Høstfest ved Havnø Mølle
Havnø Mølles Venner, Møllehistorisk Samling og Visborg kirke indbyder til høstfest for hele familien på Havnø Mølle. Som traditionen byder, starter vi kl. 10 med høstgudstjeneste i det store telt.
Efter gudstjenesten sættes møllen i gang, og hvis der er vind til det, bliver der malet mel. Høstfest er også børnenes fest, og børnene har igen i år mulighed for at male deres eget mel på håndkværn og bage deres egen pandekage over bål.
Til høstfesten kan du også opleve forskellige veteranbiler og gamle traktorer, prøve lykken i tombolaen eller tage en tur i skoven eller til fjorden med hestevogn.
Den musikalske underholdning står Rebild-spillemændene for, og i teltet kan der naturligvis købes kaffe, te og sodavand med hjemmebag samt suppe med brød.