Maskinmesterboligen
Maskinmesterboligen ved REGAN Vest fungerede som tjenestebolig for den maskinmester, som stod for den tekniske drift i REGAN Vest bunkeren. Huset blev bygget samtidig med bunkeren, og det stod færdig i 1966, to år før end selve REGAN Vest-bunkeren.
Tjenesteboligen blev bygget samtidig med bunkeren af en helt særlig årsag. Den havde nemlig også til formål at spærre for indkig til selve indgangspartiet til bunkeren, de sidste år af byggeriet. Boligen har siden den stod færdig haft samme funktion – familiehjem og skalkeskjul for den hemmelige bunker. Den sidste maskinmester flyttede ud af huset i 2010.
Maskinmesterboligen er i dag indrettet, som den kunne have set ud, mens maskinmesterfamilien boede i huset. Hele huset er indrettet som et hjem anno 1980, og som museumsgæst er det tilladt at gå på opdagelse i hjemmet, sidde i møblerne, mens man ser tv, eller bladrer i ugebladene i aviskurven. Derudover kan man høre radio, se fjernsyn, lytte til kassettebånd, spille tv-spillet Pong eller iføre sig 80´er tøj og få sendt et foto til sin mail.
Rundt omkring i boligen kan man desuden møde familiens medlemmer og høre deres historier på skærme. De fortæller om at bo i huset med den store hemmelige bunker i baghaven, deres opfattelse af tiden og den kolde krig.