Registrering af genstande

Registrering af genstande

I 2014 blev den underjordiske bunker REGAN Vest bygningsfredet. Løst inventar, i det her tilfælde omkring 10.000 ting, er dog aldrig omfattet af en bygningsfredning, og Nordjyske Museer besluttede derfor at registrere dem. En omfattende opgave, der tog sin begyndelse i foråret 2018.

Når et statsanerkendt museum gør ting til museumsgenstande ved at registrere dem, er det fordi, at tingene rummer en særlig historie, man ønsker at bevare for eftertiden. I det her tilfælde har Nordjyske Museer altså vurderet, at møbler og andet løst inventar er afgørende for den samlede og autentiske fortælling om anlægget.

Prøv eksempelvis at forestille jer kontorrummene i anlægget uden skabe fyldt med papir, kuverter, kuglepenne, stempler og meget mere. Eller forstil jer originale lænestole i opholdsstuen, der er nussede og nedslidte, fordi museumsgæster i årevis har haft adgang til at sidde i møblerne.

Fortællingen om de fyldte depotrum og anlæggets selvforsyning ville også klinge hult, hvis alle søm, skruer og andre reservedele til vedligeholdelse af anlægget var forsvundet med tiden.

Det giver sig selv, at en registrering af omkring 10.000 genstande er omfangsrig og tidskrævende. En metodeudvikling samt vedtagelse af konkrete principper gjorde det imidlertid muligt at gennemføre opgaven både effektivt, fagligt solidt og samtidig åbne op for publikums mulighed for at komme helt tæt på autenticiteten – blandt andet ved at lade enkelte rum og dets interiør overgå til formidlingsbrug.

Læs mere i Nordjyske Museers årbog 2018.