark med titlen “kravlenisser”.

Det blev udgivet ved Kunstforlaget Alliance, og de første to ark udkom i 80.000 eksemplarer – og stort set alle, der er opvokset i 50’erne og 60’erne, kender hans tandløse nisser med den lange hue uden kvast og de lidt for store strømpebukser.

Et andet særkende ved Brammings nisser er, at de altid er glade. Han havde nemlig gjort forstudier, inden han lancerede sit første ark med kravlenisser, og opfattelsen af nissen som ondskabsfuld og hævngerrig stemte dårligt med hans egen tilgang til julen, som han holdt meget af. Udover at være i godt humør og fyldt med spilopper, er Brammings nisser også bevidst barnlige. Faktisk udtalte Bramming, at hans nisser aldrig bliver voksne.

Bramming tegnede sine kravlenisser gennem tre årtier, og med stor fantasi satte han nisserne ind i nye kontekster – fx som musikere i Nissernes Vagtparade, som håndværkere, sammen med dyr etc.

Mange af Brammings ark med kravlenisser er genoptrykt i flere omgange, og i julebutikken på Aalborg Historiske Museum kan du købe mange forskellige varianter af de kendte Bramming-nisser – både de klassiske ark med kravlenisser samt andre juleting med Brammings nisser som motiv.

Skal du også have familien over til æbleskiver og gløgg?

I julebutikken på Aalborg Historiske Museum kan du købe renæssancens svar på gløgg: Lutendranck. Det er en frisk og krydret gløgglignende drik fra renæssancen, som kan serveres varm eller kold.

Ordet lutendranck stammer oprindeligt fra plattysk og betyder afsiet, krydret vin. Opskriften på drikken har sin oprindelse fra middelalderen, og den indeholder et af datidens meget populære krydderier, nemlig paradiskorn (Amomum melegueta). Paradiskorn stammer fra Vestafrika, og drikken har derfor været ganske eksotisk.

Det kan være svært at skaffe i dag, men der følger naturligvis krydderier med, når du køber en flaske lutendranck på Aalborg Historiske Museum.

Der er ikke noget flottere end juletræet med sin pynt – men hvilken pynt? Det har ændret sig meget gennem tiderne, og et barn i dag vil næppe pynte et træ helt på samme måde, som det blev pyntet i dets bedsteforældres barndom.

I julebutikken på Aalborg Historiske Museum kan du finde gammeldags juletræspynt.

Blandt andet:

Julehjerter

Det ældst bevaret flettet julehjerte blev klippet i grønt og gult papir af selveste H. C. Andersen. Han gav det i 1861 til H.C. Ørsteds datter Mathilde. Det var dog uden hank, som vi kender det i dag, så det har næppe hængt på juletræet med knas og godter.

De flettede julehjerter er i dag næsten ikoniske for selve julen, men de bliver først rigtig almindelige omkring år 1900. Det ældste billede af et julehjerte på et juletræ er fra julefesten på herregården Søllestedgaard på Lolland, og det stammer formentlig fra 1901.

Især herregårde og præstegårde var de første til at tage traditionen med julehjertet til sig, fordi hjerterne som almissehjerter blev brugt til at hænge godter og gaver til børn og fattige på juletræet. Herefter bredte hjertet sig til det bedre borgerskab og videre ud i alle danske hjem.

Siden 1940’erne har det flettede julehjerte for alvor fyldt meget i den danske jul. Blandt andet fordi det knytter sig til en af de vigtigste traditioner: At klippe og klistre julepynt sammen.

Kræmmerhuse

Også kræmmerhuse, hører blandt de ældste former for julepynt, som vi kender i dag. Det ældste kræmmerhus kan dateres tilbage til 1866, og dengang indeholdte de oftest slik og andre godter – præcis som julehjertet.

I julebutikken kan du finde glanspapir og bøger, hvor du både kan lære at flette julehjerter og kræmmerhuse – i mange forskellige varianter. Du kan også købe bogen Sådan lærte min mor mig at flette Julehjerter i museet webshop.

Guirlander med dannebrogsflag

Guirlander med dannebrogsflag er forbundet med nationalromantismen, som for alvor blomstrede op i slutningen af 1800-tallet efter nederlaget til tyskerne i 1864.

Trommer

De var i begyndelsen oftest sammensat med andet pynt, som havde tilknytning til krig, som fx trompeter. Ligesom med flagguirlanderne var de en del af den nationalromantiske opblomstring i slutningen af 1800-tallet.

Glaskugler

I 1800-tallet var glaskugler håndblæste, og de kom hele vejen fra Tyskland. De var derfor meget dyre og skrøbelige, og var kun at finde i de fineste hjem. I dag fås der glaskugler i alle mulige farver, med eller uden dekoration, og i mange forskellige former.

