Den atomsikre bunker REGAN Vest er unik på mange måder, men bunkerens konstruktion – to ringe i to etager – er helt unik. Men sådan så den slet ikke ud på de første tegninger.

I foråret 1960 besluttede den danske regering at begynde arbejdet med REGAN Vest. Ansvaret for byggeriet blev lagt hos Forsvarets Bygningstjeneste med arkitekt Gerner Gottschalck-Andersen i spidsen. Både bygningstjenesten og Gottschalck-Andersen var erfarne folk, når det kom til opførelsen af underjordiske forsvarsanlæg. Teamet havde været ansvarlig for opførelsen af landets første regeringsanlæg, det såkaldte BOC 1 ved Kronenborg Hegn på Sjælland, og det havde også deltaget i anlæggelsen af de to søforter, Stevnsfortet og Langelandsfortet.

Alligevel skilte opgaven i Jylland sig ud. I 1960 var våbenkapløbet i fuld gang, og alle vidste, at hvis en krig brød ud, ville det sandsynligvis blive en krig med brug af atomvåben. Og da tiden i det hele taget var præget af mange kriser, var truslen om en krig på europæisk grund kun alt for nærværende. Så hvis en ny bunker til regeringen for alvor skulle gøre en forskel, var det helt afgørende, at den var atomsikret. Og det stillede igen helt nye og anderledes krav til anlæggets udformning.

I december 1960 kunne den første skitse præsenteres for et lille regeringsudvalg. Tegningerne viste, at teamet virkelig havde forsøgt at tænke ”ud af boksen”. I hvert fald, hvis man sammenlignede med en ”traditionel” bunker, forstået som en nedgravet betonkonstruktion i et antal etager, dækket af et sand- og betonskjold. I forslaget var REGAN Vest i stedet placeret dybt inde i en kridtbakke, og for overhovedet at komme ind i selve anlægget skulle man flere hundrede meter ind ad en indgangstunnel. Selve anlægget var også udformet anderledes end vanligt. Men på ét punkt havde man dog ikke ændret på traditionerne – REGAN Vest var ved årsskiftet 1960/61 tegnet firkantet og ikke rundt.

Først i sommeren 1961 ændrede anlægget form og blev rundt. Idéen til cirkelformen havde Gottschalck-Andersen fået på en tur i Norge – desværre melder historien ikke noget om, præcist hvilket sted i landet, han havde besøgt. Ej heller vides det, hvordan Bygningstjenestens tegnestue reagerede på meddelelsen om at skrotte de gamle tegninger, og i stedet finde den helt store passer frem.

Til gengæld ved vi, hvordan de nye tegninger blev modtaget af regeringen. I præsentationen lagde Bygningstjenesten vægt på, at den nye cirkelform både ville betyde, at man kunne spare en del kalkudgravning, og at man ville få bedre og sikrere tunneller. Så med både økonomiske og sikkerhedsmæssige gevinster at hente, var det en smal sag for regeringen at godkende ”… denne, efter teknikernes opfattelse bedre udformning.”

Det anlæg, der blev præsenteret i 1961, var dimensioneret til kunne rumme ca. 200 personer, og det var – med få ændringer – også det projekt, der blev igangsat i 1963. I projektet var der afsat plads til et stort antal møderum, flere enkeltsengsværelser, to køkkener, kantiner og dagligstuer samt indre ABC-renseforhold til hhv. mænd og kvinder. Der var på det tidspunkt altså lagt op til et sted med relativt god plads, en rimelig grad af komfort, men også en vis grad af hierarki mellem det politiske personel og driftspersonalet.

Godt et år inde i arbejdet ændrede planerne sig. Her meddelte regeringen, at man ønskede en større fleksibilitet i anlægget, så det kunne bemandes ”… med 376 personer mod hidtil 200 personer.” Altså en forøgelse af bemandingen på næsten 100 pct. Igen melder historien ikke noget om, hvordan nyheden blev modtaget på tegnestuen, men af et svarbrev fra Bygningstjenesten og til regeringens sekretariat, fornemmer man, at begejstringen mildt sagt var til at overse…

Ikke desto mindre lykkedes det teamet at optimere projektet, så regeringens ønsker kunne opfyldes. Men prisen var, at de mange møderum og det ”ekstra” sæt velfærdsrum blev erstattet af værelser (i alt blev der opsat 60 nye skillevægge), at næsten alle enkeltværelser blev til køjerum, og at al overflødig ”luksus” som fx et kønsopdelt ABC-rensepunkt blev droppet.

Og på den måde blev REGAN Vest til det anlæg vi kender i dag, hvor selv statsministeren deler køjerum med sin medarbejder, og hvor Regenten, embedsmanden, maskinmesteren og hjemmeværnets lotter spiste og hvilede i de samme rum.