Julemarked på Cirkusmuseet

Julemarked på Cirkusmuseet

Lørdag 23. november markerer vi julens komme, når Cirkusmuseet i Rold traditionen tro slår dørene op til årets julemarked.

Det gamle ridehus fra Cirkus Miehe er denne dag fyldt med boder, der bugner med forskellig julepynt og julevarer – blandt andet færdiglavede juledekorationer.

I dagens anledning vil der også være en kagekonkurrence, hvor du kan komme forbi med din egen hjemmebagte kage og deltage i konkurrencen om ”julemarkedets bedste kage”. Der er ingen tilmelding, og det er valgfrit, hvilken kage du kommer med.

Det er selvfølgelig også muligt at købe varm gløgg eller nyde en god kop kaffe med kage i ridehusets hyggelige rammer.

I løbet af dagen kan du også udfordre din indre spillefugl og deltage i bylaugets amerikanske lotteri.

Det er Cirkushusets Museumsforening der sammen med Rold Bylaug står bag markedet, og på markedet kan du få en snak om museet og om støtteforeningens arbejde.

Både museum og julemarkedet er åben kl. 11-15.