
Foredrag: Spritten dengang og nu

Aalborg Historiske Museum arrangerer i samarbejde med Kunsthal Spritten et særligt foredrag om en af byens mest kendte fabrikker gennem tiden: Spritten i Aalborg Vestby.
Her fortæller historiker Inger Bladt om den gamle fabrik, mens direktør Signe Cecilie Jochumsen præsenterer fremtidsplanerne for Kunsthal Spritten, som er en del af det store Spritten-kompleks.
Dengang
I gamle dage var brændevin en dagligvare som kartofler og rugbrød. Mange mænd drak op mod en halv liter snaps om dagen! I begyndelsen af 1800-tallet havde Aalborg ikke mindre end 100 spritfabrikker, men sidst i 1800-tallet var kun én tilbage: De Danske Spritfabrikker. I daglig tale kendt som Spritten.
Ved foredraget kan du høre mere om, hvordan Aalborg fik betegnelsen Snapsens hjemby, om byggeriet af fabriksbygningerne i Vestbyen i 1931 tegnet i funkisstil af arkitekt Alf Cock-Clausen, og ikke mindst om arbejdslivet for de mange arbejdere.
Spritfabrikken i Vestbyen lukkede i 2015 og i dag er det samlede anlæg Danmarks største samlede industrifredning. Den betegnes som et af de 25 umistelige industriminder vi har i Danmark.
I pausen vil det være muligt at se udstillingen Folk og Fabrikker på Aalborg Historiske Museum, som fortæller om de mange fabrikker i Aalborg i 1800- og 1900-tallet, herunder Spritfabrikken.
Og nu
Efter pausen vender vi fokus mod fremtiden. Kunsthal Spritten åbner efter planen i 2027 i de gamle kedelhaller, i den del der tidligere var fabrikkens kraftværk. Kunsthallen bliver blandt andet udgangspunkt for det gigantiske kunstværk Cloud City af den verdenskendte argentinske kunstner Tomás Saraceno.
Allerede i sensommeren i år begynder etableringen af Cloud City, der får en højde på omkring 30 meter, svarende til seks etager. Det bliver således en markant del af Kunsthallen og den kommende publikumsoplevelse. Cloud City består af en stålkonstruktion med moduler i glas, net og farvet aluminium, der sammenkobles med den gamle kedelhal og er skabt specifikt til Kunsthal Spritten. Skulpturen bliver en rumlig totalinstallation, hvor publikum kan tage ophold i og udforske.
Direktør Signe Cecilie Jochumsens oplæg er en visuel præsentation om både Kunsthallens historie, status på byggeriet og de kommende planer for byens nye kunstmuseum.
I pausen serveres der kaffe og kage.

