Mød vikingesmeden
Alle hverdage i uge 31 kan du møde vikingesmeden Jens Jørgen Olesen i og omkring smedjen på Vikingegården. Han rister myrmalm og udvinder jern. Der sker i en lav ovn, hvor slaggen tappes ud i jordoverfladen. Jernmassen smedes efterfølgende med forhamre og kløves i mindre stykker, der smedes i essen i gårdens smedje.
Selve jernudvindingen forventes at finde sted onsdag 3. august, men der arbejdes i smedjen alle hverdage i uge 31, så der er rig lejlighed til at se arbejdet med det rødglødende jern, der smedes til forskellige redskaber.
Vikingetiden efterfulgte jernalderen, og derfor var våben og skærende redskaber i langt de fleste tilfælde fremstillet af jern. Fra arkæologiske fund kender vi til sværd, økser, spydspidser, pilespidser og andre våben, men også dagligdagsting som sakse, snitteknive, hammerhoveder, stegespid, tænger, søm og nagler blev fremstillet i smedjen.
Normalt var smeden en rejsende håndværker, som drog fra gård til gård og fra landsby til landsby for at smede, hvad man nu manglede der. Men i Vorbasse, hvor den stormandsgård, som er forlæg for Vikingegården, er udgravet, fandt man også en smedje i hjørnet af gården og et mindre langhus, hvor smeden kunne bo fast med sin familie.
I uge 31 kan du se, hvordan livet og arbejdet i smedjen har foregået for omkring 1000 år siden.