Den Korte Historie om AaB: Klubben og Byen

Den Korte Historie flytter 29. oktober til 4. november 2024 ind i fanzonen ved Aalborg Portland Park. Her kan alle komme nærmere på AaB’s glorværdige historie i udstillingen ”Klubben og Byen”, når museet i samarbejde med AaB stiller skarpt på fodboldklubben.

Fortællingen om AaB er historien om en by og en klub, der er tæt forbundet. Det er en historie om at stå sammen, så Aalborg kunne konkurrere mod andre byer med store fodboldklubber. Det er en historie om stolthed, sammenhold og opbakning, der kunne og stadig kan mærkes i hele Nordjylland.

Her kan alle ganske gratis kigge nærmere på AaB’s glorværdige historie i miniudstillingen ”Klubben og Byen”, når museet i samarbejde med AaB stiller skarpt på fodboldklubben.

Udstillingen tager gæsterne med gennem AaB’s knap 140-årige historie og kommer forbi klubbens start som kricketklub, fodboldens indtog i Aalborg, stadionets historie og naturligvis de største triumfer, der tæller både danske mesterskaber og titler som pokalmestre. Og så ser udstillingen også nærmere på nogle af de markante personer, der gennem tiden har præget hele Nordjyllands fodboldhold.

”Klubben og Byen” er skabt i samarbejde med AaB og SIFA (Samvirkende Idræts Foreninger Aalborg), der begge har udlånt genstande til udstillingen i form af blandt andet fodboldtrøjer og -støvler båret ved særlige lejligheder.

Den Korte Historie er placeret nord for Aalborg Portland Park ved Complea-tribunens indgang 3, og udstillingen er åben hver dag i perioden 29. oktober til 4. november fra kl. 8.00 til 21.00. Det er således muligt at besøge udstillingen både før, under og efter kampen, når AaB søndag 3. november 2024 tager imod Vejle Boldklub.

AaB-udstillingen er den sidste i 2024, men Den Korte Historie vender stærkt tilbage næste år, hvor den blandt andet kommer forbi Aalborg med en udstilling om børnekarnevallet og senere besøger Fårup Sommerland i forbindelse med dets 50-års jubilæum.

Den Korte Historie er omrejsende udstillingscontainer, der i løbet af sommeren og efteråret tager rundt i det nordjyske for at fortælle lokale historier på de steder, hvor de fandt sted. Hver gang den flytter til et nyt sted, præsenterer den en ny udstilling. Konceptet blev lanceret i 2023.

Projektet har modtaget støtte fra KulturKANten – Nordjyske Fortællinger, Den store kulturpulje Region Nordjylland, Sparekassen Nordjyllands fond af 1976, Spar Nord Fonden, Sparekassen Danmark, Nordea-fonden og Nordland Automatic.

Udover fysisk at flytte den lokale historie fra museer langt væk og tættere på borgerne, så bliver den formidlet på en lettilgængelige måde med korte tekster og udvalgte genstande. Udstillingen er kortfattet, og den kan opleves på ganske kort tid – deraf navnet Den Korte Historie. Formålet er at nå dem, som normalt ikke går på museum, men som i stedet bare gerne vil have lidt historie med på farten.

Tidligere udstillinger i Den Korte Historie

Aage Ingemann Kristensen endte i Gestapos kløer

1. oktober – 28. oktober 2024 Aabybro Centret I december 1944 blev arbejdsmanden Aage Ingemann Christensen fra Aabybro anholdt efter at have købt en pistol af nogle tyske soldater. Han blev ført til Gestapos hovedkvarter i Aalborg, hvor han blev udsat for voldsom tortur. Han sad derefter fængslet i Aalborg frem til befrielsen i maj 1945, hvor han og to andre fanger blev taget med som gidsler på Gestapofolkenes dramatiske flugt fra Aalborg.

Danmark i atombombens skygge

September 2024 Aalborg Handelsskole (Turøgade), Støvring Gymnasium, Mariagerfjord Gymnasium og Fjerritslev Gymnasium. Perioden fra 2. verdenskrigs afslutning frem til 1991 var præget af stigende spændinger mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen. Men hvad skabe denne konflikt, og hvilken rolle spillede udviklingen af de frygtindgydende atomvåben? Det sætter denne udgave af Den Korte Historie fokus på.

Aalborg Universitet 50 år

30. juli – 2. september 2024 Aalborg Havnefront Aalborg Universitet slog første gang dørene op i 1974. Siden har det hvert år tiltrukket tusinder af nye studerende, der har bidraget til udviklingen af Aalborg fra industriby til uddannelsesby. Universitetet har især udmærket sig med den såkaldte Aalborgmodel, hvor der er fokus på problembaseret læring og gruppearbejde.

