Oplev vikinger med bue og pil
Vikingerne fra Fyrkats Buelaug mødes sidste weekend i september til workshop på Vikingegården, hvor de fremstiller forskelligt grej og tilbehør til bueskydning.
Her har du mulighed for at se, hvordan man snitter langbuer af blandt andet ask, elm og hassel, og hvordan man laver buestrenge. Der arbejdes også med at fremstille pile, blandt andet smedes der pilespidser af forskellig form, og der koges beg på birkebark, som bruges til at fæste pilespidserne på pileskafterne. Endelig arbejdes der også med læder.
Publikum har naturligvis mulighed for at prøve kunsten at skyde med bue og pil denne weekend.
Der er gratis adgang for børn under 18. Det koster almindelig entré på 75 kr. for voksne.