
Aalborg er i fokus, når Nordjyske Museers vandreudstilling Limfjordens Stemme i september er placeret på Aalborg Havnefront ved Utzon Center.
Aalborg-området har tiltrukket mennesker siden stenalderen for 10.000 år siden. Limfjorden er smal her og egnet til overfart med selv små stammebåde, som har været brugt til at krydse fjorden, men også som transport mellem de mange små øer, Aalborg-området bestod af på et tidspunkt.
Undergrunden ved Aalborg er rig på flint i en særlig god kvalitet, hvilket var baggrunden for en omfattende minedrift i området. Flinten kunne forarbejdes til redskaber, der kvalitetsmæssigt kunne konkurrere med de første metalredskaber, og der var eksport af flintredskaber, blandt andet til Norge og andre europæiske områder, hvor de blev brugt i byttehandel med andre varer.
Arkæologerne har fundet spor af bosættelser allerede fra stenalderen, mens Aalborg som fast beboelse opstår omkring år 700. For Vikingerne var det en anløbs- og handelsplads, og ved slutningen af vikingetiden, omkring 1.000 år siden, havde pladsen udviklet sig til en egentlig by. Området blev benævnt på mønter som ”Alabu”, som løst oversat betyder “byen ved vandrenden”. Gennem årene udviklede navnet og byen sig til Aalborg, som altid har været et væsentligt trafikknudepunkt med omfattende handel, håndværk og industri.
Formidling af det arkæologiske arbejde
Nordjyske Museers udstilling er en del af det arkæologiske arbejde i forbindelse med anlæggelsen af 3. Limfjordsforbindelse. Formålet med udstillingen er at give publikum et indblik i arkæologernes nuværende viden om stenaldermenneskets liv ved Limfjorden, og hvordan fjorden har udviklet sig til det, vi kender i dag.
”Limfjorden har i tusinder af år været Aalborgs livsnerve – en forhistorisk motorvej ud i verden. Fra små stammebåde, der kom med viden om korn, til vikingernes skibe, som var lastet med plyndrede genstande, og frem til nu, hvor cement har været den helt store eksport. Udstillingen fortæller om fjordens forandringer. Er man også interesseret i fjordens betydning som færdselsåre, anbefaler jeg varmt, at man besøger Vikingemuseet Lindholm Høje,” siger arkæolog og formidlingsinspektør ved Nordjyske Museer Diana Windfeldt-Schmidt.

Menneskenes tilpasning
Klimaændringer og isens tilbagetrækning efter seneste istid for godt 15.000 år siden medførte store forandringer. De lave områder omkring Limfjorden har skiftevis været oversvømmede og tørlagte. Det har betydet, at mennesket har måttet tilpasse sig spise- og bosætningsvilkårene.
I nogle perioder af stenalderen, hvor mennesker primært boede tæt på fjorden, har man oplevet voldsomme forandringer i løbet af blot én generation – det vil sige cirka 30 år.
Arkæologernes viden om livet omkring stenalderens Limfjord har indtil nu været centreret om den periode, der betegnes Ertebølletiden (6.000-7.000 år siden). Forventningen er, at arbejdet med 3. Limfjordsforbindelse vil give os ny viden om andre perioder.
”Vi har kendskab til flere Ertebøllebopladser men har begrænset kendskab til Maglemosefolket,
der var i området for 10.000 år siden. Med det arkæologiske arbejde i forbindelse med 3. Limfjordsforbindelse de kommende år bliver vi formentlig meget klogere på netop det,” siger Diana Windfeldt-Schmidt.
På rundrejse langs 3. Limfjordsforbindelse
Udstillingscontaineren Limfjordens Stemme kan indtil 30. september opleves på Aalborg Havn ved Utzon Center. Containeren er ubemandet, og der er gratis adgang i dagtimerne.
Udstillingen kan i 2025 ses på udvalgte lokaliteter, som hver især berører et særligt område langs den 3. Limfjordsforbindelse. Ved hver lokation fortæller Limfjordens Stemme, hvilke arkæologiske spor, der er fundet i nærområdet. Årets sidste placering af udstillingen er ved Kvickly Bouet, hvor den kan opleves fra 1. oktober.