Vinterferie: Tivolistemning på museet
Tirsdag 20. februar er der ægte tivolistemning med candyfloss og popcorn til børnene på Aalborg Historiske Museum.
Anledningen er Aalborg Historiske Museums nye særudstilling om det kendte Tivoliland Karolinelund, som gennem mere end et halvt århundrede begejstrede aalborgenserne og andre, der kom til byen.
Den farverige udstilling fortæller historien om tivoliet og bringer med garanti mange nostalgiske minder frem. Du møder blandt andet Pjerrot, karusselhesten, uhyggelige trolde og djævlen fra spøgelseshuset, og du kan opleve dig selv i sjove og skæve udgaver i spejle fra spejlhallen.
I dagens anledning er der også indrettet et hurlumhejhus for børn og barnlige sjæle. Her er der blandt andet ansigtsmaling, mulighed for at prøve lykken i fiskedammen og på lykkehjulet, og du kan træne din kastepræcision og koncentrationsevne med dåsekast.