
Indvielse: Maritimt børnerum og nye fortællinger om lystbåde

Nu bliver det endnu sjovere for store og små at besøge Lystfartøjsmuseet i Hobro. Kunstner Kathrine van Godt har sammen med unge fra Mariagerfjord Ungdomsskole dekoreret et farverigt børnerum med flotte sejlmotiver.
Rummet har fået en række farverige maritime motiver på vægge og døre. Samtidig tilbyder museet små maritime aktiviteter for børn. De kan blandt andet lære at binde knob, mens mor og far nyder en kop kaffe i behagelige lænestole.
Projektet er blevet til med økonomisk støtte fra Region Nordjyllands Kulturpulje.
Foruden det nye børnerum har formidlingen på Lystfartøjsmuseet også fået et løft i form af opdaterede informationsskilte. De gemmer på nye fortællinger om alle museets både – du kan fx blive klogere på dengang i 1956-58, hvor tre mænd byggede tre folkebåde – lige fra selve træfældningen til de færdige og sejlklare både. Man kan også få historien om museets glasfiberkajakker, der er blandt Danmarks første af sin slags – en historie, der også fortæller om et unikt sejlervenskab mellem to unge mænd.
Børnerummet og de nye informationsskilte indvies tirsdag 3. juni kl. 10.30-11.30, hvor alle er velkomne.