Det sidste fund, som arkæologerne har valgt som et af topfundene i 2021, er et gravkompleks fra stenalderen.
Det var i forbindelse med etablering af et nyt skovområde ved Blenstrup i Østhimmerland, at der blev fundet spor efter dette monumentalt og kompliceret gravanlæg, som stammer fra den tidlige del af yngre stenalder. Der er tale om en periode i Danmarkshistorien, der ligger 6.000 år tilbage i tiden – dengang de første bønder begyndte at rydde urskovene for at opdyrke landet.
Langhøje blev opført af de tidligste bønder for at ære deres forfædre og for at markere en form for tilhørsforhold til jorden. Det behov voksede, efterhånden som landbruget i det 4. årtusinde f.Kr blev mere udbredt i de tidlige jæger- og samlersamfund, og gravformen ændrede sig fra de mere beskedne jordfæstegrave til større gravkomplekser som det, der blev fundet ved Blenstrup denne sommer.
Langhøjen ved Blenstrup er ekstraordinær stor – den er nemlig hele 90 meter lang og cirka 13 meter bred, og den har således været et monumentalt gravanlæg. Langhøjen er blandt et af de største, som er udgravet i Danmark. Den har været et imponerede anlæg, når man har stået og kigget ud over landskabet, og der er tale om et omfattende byggeri.
Udgravningen viste, at langhøjen var opbygget af stenrækker, men at den måske også har haft en palisadegrøft i dele af anlægget. Grundplanen er således trapezformet.
Gravlæggelserne var der ikke spor efter, men den kan have ligget, hvor der i dag ligger en grusvej eller mod syd i det ikke-udgravede område af gravkomplekset. Fra andre langhøje ved man, at de tidlige langhøje ofte har haft et træbygget gravkammer, som kan have indeholdt én eller flere personer. Ved langhøjene kan der også være foregået ofringer af lerkar og andre genstande, og langhøjene er i det hele taget forbundet med komplicerede ritualer både efter og under byggeriet.
Senere gravlæggelser
Ved langhøjen er der også fundet spor efter tre bronzealderhøje, som har været opbygget af græstørv. De er omkring 2700 år yngre end selve langhøjen og er altså kommet til senere. I alle tre var der centralgrave bevaret, og særligt to er interessante. De viste sig nemlig at indeholde dolke af bronze og den ene måske resterne af en skede. I den ene lå desuden brændte menneskeknogler på et leje af små pigsten og flint. Foruden dette lå der også en halsring af bronze i graven. Menneskeknoglerne er ikke undersøgt endnu, så man kender ikke køn og alder på den gravlagte. Det vil fremtidige undersøgelse måske kunne klarlægge.
For enden af langhøjen var derforuden nedgravet et lerkar, mens der ved østsiden af langhøjen var nedsat en urne fra ældre jernalder (ca. 500 f.Kr.). Gravkomplekset består hermed af adskillige grave, som kom til efter langhøjens oprindelige etablering i den tidlige del af yngre stenalder.
Det er ikke bare arkæologerne ved Nordjyske Museer, der har dette gravkompleks blandt deres favoritfund fra 2021. Hvert år i december kårer Slots- og Kulturstyrelsen sammen med landets museer de ti mest spændende arkæologiske fund, der er gjort i Danmark i løbet af året, og ved på den seneste liste fra december 2021 var højen også blandt topfundene.
Dette er et ud af i alt seks fund, som arkæologerne ved Nordjyske Museer har nomineret som et af de største i 2021. Du kan læse mere om alle fundene her, hvor du også kan stemme på dit favoritfund.