
Når Nordjyske Museers udstillingscontainer Limfjordens Stemme ved udgangen af oktober bliver kørt i vinterhi, har næsten 12.000 personer siden begyndelsen af maj 2025 været inde og se den mobile udstilling om landskabets forandring og nordjydernes grundlæggende levevilkår i stenalderen.
Udstillingen har ved hjælp af video, genstande og fortællinger gjort gæsterne klogere på de voldsomme landskabsforandringer, der har præget menneskenes liv ved Limfjorden gennem tusinder af år, lyder det fra formidlingsinspektør Diana Windfeldt-Schmidt.
”Visionen er at gøre stenalderens historie nærværende og mærkbar for publikum. Viden om vandstandsstigninger og landhævninger er helt centralt, hvis man vil forstå stenalderens livsvilkår og hvordan, Limfjorden kom til at se ud, som den gør i dag.”

Fokus på fund i næste sæson
Nordjyske Museer arbejder i øjeblikket med at forberede næste sæson for udstillingscontaineren. Her vil der i højere grad blive fokuseret på lokale stenalderfund, fortæller Diana Windfeldt-Schmidt.
”Bag IKEA i Aalborg har vores arkæologer været i gang med forundersøgelser, og her skal omkring seks hektar udgraves næste år. Allerede nu har vi fundet spændende spor fra fortidens mennesker – blandt andet et keramik-kar fra bondestenalderen, der er omkring 5.500 år gammelt.”
Derudover vil der også indgå tidligere fund fra blandt andet Ferslev-området, hvor der er fundet en særlig keramikstil, der er unik i Danmark.
”Vi vil også gerne fortælle den større historie om, hvordan samfundet gradvist gik fra jæger- til bondeliv. En af de vigtigste forandringer i menneskets samfund.”
Historien skal tæt på borgerne
Nordjyske Museers afdelingsleder for formidling og udstilling Thea Højvang Rasmussen glæder sig over den store interesse for museets mobile udstilling om Limfjorden.
”Det viser, at folk har stor interesse for emnet og nysgerrighed omkring vores fælles fortid.”
”Den omrejsende udstillingscontainer bringer historien helt tæt på os som borgere. Hvert stop præsenterer en lokal historie, der fortælles på det sted, hvor den fandt sted. At blive klogere på ens egen egns historie kan sagtens ske ude lokalt hos os selv. Det behøver man ikke at skulle gå på museum for at opleve.”
Anlægsarbejdet til 3. Limfjordsforbindelse giver en sjælden mulighed for at blive klogere på den nordjyske fortid. Vi bliver hele tiden klogere, og museets udgravninger forud for den nye 3. Limfjordsforbindelse giver i disse år mulighed for at undersøge nærmere, hvordan livet ved Limfjorden har formet sig de seneste 14.000 år.
Stort projekt
Vejdirektoratet er bygherre på anlæg af den 3. Limfjordsforbindelse, som bliver en ny 20 kilometer lang motorvej, der forbinder Himmerland og Vendsyssel med en ny forbindelse ved Aalborg for at sikre fremtidens behov for mobilitet.
Nordjyske Museer står for de arkæologiske undersøgelser på land og Moesgaard Museum for de marinarkæologiske undersøgelser i Limfjorden. I forbindelse med den kommende motorvej skal Nordjyske Museer undersøge omkring 345 hektar jord, hvilket svarer til mere end 480 fodboldbaner.