Ubudne gæster over REGAN Vest

Ubudne gæster over REGAN Vest

I dag tilbyder Nordjyske Museer guidede ture i terrænet over koldkrigsbunkeren REGAN Vest, men da bunkeren var i drift, så man helst ikke, at folk kom for tæt på anlægget. Men hvordan fortæller man en ubuden gæst, at vedkommende ikke er velkommen, når man samtidig ikke må røbe, at det er fordi, der ligger et hemmeligt anlæg inde i kridtbakken? Som så meget anden planlægning i forbindelse med REGAN Vest var der også udformet en manual herfor.

Under den kolde krig var REGAN Vest en af Danmarks største hemmeligheder. Ganske vist var mange i lokalområdet klar over, at der lå noget stort gemt i de stejle kridtskråninger ved Oplev, men hvad det præcist var, vidste kun de færreste. Og sådan skulle det gerne blive ved med at være, så det gjaldt så vidt muligt om at holde nysgerrige personer væk fra området.

Det kunne dog være svært – især fordi det store og tætbevoksede område ovenpå bunkeren gav rig mulighed for, at folk – bevidst eller ubevidst – trængte ind på grunden. Derfor fik Pladskommandantskabet (dvs. det faste driftspersonale) ved REGAN Vest besked på, at de hver dag skulle gå en runde i terrænet for at sikre sig, at der ikke var ubudne gæster til stede.

Men hvad skulle man så sige, hvis man rent faktisk mødte en fremmed på turen? Det nyttede ikke noget at sige, at folk skulle forlade stedet, da det var et hemmeligt forsvarsværk – det ville kun gøre det hele meget mere spændende. Kunsten var derimod at finde en måde, hvor man venligt, men bestemt fik folk til at forlade området uden samtidigt at skabe unødig opsigt om stedet. Derfor udarbejdede PET (Politiets Efterretningstjeneste) i samarbejde med Indenrigsministeriet (der havde ansvaret for REGAN Vest) en lille guide vedrørende ”afvisning af uvedkommende ved anlægget og i terrænet”.

Hvis en fremmed forsøgte at trænge ind gennem lågen til REGAN Vests hovedindgang skulle de afvises med begrundelsen, at det var privat ejendom. Folk skulle følges helt ned til Røde Møllevej, og pladskommandantskabet måtte under ingen omstændigheder begynde at svare på, hvem der ejede stedet, hvem der boede i villaen foran, eller hvor han arbejdede.

Mødte man i stedet en fremmed i terrænet, var der lidt mere plads til improvisation. Argumentet med at det var privat område, og at ophold i henhold til ”lov om Mark- og Vejfred” var forbudt, kunne altid bruges. Men hvis det passede med årstiden, kunne man også sige, at det var et privat jagtterræn, og at der lige nu var jagt, så det var farligt at opholde sig på stedet. Det lød mere fredeligt.

Uanset hvilken forklaring man gav, så skulle man sørge for at følge vedkommende ud via den kortest mulige rute. Dog skulle man for alt i verden sikre sig, at ruten ikke gik forbi nogle at tårnene eller de andre synlige spor af anlægget undervejs, da det kun ville øge nysgerrigheden, eller – hvis den fremmede var en fjendtlig agent – bekræfte at der lå noget stort og vigtigt under jorden.

I alt fem steder i terrænet kan man se spor af det hemmelige underjordiske anlæg, og dem skulle uvedkommende gæster helst ikke finde. Derfor blev der udarbejdet en manual for, hvad man skulle sige til folk for at få dem ud af området.  
Foto: Lars Horn for Nordjyske Museer

Det var også op til pladskommandantskabet at vurdere, om en fremmed bevidst eller ubevidst var trængt ind på området. Det hændte nemlig, som det hedder i instruksen, at ”terrænløbere, bærplukkere, fuglekiggere el.lign.” ved et uheld forvildede sig ind på området, og dem kunne man blot følge ud uden at gøre yderligere ved sagen.

Var den fremmede til gengæld meget nysgerrig og/eller tog billeder af området, var det straks mere kritisk. Her måtte man forvente, at vedkommende bevidst var trængt ind bag hegnet med den hensigt at skaffe mere viden om stedet. I sådanne tilfælde måtte pladskommandantskabet dog ikke selv begynde at tilbageholde folk – det ville nemlig kun øge nysgerrigheden.

I stedet skulle de diskret ringe til politiet og bede dem rykke ud – men det skulle være uden udrykning, da det ville skabe for meget opmærksomhed om stedet. I mellemtiden skulle pladskommandantskabet, om muligt, ”få folk, der er for nysgerrige til at identificere sig selv”, og så overgive oplysningerne til politiet når de kom – evt. sammen med et fyldestgørende signalement, hvis den fremmede havde forladt adressen, inden politiet nåede frem. Herfra skulle man lade politiet ”klare resten”, som det hedder. Hvad der lå i det, melder historien desværre ikke noget om.

I dag er man heldigvis ikke længere i fare for at blive antastet og politianmeldt, hvis man går i terrænet over REGAN Vest. Tværtimod er der fri adgang til området. Hvis man gerne vil vide mere om det store regeringsanlæg under jorden, så tilbyder Nordjyske Museer hver weekend en guidet tur, som fører rundt til alle de synlige spor af anlægget. Og som en ekstrabonus får man også et lille smugkig ind i den ikoniske indgangstunnel.

Nordjyske Museer inviterer på en guidet vandring i terrænet oven på REGAN Vest – og et eksklusivt smugkig ind i indgangstunnellen. Efter den lille smuttur inde i den karakteristiske indgangstunnel fortsætter turen udenfor, hvor vi ser på nødudgang, luftindtag og udstødningstårne og hører om anlæggets historie.