Verdens første brintlamper

Brintteknologi er blevet et varmt emne inden for moderne forskning, og det trak store overskrifter, da Norsk Hydro i 2004 offentliggjorde planer om at bygge et vindkraft- og hydrogenkraftværk på den norske ø Utsira. Værket har siden gjort den lille fjerntiggende ø helt selvforsynende med energi.

At producere ilt og brint ved vindkraft, for så senere at anvende den oplagrede energi, er imidlertid slet ikke noget nyt. Det startede, efter at danskeren Poul la Cour i 1891 havde opstillet den første el-producerende vindmølle uden for USA. Møllen blev bygget ved Askov Højskole, hvor han var forstander.

Poul la Cour var den første, der anstillede kontrollerede forsøg med vindkraft, og han har betydet utrolig meget for udviklingen af især vindmøllens vinger.

Siden 1700-tallet havde man ment, at møllens arbejdsevne var lig det samlede vingeareal ganget med vindhastigheden i tredje potens og Smeatons konstant (0,0338). Ved målinger i en vindtunnel fandt Poul la Cour ud af, at det var forkert. Effektiviteten afhænger ikke af vingearealet, men af arealet af den cirkel, som vingerne gennemløber. Tidligere forsøg med 6- og 8-vingede møller var altså omsonst. I dag har moderne vindmøller da også kun 3 vinger. Vingerne er til gengæld med tiden blevet længere og længere.

Den største udfordring for Poul la Cour i hans forsøg på at producere elektricitet ved vindkraft var, hvordan han kunne opsamle energien til senere brug. Akkumulatorer var kendte, men de var meget dyre, og la Cour troede ikke, at de nogensinde ville blive rentable.

I stedet for at opsamle elektriciteten ved hjælp af de dyre akkumulatorer, fandt la Cour i 1894 på at bruge strømmen til at spalte vand i ilt og brint. Luftarterne kan opbevares på flasker, og når de så senere blandes i det rette forhold, giver det knaldluft, der kan få lamper til at lyse og drive el-turbiner.

Knaldluften gav kun svagt lys, men ved at lade knaldluften opvarme et stof indeholdende zirkon opstod hvidt lys svarende til 40 W. Den 13. oktober 1894 tændte la Cour for første gang brintlyset i familiens spisestue på Askovhus.

I de små lamper fører to tynde rør henholdsvis ilt og brint frem til en stift, hvorpå der med ler kunne fastgøres små pinde med grundstoffet zirkon. Når ilt og brint blandes opstår knaldluft, hvis varme får zirkonen til at udsprede et hvidt lys.

Journalisten Henrik Cavling så Poul la Cours brint-lamper i 1894 og skrev efterfølgende denne poetiske beskrivelse af brintlampens funktion:

“Ilten føres ind i en jernbeholder og brinten i en anden, og her holdes de fangne hver for sig, selv om de er nok så utålmodige, de to forelskede luftarter, efter igen at styrte sig i hinandens favn. Men det får de ikke lov til uden videre. Nej, de slippes ud gennem to tynde rør, der mødes foran et mineralsk stof, og idet de mødes, gløder dette stof og frembringer det allerkæreste hvide lys”

Poul la Cour blev af samtiden – ikke med urette – kaldt Danmarks Edison.