Nu kan du komme med på en rundvisning på Cirkusmuseet i Rold, hvor du får fortællingen om dansk cirkus – fra den spæde begyndelse i begyndelsen af 1800-tallet og frem til i dag.
I begyndelsen tiltrak cirkus med hestedressur og gøgleri især overklassen, men senere blev cirkus masseunderholdning. I cirkussets storhedstid i første halvdel af 1900-tallet, var cirkusartister lige så populære som filmstjerner, og et besøg i cirkus var et af årets højdepunkter.
En række cirkus som Cirkus Miehe, Cirkus Benneweis, Cirkus Schumann (billedet), Cirkus Dannebrog og andre voksede sig store i Danmark i løbet af 1900-tallet med et mix af kunstridning, dressur, klovne og artister samt numre med vilde dyr. Cirkus Miehe holdt fra 1894 til 1918 til i Rold og byggede det runde ridehus, som i dag er en del af Cirkusmuseet, og som er det eneste af sin art i Nordeuropa.
Da fjernsyn og andre former for underholdning i efterkrigstiden blev mere og mere populært blev cirkuspublikummet tilsvarende mindre, og dansk cirkus kom derfor i krise, og Cirkus Miehe og flere andre cirkus lukkede i anden halvdel af 1900-tallet.
En anden tidligere meget udbredt underholdningsform, som næsten er væk i dag, er omrejsende tivoli. Tivoliejerne boede også i beboelsesvogne ligesom cirkusfolk, og et par sjældne tivolivogne står i dag på Cirkusmuseet og rummer historien om en anderledes livsstil.
På rundvisningen kommer du tæt på historien om cirkus, særligt Cirkus Miehe, og på tivoliejeres liv på hjul. Her kan du opleve ridehuset og se beboelsesvogne, der ikke findes andre steder i Danmark.
Bemærk, at for at deltage i rundvisningen skal du kunne fremvise et gyldigt coronapas i form af enten en negativ COVID-19 test, der er max 72 timer gammel, et gennemført COVID-19 vaccineforløb, eller et overstået COVID-19 sygdomsforløb (for min. 14 dage og max 180 dage siden). Børn under 15 år fritaget for COVID-19 test.
Du skal ligeledes bære mundbind/visir, når du bevæger dig rundt. Børn under 12 år fritaget for mundbind/visir.
Bemærk, at der kun kan bookes to gratis billetter pr. transaktion.