Julehygge på Boldrup Museum

Julehygge på Boldrup Museum

Når børn og voksne går på jagt efter gårdbo-nissen på Boldrup Museum, bliver der blot kaldt på nissen – man må nemlig ikke sige hans rigtige navn højt, da man så risikerer, han bliver sur!

Søndag den 1. december – første søndag i advent – bliver det store, årlige julearrangement afholdt på det lille stråtækte husmandsmuseum langt ude på landet, så denne dag vil der blive kaldt ekstra højt på den frække fyr i det røde tøj af de mange gæster, der altid besøger museet denne dag.

Julearrangementet på Boldrup Museum er blevet en fast og særdeles populær tradition, som trækker masser af børnefamilier til huse. Udover at besøge den frække nisse, kan gæsterne også klippe julepynt, lave juledekorationer og selvfølgelig smage nogle af julens lækkerier – risengrød, æbleskiver, gløgg, småkager og varm æblesaft. Museets husdyr ser også frem til denne dag, da der ofte falder lidt ekstra julelækkerier og opmærksomhed fra til de publikumsvante og altid lækkersultne dyr.

Vi begynder allerede kl. 10 med at julehygge, og kl. 11 går vi så på jagt efter nissen, så han kan få sin risengrød.

Der er mulighed for at købe risengrød med varm æblesaft samt kaffe, gløgg og æbleskiver.

Dagen er arrangeret i samarbejde med Boldrup Museumsforening.