Endnu er kun en mindre del af området ved Vaarst undersøgt. Ved de indledende undersøgelser er der indtil videre udgravet 40 grave, men alt tyder på, at bakkedraget her lige vest for Vaarst rummer flere hundrede grave.

Foreløbig har de arkæologiske undersøgelser primært været fokuseret på den sydligste af de tre bakketoppe, hvor gravpladsen øjensynligt har strakt sig over et areal svarende til mellem en halv og en hel fodboldbane. Men faktisk er der tale om et helt kompleks af gravpladser, som er blevet anlagt på mindst tre af områdets små lokale bakketoppe. Vi ved allerede nu, at der på nabobakkens top, ca.100 meter nordøst for gravpladsen, findes endnu en gravplads, og at der 200 meter i modsat retning ligger en tredje. Begge disse andre gravpladser er kun sporadisk undersøgt, og deres fulde omfang kendes derfor ikke.

Antallet og karakteren af metaldetektorfundene fundet i mulden over gravpladsområdet i Vaarst indikerer, at så meget som 300 eller måske endda endnu flere grave allerede er helt bortpløjet. Detektorfundene, som omfatter et stort antal genstande, viser i øvrigt ret præcist, hvornår gravpladskomplekset har været i brug. Mange smykker og stykker af dragtudstyr kan nemlig på grund af skiftende mode i jernalderen dateres inden for en til to generationer (50-75 år). Alle de tre gravpladser synes næsten udelukkende at have været i brug fra ca. 200-550 e.Kr.

Undersøgelsen af gravpladsen

De små metalfund, som bliver fundet med metaldetektor i området, findes typisk i de øverste 15 centimeter af mulden, men de fleste stammer helt åbenlyst oprindeligt fra dybereliggende grave. Fundene er endt i toppen af muldlaget, fordi gravene gradvist er blevet pløjet i stykker under moderne dyrkning af markerne, og en del af gravfylden er i den proces blevet vendt op i de øvre jordlag.

Det er ikke unikt for Vaarst området, men det foregår mange steder over hele landet som en uheldig følge af almindelig landbrugsdyrkning. Det er den primære årsag bag de omfattende undersøgelser af gravpladsen, da man ellers risikerer, at den forsvinder indenfor en kort årrække. Slots- og Kulturstyrelsen støtter således hvert år nødudgravninger af de mest perspektivrige, dyrkningstruede fundområder landet over, således også udgravningerne ved Vaarst.

Gravenes indhold og indretning

I gravene er der som oftest kun bevaret få sporadiske rester af de mere end 1500 år gamle lig. Ikke sjældent findes tændernes emalje, da disse er kroppens hårdest og mest robuste bestanddel. I en del grave er der også spor efter de kraftige knogler i benene. Kun enkelte grave rummer opløste spor af kranier og de mindre kraftige ribben, ryghvirvler, fingre- og fodknogler. På basis af de delvist bevarede skeletter kan vi se, at de gravlagte blev placeret forskelligt – nogle har ligget fladt på ryggen, mens andre har ligget på siden med optrukne knæ. Alle udgravede grave er voksengrave. Hvor børnene blev begravet er uvist.

Gravene varierer betragteligt i form, orientering og størrelse. De fleste er en simpel nedgravning med form som stort badekar (af den traditionelle aflange slags), men er kun sjældent så dybe. Enkelte grave har været markant større end vanligt. De største er næsten kvadratiske og måler mere end 2×3 m. Præcis hvorfor nogle grave var så voldsomt meget større end de øvrige er ikke helt afklaret, men det mest nærliggende er, at store gravkamre har været forbundet med en vis prestige.

Almindeligvis har den gravlagte fået mindst et og ikke sjældent to eller tre fine lerkar med sig graven samt ofte også en jernkniv. Det ses typisk placeret ved fødderne og har højest sandsynligt været knyttet til et lille symbolsk måltid, som den gravlagte har fået med på den sidste rejse.

Samfundets elite

Fundene viser, at de døde blev gravlagt i deres fineste tøj. Tøjet er på linje med næsten alt organisk materiale for længst rådnet bort, men den fine påklædning ses blandt andet ved den høje forekomst af smykker og dragtudstyr af jern, glas og bronze – og i sjældne tilfælde også af sølv og guld.

Flere af de gravlagte har tydeligvis tilhørt samfundets absolutte top. De mest eksklusive genstande – udover luksussmykker af guld og sølv – omfatter blandt andet ekstravagant drikkeservice i form af fremmede drikkeglas og bronzedekorerede træspande. Deriblandt et sjældent velbevaret Snartemo-glas, der formentlig er importeret fra Central-/Vesteuropa eller Sortehavsregion i 400-tallet.

Det kan synes som et overdrevent ødselt forbrug i et samfund, hvor en stor del af indbyggerne har levet som primitive bønder, men netop gravritualet har haft en vigtig signaleffekt. Slægtninge og allierede til den gravlagte har igennem de luksuriøse begravelser kunnet understrege og legimitere egne magtpositioner i det omgivende samfund.

I Danmark og vore nabolande kender vi efterhånden en mængde gravpladser fra samme periode som gravkomplekset ved Vaarst, men såvel størrelsen som antallet af rigt udstyrede grave er uden sidestykke i det jyske. I 1980’erne blev resterne af en jævngammel gravplads med 350 grave udgravet ved Sejlflod fem kilometer mod nordøst. På det tidspunkt var Sejlflodgravpladsen den største, som vi kendte til i Jylland. Med fundet af Vaarst-gravpladsen ved vi nu, at to af landsdelens største gravpladser har ligget i dette hjørne af Himmerland.