Vikingerne vågner – foråret skydes i gang i langhuset

Vikingerne vågner – foråret skydes i gang i langhuset

En lang og våd vinter er endelig ved at slutte, og vintergækker og påskeliljer titter frem. Da vikingerne levede for mere end 1.000 år siden, der bød tiden dog ikke på maling af påskeæg og gækkebreve, men derimod på udbedring af vinterens skader.

Spåntaget er utæt, køkkenhaven hænger med hovedet og er plukket næsten i bund, møbler, dyner og tøj trænger til en ordentlig rengøring.

Derfor skyder vi foråret i gang med en masse aktiviteter på vikingegården. Vi laver blandt andet sæbe fra grunden, hugger spån og lægger tag, sætter bageovnen i stand og gør køkkenhaverne klar til forårsplantning.

Hvis du vil opleve hvordan alt den indsamlede aske fra bålet, fedtet fra julens slagtedyr bliver til sæbe, skal du komme og kigge os over skulderen, og har du mod på at hjælpe stormanden med at hugge spån og lave taget, så siger han ikke nej. Føler du lidt sulten på vårens første grøntsager og trænger til vitaminer, så kan du smage vikingernes bud på ”7-kål”, hvor de første spæde vilde planter sætter smag på den overvintrede grønkål.

I løbet af påskedagene kan du opleve:

  • Forårsrengøring: Vi laver sæbe med asken fra bålet og dyrefedtet fra vinterens slagtedyr.
  • Vitaminer fra køkkenhavens første grønne planter: Den overvintrede kål friskes os med nælder, røllike, vårsalat og andre vilde planter.
  • Vi bygger en kæmpe bageovn. Vikingerne spiste ikke trist uhævet fladbrød, men store saftige rugbrød med surdej. Ovnen fra en gård ved Tæbing på Mors er vores inspirationskilde.
  • Endelig kaster vi os over en ægte forårsdelikatesse: Humleskuds ” byg-otto”. I Venedig spiste romerne Risotto con i bruscandoli , hvor de tidlige humleskud blev brugt som små asparges. Her i Norden gror humlen også langs storbondes langhus på Vikingegården, så vikingerne rører i gryderne og laver en nordisk version af denne delikatesse.

Har du billet til Vikingemuseet Fyrkat, kan du desuden hver dag kl. 11 og 14 komme med på en guidet rundvisning på selve området, hvor den UNESCO-anerkendte ringborg ligger. Det er ca. en kilometer fra Vikingegården.

Børn under 18 har gratis adgang.