Gratis sommer-cirkusskole med Benny Schumann

Gratis sommer-cirkusskole med Benny Schumann

Har du en indre klovn, tryllekunstner, akrobat, trapez-kunstner eller jonglør i maven, så kan den få frit spil tirsdag 12. juli. Her inviterer Cirkusmuseet i Rold til sommer-cirkusskole for børn og unge (ca. 5-17 år) med cirkuslegenden Benny Schumann. Sommerskolen afsluttes med en forestilling, hvor forældre, bedsteforældre og andre kan se de dygtige artister optræde i den store cirkusmanege i Ridehuset ved museet.

Dagen begynder kl. 9, hvor den legendariske cirkusartist Benny Schumann med kyndig hånd træner deltagerne i alt fra klovnerier, tryllenumre, at spinne tallerkener på pind til akrobatik og hula-hop.

Alle får lov til at prøve lidt af hvert, og efterfølgende bliver numrene i forestillingen fordelt sådan, at den enkelte arbejder videre med det, som han/hun føler sig bedst til og tryg ved. Når Schumann og deltagerne har øvet sig og haft det sjovt sammen i tre timer om formiddagen, spiser de frokost sammen inden den store afsluttende forestilling kl. 13.

Undervejs har vi også brug for nogle, som har lyst til at være cirkustjenere og medhjælpere, da de også er meget vigtige for en cirkusforestilling. Så kan man lide cirkus, men ikke har lyst til at optræde, så er tjansen som cirkustjener også en mulighed.

Praktisk info

  • Medbring gerne sportstøj eller behageligt sommertøj, som er rart at træne i.
  • Husk madpakke til frokost.
  • En billet til workshoppen giver også gratis adgang for fire voksne til den afsluttende cirkusforestilling kl. 13, så forældre, bedsteforældre og andre pårørende har mulighed for at se børnene optræde.
  • Hvis du er god til gymnastik, hulahop, musik eller andet, må du meget gerne på forhånd sende en mail til [email protected], så vi kan bruge disse evner i cirkusforestillingen.

Arrangementet er sponsoreret af Rold Skov Turistforening og museets støtteforening: Cirkushusets Museumsforening.

Vi forbeholder os retten til at aflyse arrangementet, hvis der er for få tilmeldte.