I museets julebutik er en af de populæreste julevarer glaspynt fra Brink Nordic, som laver glaspynt i mange designs – lige fra hjerter og stjerner til trommer, flag og julekager. Du kan også finde glaspynt fra Brink Nordic i webshoppen.

En julebuk er (nu om dage) en buk lavet af halm, der er bundet sammen med røde bånd. Men traditionen med julebukke er en meget gammel tradition, ja faktisk går tilbage til middelalderen, måske endda længere tilbage. Den er således et af de ældste nordiske julesymboler.

Traditionen med julebukken kendes stort set kun i Norden, men præcs hvornår og hvordan den kommer ind i julen, ved man som nævnt ikke med bestemthed.

Et bud er, at det er et levn fra en gammel vikingeskik ved vintersolhverv, hvor der blev ofret en buk, som symbol på tordenguden Tors bukke, for at få et godt år. Andre mener, at julebukken kan være opstået ud af middelalderens kirkelige julespil, der ofte inkluderede en hornet djævel, hvorfra der kan trækkes visse paralleller til julebukken.

I nyere tid – for godt 100 år siden – var der ofte ved julefesterne en ung mand, som var forklædt som julebuk, og han havde ofte et gedehoved af træ på en lang stang med sig. Julebukken kom brasende ind i selskabet, lavede løjer med alt og alle, og gjorde alt hvad han kunne for at sætte gang i selskabet. Den var både nærgående og påtrængende, ja ofte også sjofel.

Efter at have underholdt et stykke tid, gik julebukken videre til det næste julegilde.

Julebukke af halm

Selvom traditionen med julebukke er gammel, så er julebukke af halm først kendt i Danmark efter 1945, hvor der var en stærk tilstrømning af svenske juletraditioner. Mange af de danskere, som havde været flygtninge i Sverige under 2. Verdenskrig, bragte den svenske tradition med julepynt af halm med hjem til Danmark. Og i de første mange år efter krigen tog mange danskere på juleindkøb i Sverige, hvor de så og købte halmpynt.

Julebutikken på Aalborg Historiske Museum sælger julebukke af halm i flere forskellige størrelser.

Vidste du, at det var en museumsdirektør, der opfandt julekortet?

Sir Henry Cole var den første direktør for verdens største designmuseum, Victoria and Albert Museum i London. Han var en travl mand med en enorm omgangskreds, og i 1843 havde han for travlt til at skrive sine sædvanlige julebreve. Han bad derfor sin ven, kunstneren John Callcott Horsley, om at designe et julekort i stedet. 1.000 kort blev trykt og håndkoloreret, og de kort, Sir Henry Cole ikke selv brugte, blev solgt for en shilling stykket.

Motivet på dette første kommercielle julekort viser en engelsk familie ved julefesten og bærer påskriften “A Merry Christmas and a Happy New Year to you”. Men selv om kortene var fine, var de ikke en umiddelbar succes. Dels var en shilling pr. kort for dyrt for de fleste mennesker, og dels var der nogen, som fandt kortets motiv kritisabelt. Man fandt det upassende, at et kvindeligt familiemedlem giver en lille pige en slurk af et rødvinsglas.

Men julekort blev snart populære, ikke mindst takket være bedre og billigere metoder til at trykke kort i farver samt ændrede regler for postbefordring. Julekortene kom bare tre år efter, at frimærket blev opfundet, og takket være postloven af 1840 kunne man nu sende en hilsen overalt i Storbritannien for 1 penny.

I Danmark skulle der gå adskillige år, før julekortene vandt udbredelse. Postvæsnet accepterede og ekspederet ikke postkort før i 1871, og indtil da kunne man kun sende egentlige breve. Vi skal yderligere godt ti år frem – til 1882 – før de første dansk-producerede fortrykte kort med julehilsner kom i handlen.

Arbejdet med at formidle den historisk bykerne i Aalborg støttes med 100.000 kr.

Forskellige spor fra Aalborgs 1200-årige historie kan stadig den dag i dag ses i det moderne bybillede. Nu har den nordjyske Gudrun & Palle Mørsch´s Mindefond valgt at støtte projektet Aalborg som historisk destination med 100.000 kr. Visionen er at skabe en mere sammenhængende formidling af den historiske bykerne – til gavn for både byens borgere og for de mange turister.

De fleste aalborgensere kender Jens Bangs prægtige renæssance-stenhus fra 1624, rådhuset på Gammeltorv samt det nærliggende Helligåndskloster. Det er steder, som vi gerne viser frem for de mange turister, som besøger byen. Men den sammenhængende fortælling mellem de historiske bygninger i den centrale bykerne, som også inkluderer Budolfi Kirke og Gråbrødreklosteret, den fortoner sig.

Med Aalborg Historiske Museum og Aalborg Kommune som primus motor, er der ifølge museumsdirektør Lars Christian Nørbach store visioner om at skabe en mere sammenhængende fortælling og formidling af den historisk bymidte, som man kender det fra andre byer.

