De første mikrolitter er dukket op på Egholm. Det fortæller os, at mennesker har været på øen allerede i den ældre stenalder. Fundet blev gjort ved en boplads, som arkæologerne fandt ved forundersøgelser på øen i november 2025.

Mikrolitter er små, fint forarbejdede flintestykker, som jægerstenalderens mennesker brugte til pile, harpuner og andre sammensatte redskaber. De kunne sættes på skaftet ved hjælp af beg.
Beg fremstilles ved at varme birkebark op til cirka 300 grader med indirekte varme i en grube.
Ved opvarmningen udskiller barken en mørk, tjæreagtig substans, beg, der kan bruges
til lim eller tætningsmasse. Ved normale temperaturer er beg hårdt og meget holdbart,
men når det opvarmes, bliver det blødt og klistrende.

Flere mikrolitter kunne placeres side om side i et pileskaft og fungere både som skærende æg og spids, afhængigt af udformningen. Når en af dem knækkede eller blev slidt, skiftede man den bare ud.
Udviklet gennem tusinder af år

En smart og fleksibel løsning som viser, hvordan der også var teknologisk udvikling for de mennesker, der levede af jagt i den ældre stenalder. Flintesmedenes metoder blev forfinet gennem tusinder af år, og udviklingen af mikrolitter var så markant, at man i dag kan bruge dem til at tidsfæste arkæologiske fundpladser.
Arkæologerne finder mikrolitter på udgravede bopladser ved gamle søbredder og ådale. De er svære at finde, men det kan lade sig gøre, hvis man ved hvor og hvordan, man skal lede.
De små flinteredskaber og flintepile hjælper os med at forstå,
hvordan folk jagede, hvilke teknikker de brugte,
og hvordan livet formede sig her for mere end 8.000 år siden.
Samarbejdsvåben
Selvom mikrolitterne er små, kan de sagtens dræbe selv store dyr. Vi kender eksempler som uroksen fra Vig på Sjælland (link til Nationalmuseets hjemmeside), hvor de små pilespidser stadig sidder i knoglerne. Dyret blev ikke nedlagt med én pil, men med en jagtmetode, der krævede samarbejde og tålmodighed. Mange pile ramte, og til sidst døde uroksen af blodtab og udmattelse.

Tilbage til vores side om arkæologien ved 3. Limfjordsforbindelse