Foredrag med Peter Viggo Jakobsen
Regeringsbunkeren REGAN Vest blev bygget under den kolde krig, fordi danske beslutningstagere frygtede 3. verdenskrig og ønskede at opretholde Danmarks evne til at fungere som demokratisk samfund, hvis det værste skulle ske.
Frygten for 3. verdenskrig er blusset op igen i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine. De danske myndigheder har netop udgivet en folder, der i lighed med koldkrigsfolderen – Hvis krigen kommer fra 1962 – giver råd til hvordan befolkningen skal forholde sig i en krigssituation.
Statsminister Mette Frederiksen har ligeledes nævnt risikoen for 3. verdenskrig i en tale, og The Doomsday Clock, som har vurderet risikoen for 3. verdenskrig siden 1947, vurderer i dag truslen som højere end nogensinde.
Det er Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet helt uenig i.
Kom og hør ham sammenligne den nuværende situation med den under den kolde krig. Her giver han sin vurdering af, hvorfor risikoen er mindre end mediebilledet umiddelbart lægger op til.
Program
Kl. 16.00 og frem
Udstilling og maskinmesterbolig er åben. Rundvisninger i bunkeranlægget for dem med billet til rundvisning.
Kl. 18.30-19.30
Varm mad i museumscaféen (ikke i bunkerens kantine): Hakkebøffer med kartofler
Kl. 19.30-21.00
Foredrag med Peter Viggo Jakobsen
Billetterne dækker over adgang til maskinmesterboligen og udstillingsbygningen samt varm aftensmad og kaffe og kage. Øvrige drikkevarer er for egen regning.