Northern Winter Beat 2019 – FYR

Northern Winter Beat 2019 – FYR

Northern Winter Beat 2019 byder på en lang række koncerter i Aalborg i dagene 24., 25. og 26. januar. Det er både på etablerede spillesteder som Studenterhuset, Huset i Hasserisgade og Skraaen, men også andre mere utraditionelle steder.

Gråbrødrekloster Museet er derfor glade for at kunne byde musikfestivalen indenfor endnu engang. Der er således koncerter tre meter under Algades pulserende handelsliv midt mellem de flere hundredårige ruiner af Gråbrødrekloster.

Der afholdes koncert i Gråbrødrekloster Museet fredag 25. januar 2019 og lørdag 26. januar – begge dage kl. 17.

Fredag 25. januar kl. 17: FYR

Bag navnet FYR gemmer sig en mand med fart på. Oscar Lundsteen er foruden at være frontperson i bandet Orcas, også kendt fra surf-ensemblet: DANGHERA.

Alle der har været til koncert med nogle af de førnævnte bands ved, at Oscar leverer en fuldstændig uforglemmelig og ærlig live præstation. Han går i et med hans guitar og med publikum. Med FYR ses nu en mere afslappet og personlig Oscar, for alene er han en vaskeægte spillemand på bedste trubadur manér.

Støvet og beskidt sliderørs deltablues møder 60’er beat-tematik. En helt speciel opskrift, der fungerer fantastisk!

Værende en ufattelig dygtig guitarist, halvvejs improviserer Oscar sig igennem sangene, og ikke to gange lyder de helt ens. Indtil videre har FYR kun spillet en håndfuld koncerter, hvoraf kun et par stykker har været offentlige, så gå derfor ikke glip af chancen når den byder sig.

FYR giver koncert i Gråbrødrekloster Museet i forbindelse med Northern Winter Beat 2019. Foto: Northern Winter Beat.

Du kan læse mere om Northern Winter Beat 2019 på www.winterbeat.dk

Nisse-yacht på Lystfartøjsmuseet

Nisse-yacht på Lystfartøjsmuseet

Igen i år inviteres der til julehygge på kulturkajen i Hobro. Det sker lørdag 8. december, hvor man blandt andet kan besøge Skibstømrerhuset, GASmuseet, Himmerlands Teater og galleri Højbjerg og Simmelsgaard.

Lystfartøjsmuseet åbner i den anledning også dørene til det gamle pakhus og afbryder sit vinterhi. Der er denne dag åbent kl. 12-16.

For børn og barnlige sjæle byder museet på en hyggelig ’nisse-yacht’ i udstillingen.

Julemarked i ridehuset på Cirkusmuseet

Julemarked i ridehuset på Cirkusmuseet

Lørdag 24. november markeres julens komme, når Cirkusmuseet i Rold traditionen tro slår dørene op til et julemarked med hyggen i højsædet i det gamle ridehus. Der vil være mulighed for at købe småting til pakkekalenderen eller få startet på årets julegaveindkøb.

Boderne bugner af alt fra juledekorationer og granbundter til hjemmeproduktion over filtede nisser til malerier, hjemmestrik og alskens julepynt. Cirkusmuseets ansatte og Cirkushusets Museumsforening vil også være repræsenteret med en bod, hvor man kan købe lidt fra museumsbutikken eller få en snak omkring museet og støtteforeningens arbejde.

Skulle besøgende få lyst til at udfordre sin indre spillefugl, så kan man deltage i bylaugets amerikanske lotteri. Måske man er heldig at vinde lidt ekstra til julegaverne?

I tilfælde af akut sult og tørst vil det selvfølgelig være muligt at få lidt varm gløgg og nyde lidt godt til ganen, så man kan blive klar til at handle videre i boderne.

Julehygge på Boldrup Museum

Julehygge på Boldrup Museum

Den 2. december kl. 13-16 – første søndag i advent – er det atter tid til den populære julehyggedag for hele familien på Boldrup Museum ved Nørager.

Det er sædvanligvis en afslappet dag for hele familien, hvor julestress ikke findes.

Her er der mulighed for at gå med i skoven og hente gran, mos og grene og bagefter lave sine egne juledekorationer. Der er desuden julemusik, der flettes hjerter, spises julegrød, og der serveres hjemmebagte æbleskiver, gløgg og kaffe.

Omkring kl. 14 er det tid for børnene at finde nissen, så han kan få sin julegrød.

Arrangører: Boldrup Museumsforening

Folk Fortæller aften

Folk Fortæller aften

Forfattere til Boldrup Museumsforenings årsskrift vil igen i år give smagsprøver og uddybning af deres beretning i Folk Fortæller.

En hyggelig aften med masser af snak om tiden, der er svunden og med mulighed for at stille spørgsmål til forfatterne.

Folk Fortæller udkommer denne dag, så der vil være mulighed for at få et eksemplar med hjem.

Kaffe og kage: 50 kr.

Årets knipledag 2018

Årets knipledag 2018

På årets knipledag 2018 udstiller Aalborg Historiske Museum de mest forunderlige og fantastiske kniplinger, og man kan selv lære teknikken bag det gamle, traditionsrige håndværk.

Årets knipledag falder i år lørdag 25. august, og museet har denne dag indrettet et kniple-værksted i stueetagen. Her er der mulighed for at se lokale kniplere udføre det smukke, gamle håndværk, hvor man kan lave de mest forunderlige ting. Helen Toft Pedersen, der blandt andet underviser i knipling, har designet finurlige og smukke kniplinger i form af flotte vifter, høns, isbjørne, katte og meget andet.

Til årets knipledag viser hun sammen med nogle af hendes kursister kniplingens ædle kunst, og museumsgæsterne får selv mulighed for at prøve det gamle håndarbejde i kniple-værkstedet. I forbindelse med dagen kan man også se en mindre udstilling med kniplinger. Årets Knipledag er en del af et landsdækkende arrangement i samarbejde med foreningen Knipling i Danmark.