I 1999 og 2000 udgravede arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum et 73.000 kvadratmeter stort område ved Bejsebakken i den sydlige del af Aalborg – lokalt også kendt som Sorthøj efter en af de gravhøje, der stadig findes i området.

Nu sætter en ny bog fra museumsinspektør og afdelingsleder for arkæologi ved Nordjyllands Historiske Museum, Torben Sarauw, fokus på Bejsebakken og de mange fund gjort i området.

Gennem årene havde detektorfolk fundet flere hundrede metalgenstande i området, som stammede fra yngre jernalder og tidlig vikingetid (ca. år 400-850 e.Kr.), og da en kommunal udstykning af området ventede forude, blev området udgravet i 1999-2000 – for de mange detektorfund havde medført interessante spørgsmål, som savnede svar. Repræsenterede området et søndenfjords modstykke til den samtidige gravplads ved Lindholm Høje i Nørresundby, et rigdomscenter eller noget helt tredje?

Allerede i 1950’erne gennemførte Nationalmuseet flere mindre undersøgelser på stedet, og de afslørede flere ildsteder og stolpehuller samt små værkstedshytter – de såkaldte grubehuse. Men det var først ved de egentlige udgravninger i 1999 og 2000, at nogle af områdets hemmeligheder blev afsløret. Har fandt arkæologerne 422 grubehuse, 56 beboelseshuse, righoldige affaldslag og mange andre anlægsspor fra yngre jernalder. Blandt andet fandt man en brønd, der kunne dateres til perioden mellem år 655 og 682 e.Kr.

Der blev ligeledes fundet et tilsvarende højt antal af genstande, der viste, at området havde været præget af handel og håndværk. Blandt andet fandt man 266 vævevægte, 149 redskaber af jern, 27 fibler og spænder.

Der blev også fundet spor af knogler fra pattedyr og fisk, som kan fortælle os om forskellige aspekter vedrørende husdyr og fiskeri. Fx indeholdt pladsens stormandsgård flere lam, og man har desuden foretrukket sjældne fisk som pighvarrer, ålekvabber og helt.

Bejsebakken i forhold til andre samtidige lokaliteter

Bogen ”Bejsebakken – en nordjysk bebyggelse fra yngre jernalder og vikingetid” kigger på de mange fund fra et overordnet perspektiv og forsøger dermed at klarlægge, hvad Bejsebakken egentlig var for en størrelse. Bejsebakken kan spores tilbage til 400 e.Kr., men mister tilsyneladende sin rolle omkring år 850 e.Kr. i forhold til Aalborg, som i slutningen af vikingetiden bliver regionens knudepunkt.

Vores viden om områder med mange detektorfund er på grund af manglende udgravninger ret begrænset, og bogen forsøger at gøre den udgravede del af Bejsebakken mere tilgængelig for andre fagfolk og for historisk interesserede i al almindelighed.

Udgangspunktet for den nye bog er at beskrive bopladsens overordnede struktur – hvad repræsenterer de mange grubehuse for eksempel, og hvordan skal langhusene ses i forhold til dem?

Især de mange grubehusene er under lup, og det bliver påvist, at mange af dem har været anvendt som vævehytter. En af bogens hovedteser er derfor, at ikke bare Bejsebakken, men også mange andre af de pladser med grubehuse, der er fundet i Limfjordsområdet, fremstillede skibssejl i stor stil. Givetvis som følge af, at skibsteknologien netop på dette tidspunkt synes at udvikle sig markant. Grubehusbebyggelsen på Bejsebakken falder netop sammen med de første togter mod blandt andet England.

Bejsebakken sættes også ind i en kontekst med andre arkæologiske lokaliteter fra samme periode, som for eksempel Lindholm Høje, Sejlflod og Aggersborg, med fokus på temaer som sejlads, handel og håndværk.

Udgivelsen af ”Bejsebakken – en nordjysk bebyggelse fra yngre jernalder og vikingetid” sker med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen, Elisabeth Munksgaard Fonden, Beckett-Fonden, Dronning Margrethe II’s arkæologiske Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Lillian og Dan Finks fond. Udover Torben Sarauw, har ansatte ved Moesgård Museum, Afdeling for Konservering og Naturvidenskab bidraget til bogen.

Bogen udgives af Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab og Syddansk Universitetsforlag.