I Danmark og vore nabolande kender vi efterhånden en mængde gravpladser fra samme periode som gravkomplekset ved Vaarst, men såvel størrelsen som antallet af rigt udstyrede grave er uden sidestykke i det jyske. I 1980’erne blev resterne af en jævngammel gravplads med 350 grave udgravet ved Sejlflod fem kilometer mod nordøst. På det tidspunkt var Sejlflodgravpladsen den største, som vi kendte til i Jylland. Med fundet af Vaarst-gravpladsen ved vi nu, at to af landsdelens største gravpladser har ligget i dette hjørne af Himmerland.

En række omstændigheder tyder på, at gravpladsen ved Vaarst og området deromkring har været betragtet som et særligt helligt område i jernalderen. Flere fund fra selve gravpladsen og i landskabet lige derved viser, at bakken har været benyttet til forskellige religiøse aktiviteter, som rækker udover, hvad man normalt ser på datidens gravpladser.

Ofringer

På gravpladsen og i udkanten af denne har man i jernalderen gravet små værdifulde genstande ned, som efter al sandsynlighed er små offergaver til guderne. Flere steder er der blevet nedlagt romerske sølvmønter, andre steder er det bittesmå stykker guld på nogle få gram, og et enkelt sted er der blevet fundet fire tenvægte af bronze –sidstnævnte findes normalt i rigt udstyrede kvindegrave.

I udkanten af gravpladsen har museets arkæologer desuden undersøgt en stor dynge af knogler fra dyr, som sandsynligvis også har indgået i de hedenske ritualer foretaget i tilknytning til gravlæggelserne. Det kan være rester fra rituelle måltider eller dyreofringer.

Gravlagt med udsigt til gudernes hjem

Allerede tilbage i 1980’erne blev lokalområdet af stednavneforskere udpeget som et muligt helligområde. Nabolandsbyen Gudum, som ligger blot 1,2 km mod nordøst, tilhører således en lille eksklusiv gruppe af steder, hvis navne oprindeligt har betydet ”Gudernes hjem”.

De i alt 11 lokaliteter med lignende navne findes spredt rundt i Danmark, Sydvestsverige og Sydnorge. Stednavnet, som øjensynligt har rødder i jernalderen, synes i flere tilfælde at referere til lokalområder med stor religiøs og magtpolitisk betydning i jernaldersamfundene.

Det mest velkendte eksempel er Gudme på Fyn, hvor fund – som blandt andet omfatter mere end 1000 romerske mønter, næsten 10 kg guldsager og resterne af kæmpe halbygninger – indikerer, at området har været hjertet i et lille kongedømme. Ca. to kilometer fra jernalderbebyggelsen i Gudme findes i øvrigt landets største gravplads fra oldtiden, ”Møllegårdsmarken”, hvor der er blevet undersøgt mere end 2000 jernaldergrave. Mange af disse var rigt udstyret med blandt andet drikkeservice importeret fra Romerriget.

Præcis hvor landsbyen til gravpladsen i Vaarst findes, ved vi endnu ikke. På bakken umiddelbart nord for den sydligste del af gravkomplekset findes spor efter en landsby fra jernalderen, men mindre undersøgelser foretaget her i 1960’erne tyder på, at den skal dateres et par århundreder tidligere end gravpladsen. Måske skal man for at finde de gravlagtes hjem i virkeligheden søge i nærområdet omkring Gudum, hvortil man i øvrigt kan se fra bakken med gravene – måske blev man bevidst begravet med udsigt til gudernes hjem. Vi ved det som nævnt ikke.

Førkristen religion før Danmark blev Danmark

Gravpladsen og helligområdet ved Vaarst er fra en af de mest tumultariske perioder i Danmarks historie. Landet var endnu ikke blevet samlet til et rige, men var beboet af en række stammer. Stammerne lå i intern konkurrence og var yderst ustabile enheder, som primært blev holdt sammen af personlige tilhørsforhold og alliancer mellem stammernes stormænd og deres slægter. Ud af disse kaotiske århundreder blev forstadierne til det Danmark, som vi kender i dag skabt gennem voksende stammeforbund formet af krig, svig og alliancer.

I jernalderens stammesamfund sås en stigende markering af forskellene mellem fattig og rig, og den førkristne religion udgjorde et vigtigt element i det ustabile politiske landskab. Det er i det lys, man skal se de rigt udstyrede grave og ofringerne af luksusgenstande, som vi finder ved Vaarst.

Det ødsle forbrug af luksusprodukter og eksotiske og fremmede genstande har været brikker i et spil, hvor magtpositioner blev understreget og opbygget gennem luksuriøse klædedragter, overdådige gæstebud og ikke mindst hedenske ritualer. Alt sammen fænomener, som for store dele af samtidens bondebefolkning må have fået samfundstoppen til at fremstå næsten guddommelig.

Samfundets ledere har på denne vis understreget deres tætte forbindelse til guderne, og en af de vigtigste roller for de øverste ledere var formentlig rollen som religiøst overhoved – en slags præstekonger om man vil. En sådan har sikkert regeret ved Vaarst under områdets storhedstid i jernalderen.