Nordjylland ligger langt fra magtens centrum, og gennem historien har nordjyderne ofte måttet stå sammen og tage sagen i egen hånd. Skipper Clement gjorde det i Grevens Fejde tilbage i 1534, men også i nyere tid har nordjyder gjort oprør – blandt andet i kampen for at få et universitet, da nazisterne flyttede til Nørresundby, og da der blev boret efter skifergas ved Dybvad.
Men er der et særligt sammenhold i det nordlige såkaldte udkantsdanmark, som maner til kamp mod uretfærdigheder? Og er nordjyder specielt oprørske?
Det undersøger Aalborg Historiske Museum i en ny særudstilling, som tager publikum med på en rejse tilbage i tiden gennem 500 års nordjyske oprør. Læs mere om udstillingen
Udstillingen åbnes lørdag 15. februar kl. 11.00
På åbningsdagen kan du blandt andet møde nogle af Skipper Clements landsknægte og deres hustruer. De har taget nogle af de våben med – hellebard, sværd og luntemusket samt bondevåben som udrettet le, rive og hakke – som de brugte til at forsvare Aalborg med 18. december 1534, da Johan Rantzaus lejetropper angreb byen under Grevens Fejde. Det berømte og voldsomme slag blev dog tabt, og i den nye udstilling kan du se en del af den massegrav, hvor de døde landsknægte blev begravet. Den blev fundet midt i Aalborg i 2014-15 og i 2019.
Du kan også høre protestbevægelsen ”Skifergas – Nej tak” synge protestsange fra dengang, hvor den gjorde oprør mod prøveboringer efter skifergas ved Dybvad.
Der er desuden sang ved Blegebrønde Proptrækkerkor, der synger visen om slaget ved Sankt Jørgensbjerg i 1441, og som synger for ved fællessangene Skipper Klements morgenvise og Den danske sang er en ung blond pige.
I løbet af dagen er der også mulighed for at blive vist rundt af de museumsinspektører, som står bag udstillingen.
Program for dagen
Kl. 11.00: Velkomst ved museumsdirektør Lars Nørbach
Kl. 11.10: Åbningstale ved rådmand Mads Duedahl
Kl. 11.20: Blegebrønde Proptrækkerkor fra Fjerritslev synger visen om slaget ved Sankt Jørgensbjerg 1441, samt synger for ved fællessangene Skipper Klements morgenvise og Den danske sang er en ung blond pige.
Kl. 11.45-15.00: Landsknægte fremviser våben fra tiden omkring Grevens Fejde (1534)
Kl. 12.00-12.20: Protestsange ved “Skifergas – Nej tak bevægelsen”
Kl. 13.00, 13.30 og 14.00: Gratis rundvisning i udstillingen efter først til mølle-princippet
Der er gratis adgang til Aalborg Historiske Museum hele dagen.
Oprør i Nordjylland er blevet til i samarbejde med designbureauet Torden & Lynild og er støttet økonomisk af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Aalborg Kommune Kulturens Udviklingspulje og Region Nordjyllands Lille Kulturpulje.