Oplev Rakkerens Hule – Aalborgs gamle fangehul
Lørdag 30. april bliver det muligt at komme på et sjældent og eksklusivt besøg under jorden i ”Rakkerens Hule”. Der er tale om teglstenskælderen under Aalborgs gamle Vesterport fra 1400-tallet.
I middelalderen skulle alle, der kom til Aalborg vestfra, igennem Vesterport, der lå ca. udfor det nuværende Aalborg Historiske Museum ved Budolfi Plads. Den markerede Aalborgs bygrænse mod vest og var bygget ind i byens forsvarsvold, som løb langs indersiden af Vesterå.
I 1554 havde porten mistet sin militære betydning, da der var bygget en ny Vesterport længere ude mod vest. Porten fik herefter en ny rolle, da kælderen frem til 1700-tallet blev brugt som fangehul for såkaldte uærlige fanger, hekse, tiggere og andre småkårsfolk. De øverste etager i porten anvendtes undertiden også til fanger – deraf navnet Rakkerens Hule, som stadig i dag bruges om kælderen.
De sidste rester af selve porten blev revet ned i 1870’erne, men under jorden er kælderen stadig bevaret, og under Historisk Festival åbner Aalborg Historiske Museum stedet op for publikum. Her fortæller en guide fra Nordjyske Museer historien om kælderen, hvorefter man kan gå ned ad den gamle spindeltrappe ned i kælderen.
Det foregår i små hold, da der ikke er plads til så mange nede i kælderen, og man skal derfor booke billet på forhånd. Der er rundvisning kl. 13, 13.30, 14 og 14.30.
Det er ikke for gangbesværede, og turen ned i kælderen foregår på eget ansvar.