Oplev vikingetidens håndværk

Oplev vikingetidens håndværk

I pinsedagene kan du opleve vikingetiden på allertætteste hold på Vikingemuseet Fyrkat.

På Vikingegården har vi besøg af en dedikeret håndværkergruppe, der brænder for at vise, skabe og formidle vikingetidens unikke håndværkstraditioner. Med en imponerende besætning på syv mænd, 12 kvinder og tre børn mellem 8 og 15 år, kan publikum på Fyrkat se frem til en weekend fyldt med spændende aktiviteter og oplevelser.

Gæsterne inviteres blandt andet til at deltage i fletning af bånd og snore samt lege med de energiske vikingebørn. Og der er desuden mulighed for at prøve kræfter med smedjens kunst under kyndig vejledning. Hver dag hen over pinsen er der smagsprøver på lækker vikingemad mellem kl. 12-13, så alle kan nyde god mad og godt selskab i autentiske omgivelser.

Udover de spændende aktiviteter, som museets gæster kan deltage i, er der også visuel formidling af en bred vifte af vikingetidens håndværksteknikker. Det er blandt andet nålebinding, perlemageri, læderarbejde, plantefarvning, syning, brikvævning, pilefletning, fiskenetfremstilling, konservering af fødevarer, hornarbejde, træarbejde og buebygning.

Pinsen på Fyrkat er derfor en sand tidsrejse til vikingetiden, hvor du sammen med resten af familien kan opleve smukke traditioner og imponerende håndværk, som det så ud for mere end 1000 år siden.

Hver dag kl. 11 og kl. 14 er der rundvisning ved den UNESCO-anerkendte ringborg Fyrkat ca. en km fra Vikingegården.