Vikingehåndværk: Se hvordan man laver glasperler og brikvæver

Vikingehåndværk: Se hvordan man laver glasperler og brikvæver

Mandag til fredag i uge 30 kan du på tætteste hold se, hvordan vikingerne lavede de flotte glasperler, som vi i dag finder i mange vikingegrave. Lige siden bronzealderen har glasperler været eftertragtede pyntegenstande. Tit blev de importerede langvejs fra for at ende om halsen på en velhavende vikingefrue, men de blev også produceret herhjemme – f.eks. på markedspladsen i Ribe i vikingetidens begyndelse.

På Vikingegården viser Tinna Riis Nielsen, hvordan man smelter glas til smukke perler over ild.

En anden meget brugt måde at pynte sig på i vikingetiden var med forskellige knyttede og vævede bånd i farvestrålende farver. Brikvævning er et tekstilhåndværk, der ligeledes er kendt fra bronzealderen, men i løbet af jernalder og vikingetid blev teknikken forfinet. Med brikvævning kan man skabe dekorative og yderst komplekse mønstrede bånd. I vikingetiden er de blevet anvendt til udsmykning af dragter – f.eks. Mammen-manchetterne og Hvilehøj-dragten, som vi kender fra gravfund.

Thomas Twistmann brikvæver og fortæller om håndværket.