”Vask hænder – sprit af – hold afstand”. Vi kan dem næsten i søvne, disse tre grundråd, der skal hjælpe i os kampen mod coronaepidemien. Rådene er del af en samlet plan for at undgå smittespredning – en plan, der for alvor blev aktiveret, da statsminister Mette Frederiksen 11. marts 2020 fortalte danskerne, at man nu lukkede Danmark ned.

Planer for, hvordan man skal forhindre en epidemi i at komme ud af kontrol, er dog ingen ny ting. Også under Den Kolde Krig havde man et stort beredskab parat, som blandt andet skulle forsøge at dæmme op for omfattende epidemier. Men hvor vi i dag forbereder os på epidemier som følge af nye og ukendte vira, så forberedte man sig under Den Kolde Krig på et helt andet scenarie: Nemlig epidemiudbrud som følge af en atomkrig.

Under Den Kolde Krig frygtede man at en krig, hvis den kom, ville blive en krig med brug af atomvåben. Man prøvede derfor så godt som muligt at forberede sig på, hvordan man skulle redde både landet og befolkningen gennem følgerne. I første omgang ville det hele handle om blot at overleve, og her var det bedste råd, at ”være et andet sted, end hvor bomben faldt”. Men når man var ovre den første og mest voldsomme fase, var det vigtigt at have et hygiejneberedskab parat, som kunne dæmpe følgerne af katastrofen.

Frygt for alvorlige epidemier

I den danske planlægning lænede man sig op af amerikansk forskning. Og her malede man med den brede katastrofepensel. I en artikel fra 1959 i Journal of American Medical Association forudså man, at der efter et angreb ville være ”tusinder eller millioner af overlevende som kæmper for at eksistere under de mest desperate omstændigheder”.

De ”desperate omstændigheder” var fx mangel på rent vand, mad og husly, ødelagte kloakker, ingen renovation og rotteplager. Disse betingelser, fortsatte artiklen, ville være ”de gunstigste for eksplosive udbrud af sygdomme i en skala, som ingen nogensinde har forestillet sig.” Tyfus, dysenteri, tuberkulose, kolera, ja sågar pest blev nævnt som mulige epidemiudbrud – et scenarie, der fik forfatterne til at konkludere, at de overlevendes overlevelseskamp kunne vise sig at blive et endnu større problem end selve bomben.

Helt så dramatisk tvivlede man nu på, at situationen ville blive i Danmark, men mindre var også slemt nok. Så man indledte en detaljeret planlægning, der skulle sikre rent drikkevand, fødevarer, husly osv. til de overlevende, og samtidig lavede man retningslinjer for epidemibekæmpelse.

Planer for bekæmpelse af epidemier

Fuldstændig som i dag, anså man den personlige og offentlige hygiejne som værende det vigtigste våben i kampen mod mulige nye epidemier. Men særligt i forhold til den personlige hygiejne havde man det dobbelte problem, at langt fra alle i 1960 havde eget bad, og at man desuden ikke kunne regne med at have frisk vand og sæbe til rådighed. Så derfor anbefalede man – modsat i dag – at holde offentlige badeanstalter, skolebadning, vaskerier og lignende åbne længst muligt, men adgangen skulle rationeres og kontrolleres efter skema.

Samtidig skulle man allerede i fredstid oplægge depoter af medicin og desinfektionsmidler til bekæmpelse af de mest kendte epidemier, utøj og kønssygdomme. Alle læger skulle desuden instrueres i at kende symptomerne på de forskellige epidemier. De blev også pålagt omgående at melde det, hvis de fik mistanke om nye virusudbrud, så man hurtigst muligt kunne inddæmme smitten ved at isolere de syge og iværksætte ”oplysende propaganda i befolkningen”. Man havde også overvejet særlige krav til begravelser for det tilfælde, at der var tale om særligt smitsomme sygdomme.

Der var altså tale om en ret omfattende og højt prioriteret planlægning. Og hvem skulle mon stå for at udarbejde vurderinger og vejledninger til brug for arbejdet? Jo, det skulle – dengang som i dag – Sundhedsstyrelsen i samråd med Statens Seruminstitut.