Ofte stillede spørgsmål

Ofte stillede spørgsmål

Billetter

Kan man købe billet, når man ankommer til museet?
Nej. Der er en begrænset kapacitet i bunkeranlægget, og det er ikke muligt at lukke alle ind.
Derfor skal man på booke en billet online inden sit besøg. Køb billet her.

Har I børnebilletter?
En billet til en rundvisning i bunkeren koster 260 kr. plus 10 kr. i gebyr uanset alder.
Vi anbefaler ikke, at børn under 12 år deltager, da udstilling og emne taler til et voksent publikum.
Deltager børn under 12 år alligevel, skal de selv kunne gå hele strækningen på 2 km – dette uden brug af klap-/barnevogn eller lignende hjælpemidler. Baby i bæresele er derfor ikke tilladt.
Børn under 12 år, skal desuden altid være ledsaget af en værge i anlægget og højst ét barn pr. værge.

Hvordan bestiller jeg billet til en med ledsagerkort?
I forbindelse med onlinebestilling af billetter i billetsystemet, er det muligt at booke en gratis ledsagerbillet. Husk at medbringe ledsagerkortet på dagen for jeres rundvisning.

Vi er mere end ti personer. Hvordan køber jeg flere billetter til samme rundvisning?
Det kan du ikke. Der er kun plads til ti personer på en rundvisning.
I billetsystemet kan du derfor købe op til ti almindelige billetter pr. rundvisning.
Ønsker du flere billetter, skal du købe til flere rundvisninger.

Vi er en gruppe eller forening, som gerne vil på rundvisning i bunkeren samlet. Kan det lade sig gøre?
Der er kun plads til ti personer på en rundvisning, men det er muligt at købe flere rundvisninger, som afholdes efter hinanden med et kvarters interval.
Bemærk, at man køber hele rundvisninger (gruppebilletter), dvs. for enten 10, 20, 30, 40 eller 50 personer. Kontakt billetkontoret via denne formular – så hjælper vi jer med at finde sammenhængende tider.

Er det muligt at få refunderet eller byttet billetterne til en anden dag?
Det er ikke muligt at få refunderet eller byttet billetter købt i almindeligt løssalg.
Se generelle vilkår for billetter købt ved Nordjyske Museer her.

Der er ikke flere billetter til den dag, jeg ønsker – kan jeg komme på venteliste?
Det er desværre ikke muligt for os at administrere ventelister.

Der er varslet “farligt vejr” – bliver min rundvisning aflyst?
Vi følger altid myndighedernes anvisninger og aflyser rundvisningerne, hvis Nordjyllands Politi fraråder al unødvendig udkørsel. I så fald kontakter vi dig hurtigst muligt – og refunderer dine billetter.

Hvordan kan jeg betale?
Ved køb af billetter online betales med betalingskort.
Større grupper, foreninger mv. har mulighed for at få tilsendt faktura og/eller betale via EAN-nummer.

Jeg har mistet min billet – hvad gør jeg?
Har du mistet din billet, kan du downloade den på ny i mailen med din ordrebekræftelse. Har du ikke længere den mail, kan du i god tid inden arrangementets afholdelse kontakte museet på telefon +45 99 31 74 00. Vi kan annullere den oprindelige billet og sende en ny. I den forbindelse accepterer du, at Nordjyske Museer på forlangende kan stille krav om identifikation og legitimation i fornødent omfang i forbindelse hermed. En genfremsendelse kan ikke garanteres. Det er dit eget ansvar at opbevare din billet frem til arrangementets afholdelse.

Før besøget

Hvornår skal jeg ankomme?
Rundvisningen i bunkeren begynder præcis på det angivne tidspunkt på din billet, og det er ikke muligt at støde til senere. Kom derfor i god tid – senest et kvarter før.

Hvad med parkering?
Der er et begrænset antal parkeringspladser ved Koldkrigsmuseet REGAN Vest. Du kan i forbindelse med dit billetkøb booke en gratis p-billet, der giver adgang til p-pladsen. Vi kan dog ikke garantere parkeringsplads til alle og opfordrer derfor til samkørsel.

Du finder din p-billet ved at klikke på “Gå til kvittering”, og efterfølgende “Hent produkter”, hvorefter du kan se dagens adgangskode, som du skal taste ind ved indgangen til p-pladsen.

Hvad består museet af?
Koldkrigsmuseet REGAN Vest består af flere elementer. En billet til bunkerrundvisningen giver også adgang til udstillingerne i velkomstbygningen samt maskinmesterboligen.
Det er gratis at benytte vandrestierne i terrænet over bunkeren.

Kan jeg se udstillingen på museet uden rundvisning i bunkeren?
Nej, desværre. På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at se udstillingen i velkomstbygningen eller besøge maskinmesterboligen uden at købe billet til en bunkerrundvisning.

Busser
Kommer man via hovedvej 180 og kører ind på Røde Møllevej, er der en maxhøjde på 3.90 meter ved viadukten under hovedvejen. Er bussen højere, anbefales det at køre via Oplev.
Aflevering og afhentning af gæster er mulig på museets parkeringsplads. Bussen kan ikke parkere fast ved museet. Vi anbefaler parkering ved RebildPorten ca. 2 km fra museet.

Undervejs

Er det tilladt at fotografere i bunkeren?
Nej, desværre. Fotografering er tilladt i udstillingerne og maskinmesterboligen, men af hensyn til flow i rundvisningerne er det ikke tilladt at fotografere i bunkeren.

Hvor lang er rundvisningen?
Selve rundvisningen i bunkeren varer ca. 1,5 time og er ca. 2 km lang. Vi anbefaler derfor praktisk fodtøj og en jakke, da temperaturen er lav.

Kan jeg komme på toilettet undervejs?
Nej, desværre. Det er ikke muligt at benytte toiletterne i bunkeren.
Du kan i stedet benytte toilettet i velkomstbygningen, inden rundvisning begynder.

Tilgængelighed og handicapforhold
Velkomstbygningen med café, butik og udstilling har gode forhold for gangbesværede, og der er handicaptoilet.
Bunkeranlægget er derimod ikke indrettet til kørestol, rollator eller servicehunde, da der er mange trapper og små korridorer, hvorfor sådanne hjælpemidler ikke kan medbringes.
Rundvisningen er 2 km lang og varer 1,5 time uden mulighed for at hvile undervejs.
Maskinmesterboligen samt stierne i terrænet er ikke tilgængelige for kørestol og rollator.
Servicehunde er tilladt alle steder undtaget i bunkeranlægget. 

Andet

Kan jeg købe mad i museumscaféen?
Ønsker du at spise i museets café, kan du booke maden på forhånd i forbindelse med dit billetkøb. Maden kommer fra en ekstern leverandør og tilberedes ikke i caféen.
Vil du gerne bestille mad, efter du har købt billetter, kan du gøre det via linket “Tilkøb produkter” i den kvitteringsmail, som du har modtaget i forbindelse med billetkøbet senest fem dage inden din rundvisning.

Det er muligt at købe varme og kolde drikke samt diverse kager uden forhåndsbestilling.
Se menukort

Må jeg spise min egen medbragte mad i museumscaféen?
Nej, desværre. Mad skal bestilles hos museet via din kvittering senest fem dage inden rundvisningen.