Lystfartøjsmuseet

Lystfartøjsmuseet

Lystfartøjsmuseet har til huse i et af de maleriske gamle pakhuse på Hobro Havn. Museet har lystsejlads i bredeste forstand som sit felt, og udstillingerne, som er i flere etager, viser alt fra gamle pramme og påhængsmotorer til kajakker og kommunikationsudstyr. Som besøgende kan du bl.a. se krydsjagten Silvana, fornemme duften af tjære og træ og få et glimt af dagliglivet ombord.

Mariager Fjord gemmer på mange spændende fortællinger fra fortiden, og derfor har turistbåden Svanen inviteret Nordjyske Museer med ombord på sine sommersejladser. Oplev Mariager Fjord og områdets historie set fra søsiden.
Lystfartøjsmuseet udstiller 30 forskellige fartøjer – blandt andet krydsjagten “Silvana” af Svendborg fra 1895. I udstillingen finder du også grej til sejlads, skibsmodeller, en større samling af gamle søkort og meget andet.
Man finder et af landets mest velbevarede havnemiljøer i Hobro, og nu fortæller en ny udstilling på Lystfartøjsmuseet midt på havnen den spændende historie om havnens og byens udvikling de seneste næsten 200 år – herunder fortællingen om havnearbejdernes hverdag
Lystfartøjsmuseet har en aktiv venneforening, som har sat flere sjove tilbud til børnefamilierne i søen. Ved kneb og knob-bordet kan børn fx øve sig i at binde knob eller de kan prøve kræfter med trække sandsække med taljer og trisser og opdage, hvordan en anderledes fordeling af vægten kan gøre tunge ting lettere.
Ikke langt fra det gamle pakhus i Hobro Havn, hvor Lystfartøjsmuseet har til huse, ligger Hobro værft. Igennem årene har det været en stor del af byens historie og givet ekstra liv ved havnen. Det er ikke en del af Lystfartøjsmuseet, men vi fortæller gerne historien om værftet.
I 1987 blev der gjort et bemærkelsesværdigt fund i Mariager Fjord af et gammelt skibsvrag fra 1600-tallet. Selvom det viste sig for dyrt at hæve, blev fundet alligevel starten til det, der i dag er lystfartøjsmuseet.