
Vikingelivet på Vikingegården

En stor og broget flok vikinger, der til daglig er medlemmer af forskellige vikingegrupper, befolker i dagene omkring Kristi himmelfartsdag Vikingegården. I den anledning kalder de sig ”All Star Vikingerne.”
Gæsterne kan blandt andet opleve processen fra får til garn, hvor der kartes og spindes uld, plantefarves garn og stof, brikvæves, broderes og nålebindes.
Lørdag 1. juni slagtes og plukkes hønsene, og laves lækker vikingemad over bål. Som publikum kan du naturligvis smage på den herlige vikingemad.
Samtidig træner vikingekrigerne og udfordrer gæsterne, og du kan deltage i vikingelege og forskellige dyste. Du kan også opleve, hvordan der arbejdes med buemageri, snittes skeer og økseskafter og fremstilles lertøj.