Årstidernes skiften har altid haft stor betydning for bondesamfundet, da skiftet mellem lys og mørke, varme og kulde og dagslængdens aftagen og tilvækst har en stor påvirkning på dyrehold og dyrkning af afgrøder. Fejringen af vintersolhvervet, hvor man igen går mod lysere tider, er derfor en gammel skik. Særligt her i Norden, hvor der er stor forskel på dagslængden i løbet af året. Selve ordet solhverv kommer af oldnordisk ”sólhvarf”, som kan oversættes til solvending.
I bronzealderen var det i høj grad selve solen, der blev dyrket som en gud, men op gennem jernalderen og især i vikingetiden, som jo er jernalderens sidste del, begynder de nordiske guder at spille en større og større rolle. Man ofrede og holdt fester til gudernes ære for at sikre sig, at årstiderne blev ved med at skifte, så der efter en lang, kold og mørk vinter ville følge en lysere og varmere sommertid. Især er guderne Frej og Freja, der står for frugtbarhed, vigtige i forbindelse med bøndernes liv.
Forløberen for jul
Ved vintersolhverv fejrede vikingerne, at solen igen begyndte at vende tilbage. Det er den tid på året, hvor solen står lavest på himlen, og i Danmark er det blot lyst i knap syv timer.
I dag fejrer vi ikke vintersolhverv, men i stedet jul. Selve ordet jul går tilbage til jernalderen og har ikke noget med jesusbarnets fødsel at gøre. Det kan nemlig spores tilbage til udtrykket ”at drikke jól” og hentyder til fejringen af vintersolhvervet, hvor man holdt en stor fest, hvor man spiste og drak til gudernes ære.
Vi har beretninger fra det 10. århundrede om vintersolhvervsfejringen, hvor den arabiske købmand al-Tartuschi fortæller om fejringen, og hvordan man ofrede mad og dyr til guderne. Dyrenes hoveder kunne sættes på en pæl til guderne, men en del af kødet blev spist under det store gilde.
I de islandske sagaer nævnes også festen jól eller jólablot. Blot betyder ofring. Her fortælles om en stor lysfest for at holde mørket på afstand under årets mørkeste og længste nat, hvor mørkets onde kræfter havde frit spil. Man festede i mange dage eller i det mindste til juleøllet var drukket op. Måske var disse festligheder forløberen for vor tids julefrokoster.
Tid til at mødes
Med til store fester hørte ikke blot mad og drikke. Når man mødtes mange mennesker, kunne man dyste i forskellige kappestrider og lege. Man kunne handle og indgå aftaler, der blev fortalt historier og måske også sunget og danset. Man har sikkert også indgået aftaler om fremtidige giftemål og andre alliancer.
Måske har man også benyttet lejligheden til at afholde ting i forbindelse med disse fester. Tingets funktion er ikke helt klarlagt, men vi ved, at man her mødtes for at løse konflikter og uoverensstemmelser, man tog fælles beslutninger, diskuterede og lagde militære planer og afgjorde retslige sager, som var vigtige for samfundet. Uoverensstemmelser, som ikke blev løst på tinget, kunne ende i tvekampe eller kampe mellem flere mænd. Sådanne aftalte dueller kunne også udføres under festlighederne til underholdning for gæsterne.
Vintersolhvervet, årets korteste dag, finder sted 21. december og er modsætningen til Sankt Hans, som er en af årets længste dag.