Julehygge på Boldrup Museum
Søndag 3. december – første søndag i advent – er det atter tid til den traditionelle julehyggedag for hele familien på Boldrup Museum ved Nørager.
Det er sædvanligvis en afslappet dag for hele familien, hvor julestress ikke findes, og det vil det også være i år. Arrangementet byder på alle de vigtige nøgleord, når man tænker på julehygge i traditionel forstand. Lige fra juletræ, gran, juleklip og julemusik til æbleskiver, risengrød, hjemmebag og selvfølgelig også en nisse – kort sagt er det julehygge, som det er allerbedst.
Arrangementet begynder kl. 13, og kl. 13.30 går jagten ind på museets lidt flabede nisse, så han kan blive vækket af sin søvn og få sin obligatoriske risengrød.
Det koster 50 kr. for voksne, og for børn i alderen 5-13 år er det halv pris.
Prisen er inklusiv servering med risengrød, æbleskiver, småkager, kaffe/te, gløgg eller saft.