Foredrag: Kolde karlekamre og lune folkestuer
”Tjenestekarlen vågner langsomt og kigger søvndrukkent på rimen på dynen og lytter til musenes puslen i sengehalmen. Udenfor lister pigen i huset gennem mørket efter besøget på dasset i gården. Hun skal i gang med at lave morgenmad på støbejernskomfuret til alle gårdens beboere.”
Sådan var hverdagen på danske gårde indtil midten af 1900-tallet. Dengang havde de fleste gårdejere tjenestefolk og karle ansat, og sådan havde det været i århundreder.
Tirsdag 28. januar 2020 kl. 14 kan du høre mere om tjenestefolkenes og karlenes historie, når museumsinspektør Lykke Olsen fra Nordjyllands Historiske Museum holder foredrag på Hadsund Egnssamling.
Foredraget begynder med forholdene på landet i 1600-tallet til første halvdel af 1800-tallet, hvor tjenestefolkene var en del af fæstebondens familie og samtidig bondens totale undersåt, men hvor de havde mulighed for at overtage en gård i voksenlivet.
Derefter fortsætter Lykke Olsen med den omskiftelige tid i 1800-tallet, hvor gårdmændene oplevede gode tider, mens tjenestefolkene sank længere ned i underklassen og måtte tage til takke med slidsomt arbejde på dårlige vilkår. Det var en periode, hvor mange i stedet blev lokket til byerne af de nye fabrikker, der lovede arbejde og måske et bedre liv.
Tjenestefolk og karle var dog stadig en fast del af livet på landet i første halvdel af 1900-tallet, men sådan blev det ikke ved med at være. Omkring 1970 forsvandt de sidste ansatte i landbruget, for i takt med traktorer og moderne maskiner overtog deres arbejde, så forsvandt tjenestefolkene og karlene på landet. Dermed var en epoke i dansk landboliv slut.
Foredraget krydres med lokale fortællinger om livet som tjenestepige og karl i området ved Hadsund i 1900-tallet.
Foto: Lokalhistorisk Arkiv Hadsund