Lærlingeprøve for børn
Den vilde jæger har brug for en ny lærling i jagten på farlige og overnaturlige væsner. Den forrige lærling var en komplet umulius, og det eneste, der er tilbage af ham, er et par afbrændte støvler. Han kunne ikke engang springe over et tændt bål til hest. Resten af ham forsvandt i flammerne, da han kæmpede med en lindorm.
I vinterferien kan børn fra seks år og opefter derfor tage en såkaldt lærlingeprøve for at se, om de er værdige til at blive den vilde jægers nye hjælper. Prøven er ikke for sarte sjæle, da der er brug for en person med en skarp hjerne og en jernhård vilje.
Prøven foregår i den nye miniudstilling om spøgelser og overnaturlige væsener, som netop er åbnet på Aalborg Historiske Museum. Består man prøven, får man en særlig trolddomsrune, som yder beskyttelse og gør en stærkere – hvis man skulle møde overnaturlige væsener ude i den virkelige verden.
Fra seks år og opefter.
Tegning: Jørgen Bech Pedersen