Julehygge på Boldrup Museum
Søndag 27. november – første søndag i advent – er det atter tid til den traditionelle julehyggedag for hele familien på Boldrup Museum ved Nørager.
Det er sædvanligvis en afslappet dag for hele familien, hvor julestress ikke findes, og det vil det også være i år. Her er det julehygge i børnetempo langt ude på landet. Der er blandt andet mulighed for at smage alle julens mange lækkerier – lige fra julesmåkagerne, gløggen, den varme æblesaft med kanel og fløde, æbleskiverne og risengrøden – kort sagt er det julehygge, som det er allerbedst.
Der er også mulighed for en gåtur ind i museets magiske skov, som nissen har pyntet så fint, og omkring kl. 14 er det tid for børnene at finde museets nisse ude i skoven, så han kan få sin julegrød.