Fyrkatspillet 2019

Fyrkatspillet 2019

Fra fredag 24. maj og frem til lørdag 8. juni kan du opleve årets Fyrkatspil, som opføres i langhuset ved Fyrkat. I år hedder forestillingen ”Mandebod”, og den eventyrlige historie, som er fyldt med drama, spænding, gys og masser af humor, er skrevet af den nu afdøde forfatter og historiker Ebbe Kløvedal Reich.

I dette års Fyrkatspil hærger en dødelige pestsygdom ved Fyrkat, og den kræver dagligt sine ofre. Selv de stærkeste krigere bukker under en efter en. Fortvivlelsen er derfor stor, og samtidig går der rygter om angreb fra snart sagt alle verdenshjørner.

Borgens vølve, der er en magiker med særlige forbindelser til de hedenske guder, skændes så det brager med repræsentanten for den nye kristne tro – for hvis gud er løsningen på problemerne? Ingen af dem lader til at kunne få den dødelige sygdom til at forsvinde.

Ebbe Kløvedal Reich skrev oprindeligt ”Mandebod” til Fyrkatspillet i 2004, og hans store viden om vikingetidens underverden og overnaturlige væsner gennemsyrer handlingen.

Hovedpersonen, borgens vølve, er i øvrigt en direkte reference til den grav, som er fundet ved Fyrkat, og som givetvis indeholder en vølve. I 2004 var tolkningen, at graven indeholdt en vølve med særlige forbindelser til de hedenske guder, forholdsvis ny. Men et er dog sikkert, hun er begravet efter hedensk skik ved Harald Blåtands flotte borg, selv om det er adskillige år efter, at han havde indført kristendommen som Danmarks officielle religion.

”Mandebod” har premiere 24. maj og spiller til og med lørdag den 8. juni. Det rekonstruerede langhus ved Fyrkat, er i øvrigt det eneste sted i Danmark, hvor der hver sommer opføres vikingeteater i et vikingehus.

Udvalgte aftenener er der før forestillingen taffel med lammekøller.

Læs mere på www.fyrkatspillet.dk