Nordjyske Museer gør klar til kæmpeopgave

Linieføringen af motorvejen til 3. Limfjordsforbindelse. Kilde: Vejdirektoratet

Nordjyske Museer tager mandag 17. marts fat på sin hidtil største arkæologiske opgave i forbindelse med anlægsarbejdet til 3. Limfjordsforbindelse. 345 hektar jord (mere end 480 fodboldbaner) skal forundersøges og dele af området eventuelt udgraves, inden Vejdirektoratet begynder det egentlige anlægsarbejde.

“Vi er rigtig glade for at komme i gang med forundersøgelserne. Det er ikke bare en kæmpestor opgave for Nordjyske Museer, men også en mulighed for at gøre v½æsentlige arkæologiske fund”, siger kulturarvschef Torben Birk Sarauw.

Interessante muligheder

Området rummer mulighed for interessante fund fra både oldtid og historisk tid. Anlægget til 3. Limfjordsforbindelse kommer til at ligge i områder, hvor der blandt andet er mulighed for at finde forseglede landskaber med velbevarede spor efter 8-9.000 år gamle bopladser fra stenalderen og rester efter forhistoriske skove. Spor, der kan give os væsentlig ny viden om vores forhistorie og fortællinger om, hvordan landskabet og fjorden ændrede sig over tid, fortæller han.

“Vi har store forventninger til de arkæologiske resultater, som vi glæder os til at dele med nordjyderne og resten af Danmark”, lyder det fra Torben Birk Sarauw.

Torben Birk Sarauw anslår, at de arkæologiske undersøgelser kommer til at strække sig over en årrække, både på grund af opgavens omfang og fordi de områder, der skal undersøges, bliver frigivet over tid i mindre dele.

Bestillingsarbejde

Det er Vejdirektoratet, der som bygherre har bestilt Nordjyske Museer til at stå for undersøgelserne. Museumsloven beskytter kulturarv i form af væsentlige fortidsminder i den danske undergrund. Hvis der opdages spor efter sådanne i jorden, skal de undersøges af arkæologer og eventuelt udgraves for bygherrens regning, inden anlægsarbejdet kan fortsætte. For at undgå uventede forsinkelser og fordyrelser af projektet vil bygherren derfor oftest bestille en forundersøgelse, der finder sted, inden anlægsarbejdet går i gang.

Mange forskellige metoder

Første del af undersøgelserne i forbindelse med 3. Limfjordsforbindelse vil ligge på de højtliggende arealer mellem Svenstrup og Drastrup, og her vil arkæologerne især bruge de velkendte søgegrøfter, der graves ved hjælp af en gravemaskine og derefter undersøges af arkæologerne. Andre steder vil der blive kørt med plov efterfulgt af arkæologer, der leder efter for eksempel koncentrationer af flinteredskaber. Det kan nemlig indikere, at der er mulighed for yderligere fund for eksempel i form af bopladser på stedet.