Vikinger på Fyrkat: Oplev musikken og smag maden
Vikingemusikeren Aksel Striim gæster onsdag 10 juli vikingegården. Her viser han kopier af de forskellige musikinstrumenter, som kendes tilbage fra vikingetiden. Han spiller på instrumenterne og fortæller om sang og musik og den betydning, det har haft. Et par gange om dagen spilles op til kædedans for publikum.
Aksel fremstiller også sine egne fløjter af knogler fra blandt andet får og svaner, og du kan købe en vikingefløjte med hjem. Aksel Striim sælger også cd’er med vikingeinspireret musik.
Samme dag har du mulighed for at lære at lave ægte vikingemad over bål. Du er med i hele processen – lige fra at hjælpe med bålet, snitte grøntsager og kød samt røre i gryden. Når maden er færdig midt på dagen, er der smagsprøver til alle – så længe der endnu er noget i gryderne. I museumsbutikken kan du købe en kogebog om vikingernes mad, så du kan gå hjem og kokkerere videre.