Foredrag: Stinesminde Teglværk – et stykke danmarkshistorie
Svedige teglværksarbejdere, tørrelader i rækker, en osende skorsten og en skibsbro – dette syn mødte folk i Stinesminde ved Mariager Fjord indtil ca. 1955. Fra 1855 og ca. 100 år frem lå her et af landets mange teglværker: Stinesminde Teglværk.
Tirsdag 5. september fortæller museumsinspektør Lykke Olsen fra Nordjyske Museer historien om teglværket. Det begyndte som et lille teglværk ved en bondegård, men blev hurtigt et selvstændigt teglværk, der leverede sten til blandt andet offentlige byggerier i Nordjylland. Det sker i Rosengårdscenteret fra kl. 14.
Stinesminde Teglværk var ikke er særsyn. Fra midten af 1800-tallet åbnede masser af små teglværker rundt om i Danmark, og omkring år 1900 var der næsten 700 i landet. Det skyldes, at de store byer voksede, og at jernbanen spandt sit spind over hele landet, med etableringen af nye stationsbyer som følge. Gårdejerne kom desuden til penge i 1800-tallet og ville bygge nyt. Så der var bud efter mursten, og mange driftige erhvervsfolk grundlagde små teglværker.
Men konkurrencen mellem værkerne var hård, for der var efterhånden flere værker end efterspørgslen kunne bære. Nye materialer i byggeriet og kampen for at spare på den dyre energi i produktionen – først træ, senere kul og olie – gjorde kampen mellem værkerne hård.
De få, der overlevede, automatiserede deres værker og skar ned på energiforbruget. Resten bukkede under – deriblandt Stinesminde Teglværk. I dag er der kun 12 værker tilbage i hele Danmark.
Til foredraget får du historien om de danske teglværker med Stinesminde Teglværk som eksempel på et mindre teglværk, der endte med at forsvinde igen. Hør også om nogle af de mennesker, der arbejdede på teglværket i dets storhedstid.