AFLYST – Sæsonåbning på Fyrkat: Se vikingetidens smykker
Aflysning af påskearrangementer på Vikingecenter Fyrkat
Pga. corona-situationen har vi besluttet af udskyde sæsonåbningen af Vikingecenter Fyrkat. Det betyder, at allerede annoncerede arrangementer i påskedagene (9. til 13. april) er aflyst.
Du kan holde dig opdateret på Facebook og på nordmus.dk
Fra 9.-13. april 2020 (Skærtorsdag til 2. påskedag) kan du møde bronzestøber Ken Ravn Hedegaard på Vikingegården. Her viser han smykker fra yngre germansk jernalder (ca. 550-750 e.Kr.) og vikingetid (ca. 750-1066 e.Kr.) frem i en lille udstilling, og du kan høre mere om, hvordan disse smykker blev fremstillet samt hvilken betydning, de havde for deres ejere for mere end 1000 år siden. Ken Ravn Hedegaard fortæller også om, hvor inspirationen til smykkernes udformning måske kom fra.
Hver dag kl.11: Perioden op til vikingetidens begyndelse ved Ken Ravn Hedegaard
I Danmark kalder vi perioden op til vikingetidens begyndelse for yngre germansk jernalder, men internationalt er perioden dog bedre kendt som vendeltid, navngivet efter et berømt svensk fundsted nord for byen Uppsala. Denne tid var vikingernes egen sagntid. En tid, hvor krigeraristokratier kæmpede om magten i Skandinavien og forsøgte at overstråle hinanden ved at fremvise kostbart udstyr som fx ringsværd, pragthjelme og fornemt seletøjsudstyr til heste.
Hver dag kl. 13: Hjalteformede brocher ved Ken Ravn Hedegaard
Bronzestøber Ken Ravn Hedegaard fortæller alle påskens dage kl. 13 om en hidtil noget overset smykkeform fra den tidlige vikingetid, nemlig de hjalteformede brocher. Hjalte er et gammelt udtryk for en pareerstang til et sværd, og den kunne være smedet i jern, støbt i bronze eller skåret i ben eller tak. På et tidspunkt har en bronzestøber fundet på at omdanne en af sine hjalte-modeller til et smykke, og denne type smykke blev for en periode et stort hit blandt vikingetidens kvinder.