Lokal fond støtter med 100.000

Visionerne deles af Gudrun & Palle Mørsch´s Mindefond, som har valgt at støtte projektet.

”Aalborgs Historiske Museums vision om at formidle Aalborgs historie på en helt ny måde er epokegørende. Projektets gennemførelse vil være vigtig for Aalborgs udvikling og for byens mangfoldighed af attraktioner og tilbud til såvel byens borgere som turister. Det er med denne baggrund fondens bestyrelse besluttede donationen,” siger bestyrelsesformand fonden, Anders Hjulmand.

Udover en gennemgribende renovering af Aalborg Historiske Museum, så vil projektet også styrke samarbejdet mellem og formidlingen af de kulturhistoriske institutioner i den historiske bymidte, der ligger i området ved især Adelgade, som går fra Budolfi Plads ned bag museet, forbi klosteret ved C. W. Obels Plads og som ender ved bagsiden af det gamle rådhus og Jens Bangs Stenhus. Tanken er at gøre området til en mere aktiv og attraktiv del af en gammel bykerne.

Halvvejs i mål

Projektet forventes af løbe op i ca. 80 millioner kr., og med støtten fra Gudrun & Palle Mørsch´s Mindefond er omkring halvdelen af pengene nu i hus.

For nyligt fik projektet fem millioner kr. i støtte fra Det Obelske Familiefond, og tidligere har Aalborg Kommune givet tilsagn på 30 millioner kr. i medfinansiering. Derudover er der kommet 150.000 kr. fra Aalborg Kommunens ”Genstartspulje”, 200.000 kr. fra Aalborg Kommunes ”Puljen Kulturens Rum & Rammer”, 250.000 kr. fra Norlys Vækstpulje samt 500.000 kr. fra Fonden til bevarelse af gamle Aalborghuse. Nordjyske Museer bidrager selv med tre millioner kr. Der arbejdes nu videre med at få sidste del af finansiering er på plads.

Et ekstraordinært stort hus, der vidner om velstand og magt, ser dagens lys efter 1600 år

Fremover vil der stå store industrihaller på erhvervsgrundene i Flødalen i det sydlige Svenstrup, men det er ikke første gang, at området lægger grund til store bygninger. I forbindelse med Aalborg Kommunes erhvervsudstykninger har arkæologer fra Nordjyske Museer fundet resterne af en stormandsgård fra omkring år 400 e.Kr., dvs. fra overgangen mellem yngre romersk og ældre germansk jernalder. Der er tale om den hidtil største i Aalborgområdet.

Gården består af et usædvanligt stort og meget langt hus. Det har en længde på ca. 60 meter og er 6,5 meter bredt, hvilket giver et areal på 365 m2. Ved siden af det store hus ligger et lidt mindre udhus, og tilsammen omkranser de en gårdsplads på omkring 3000 m2.

Ifølge arkæolog og udgravningsleder Lars Egholm Nielsen er der fundet enkelte huse af den størrelse i Midt- og Vestjylland, men de er meget sjældne i det nordjyske, og stormandsgården er den største, der er fundet i Aalborgområdet. Andre huse fra perioden er typisk mellem 20 og 30 meter lange og fem til seks meter brede, så huset i Flødalen er dobbelt så stort.

”Der er derfor ingen tvivl om, at gården og husets størrelse og symbolværdi skal tilskrives en lokal stormand eller høvding, der har kontrolleret et lokalområde på den vestlige side af Østerådalen. Og han har uden tvivl tilhørt eliten af samfundet. Den elite, som har kæmpet om kontrollen af territorier og har styret handlen og håndværket i området,” siger Lars Egholm Nielsen.

En overordnet centralmagt

Stormandsgården er fundet i forbindelse med en større arkæologisk undersøgelse, hvor arkæologer fra Nordjyske Museer udgraver et stort område med bopladser fra jernalderen. Museet har gennem de sidste par år – forud for de mange udstykninger – udgravet en række bopladser i den sydlige del af Svenstrup og Godthåb, og de nye opdagelser skal også ses i det lys.

De tidligere undersøgelser i området peger på, at der er tale om bopladser fra yngre bronzealder, dvs. omkring 700-500 f.Kr, til ældre germansk jernalder (400-550 e.Kr.) og perioderne derimellem. Udover de mange huse, er der desuden fundet gravpladser fra de yngre dele af perioden spredt ud over arealet. Der har derfor formentlig boet mennesker i området i sammenhængende periode på mere end 1000 år.

Mange af bopladserne er samtidige, og man kan efterhånden begynde at tegne et mere detaljeret billede af samfundet i området, og ifølge Lars Egholm Nielsen vidner bopladsernes placeringer om en kompliceret samfundsstruktur, der blev styret af en overordnet centralmagt.