Gudstjeneste i de gamle klosterruiner
Tre meter under gågaden findes de gamle ruiner af Aalborg Gråbrødrekloster samt resterne af en af byens ældste kirker. Tirsdag 4. april kl. 19 danner ruinerne, der nu er museum, rammen om en helt særlig gudstjeneste.
I anledning af påsken, afholder studenterpræst ved Aalborg Universitet, Nanna Holm, nemlig en klosterandagt inspireret af den hellige Frans af Assisi.
Aftenen indledes af historien om selve klosteret på både dansk og engelsk, mens selve andagten kun foregår på engelsk. Undervejs kan du opleve stemningsfuld musik.
Det er gratis at deltage, men pga. begrænset plads skal du booke en billet til denne helt særlige klosterandagt på forhånd. Arrangementet varer ca. en time, og det er for både studerende fra Aalborg Universitet såvel som almindelige museumsgæster.