Sidst på vinteren og først på foråret 2021 udgravede arkæologer fra Nordjyske Museer i forbindelse med etableringen af et regnvandsbassin flere stadier af Støvring Vandmølle, der i de skriftlige kilder kan spores helt tilbage til 1268. Vandmøllen nævnes her af enkefru Gro Pallesdatters testamente, hvor hun giver den til nonneklosteret Skt. Clara i Roskilde, hvor hun ønskede at tilbringe resten af sit liv. Hun havde været gift med Esben Vognsen, ejeren til Buderupholm gods, der ligger blot få kilometer syd for Støvring.
Fra denne ældste omtale af vandmøllen i 1268 kan den følges frem til 1958, hvor driften ophørte. Støvring Vandmølle dækker derfor over næsten 700 års historie, og den kan med lidt god vilje kaldes for Støvrings første og ældste industri, selvom vi er flere hundrede år før industrialiseringen af Danmark. En industri, som ved den arkæologiske udgravning først på året atter kom frem i lyset.
I Danmark blev vandmøller udbredt fra omkring år 1100, og de var blandt tidens største teknologiske nyskabelser. Oprindeligt var vandmøllen i Støvring anlagt for at male korn til mel, men fra slutningen af 1800-tallet blev den en del et lokalt hammerværk og maskinfabrik, hvor vandet fra bækken drev turbiner, der leverede kraft til bl.a. store hamre og drejebænke.
Arkæologerne fandt som nævnt flere stadier af vandmøllens lange historie – deriblandt en velbevaret vandmølle af træ, som meget vel kan vise sig at være den føromtalte og oprindelige mølle fra 1268. Umiddelbart kan fundet dateres til perioden 12-1400-tallet, men kommende årringsdateringer af tømmeret kan forhåbentlig give en mere præcis alder på møllen, som potentielt set kan være den mølle, der er nævnt i enkefruens testamente.
Usædvanligt velbevaret
Fundet i Støvring består af en hjulrende af bøg, hvor møllehjulet har kørt rundt. Blandt flere trægenstande lå dele af selve møllehjulet bevaret i hjulrenden, og det estimeres, at møllehjulet har haft en diameter på omkring tre meter.
Den fundne vandmølle var udstyret med et såkaldt underfaldshjul, hvilket betyder, at vandet blev ledt ind forneden på møllehjulet, og derved drev det rundt. Denne type var den absolut dominerende i middelalderens Danmark og kræver ikke stor faldhøjde, og derfor var den velegnet til et lavlandsområde som det danske.
Vandmøllens trækonstruktioner var særdeles velbevarede, hvilket er sjældent ved fund af vandmøller fra middelalderen. Ofte er de fragmenterede, og bevaringstilstanden kan være stærkt svingende.
Det er ikke bare arkæologerne ved Nordjyske Museer, der har Støvring vandmølle blandt deres favoritfund fra 2021. Hvert år i december kårer Slots- og Kulturstyrelsen sammen med landets museer de ti mest spændende arkæologiske fund, der er gjort i Danmark i løbet af året, og ved på den seneste liste fra december 2021 var vandmøllen også blandt topfundene.
Dette er et ud af i alt seks fund, som arkæologerne ved Nordjyske Museer har nomineret som et af de største i 2021. Du kan læse mere om alle fundene her, hvor du også kan stemme på dit favoritfund.