Hotel Hadsund

2. juli – 29. juli 2024 Ved Restaurant Da Vinci, Havnevej 7, Hadsund Hotel Hadsund er en af de meget få bygninger fra Hadsunds barndom i 1850’erne, som stadig står. Gennem mere end 100 år var det stedet, hvor man holdt familiefester, gik til foreningsbal, stemte til valg, afholdt generalforsamlinger og meget, meget andet – helt frem til 2009, hvor hotellet lukkede.

Hou – fiskere og feriegæster

28. maj – 1. juli 2024 Hou Mole Med sin placering ved Kattegat har området ved Hou og dets beboere i århundreder levet af vandet og dets mange muligheder. Udstillingen fortæller om houboernes historie og det, der kendetegner folkene på egnen – deriblandt fiskernes farlige liv, arbejdet for at få bygget en havn, sommerhusturisme og feriegæster. På billedet ses Skrædder Ane Marie, Augusta Jørgensen og Anton Nielsen, der sælger fisk fra en trillebør på Hummerstræde i begyndelsen af 1900-tallet.

De arkæologiske udgravninger i Støvring S

30. april – 27. maj 2024 Støvring Bymidte ved Meny Ved det kommende erhvervsareal i Støvring S har arkæologer ved flere udgravninger fundet spor efter en boplads fra overgangen mellem yngre bronzealder og ældre jernalder, dvs. ca. 700-300 f.Kr. Udstillingen viser genstande og inventar fra husene, og du kan blive klogere på livet for de bønder, der dyrkede markerne her for mere end 2000 år siden.

Ellidshøj: Helt i hegnet

2. – 29. april 2024 Ved Ellidshøj Kirke Udstillingen tager udgangspunkt i en udgravning af en jernalderbebyggelse ved Ellidshøj. Bebyggelsen er fra anden halvdel af førromersk jernalder (ca. 300-0 f.Kr.) og er usædvanlig, fordi nogle af husene er omgivet af hegn. Hegn kendes fra Midt- og Sydjylland, men er sjældne i Nordjylland.

Den falske landsby

30. okt. – 22. nov. 2023 Aabybro Centret I 1940 udbyggede den tyske besættelsesmagt Aalborg Lufthavn til at blive Nordeuropas største lufthavn. I den forbindelse opførte tyskerne også en falsk landsby med 39 huse mellem Birkelse og Aabybro for at skjule et ammunitionsdepot til lufthavnen.

Arkæologi Vikingernes Hune

3. – 30. okt. 2023 Torvet i Blokhus I 2022 foretog museet arkæologiske undersøgelser flere steder i Hune. Her fandt arkæologerne spor efter flere vikingehuse – bl.a. en stor hal, som trækker tråde til vikingetidens magtelite. Men hvad ved vi egentlig nu om vikingerne i Hune?

Fra industri til rekreation

4. sept. – 1. okt. 2023 Stinesminde Havn Stinesminde ved Mariager Fjord var et helt lille industrisamfund fra midten af 1850’erne og ca. 100 år frem. Her lå et lille teglværk med lergrav, osende skorsten, skibsbro og svedende arbejdere. Dengang lå der mange teglværker strøget ud over Danmark og gerne langs de danske fjorde, som blev brugt som transportvej – Stinesminde var et af dem.

Da campingvognen blev folkeeje

7. aug. – 3. sept. 2023 Mariager Camping I midten af 1900-tallet blev campingvognen folkeeje og stadig den dag i dag er campinglivet en populær ferieform. Udstillingen tager udgangspunkt i livet på Mariager Camping, som blandt andet bliver fortalt af en tidligere ejer.

Cementfabrikken Dania

10. juli – 6. aug. 2023 Ved Dagli’Brugsen i Assens Sidst i 1800-tallet gik Assens ved Mariager Fjord sig på ganske få år fra at være en lille landsby til at være en industriby. Da cementfabrikken Dania blev etableret i 1886, blev byen en central brik i en af Danmarks største industri -og erhvervsfortællinger, og Dania blev et helt lille samfund i sig selv.

Hobro Havn

12. juni – 9. juli 2023 Hobro Havn En muddermaskine kæmpede fra 1830’erne og frem med at grave en sejlrende i Mariager Fjord, og ved Hobro spirede en havn efterhånden frem. Fra ca. 1900 havde byen en lille driftig industrihavn med svedige havnearbejdere, jernbane, pakhuse og skibe i pendulfart. Det varede frem til ca. 1970, hvor erhvervslivet i havnen forsvandt.

Drømmefabrikken

28. april – 11. juni 2023 Nørregade ved Hovedbiblioteket, Vejgaard Bymidte og Aalborg Havnefront Drømmefabrikken er en udstilling om unge antiautoritære oprørere i Kommunistisk Forbund, der i 1970’erne drømte om og arbejdede på at lave samfundet om. De slog sig ned i kollektiver og dannede politiske cirkler, der arbejdede på at forandre verden på arbejdspladserne og alle steder, hvor de stødte på uretfærdighed.