Foredrag: Kongens borge – historien om de danske ringborge
Vikingeborgen Fyrkat blev opført omkring år 980 under kongen Harald Blåtand. De fem mægtige ringborge Aggersborg, Nonnebakken, Trelleborg, Fyrkat samt Borgring ved Køge blev alle anlagt med hidtil uset ingeniørkunst og med store omkostninger for både befolkning og kongemagt, og de spillede i slutningen af 900-tallet en central rolle i danmarkshistorien.
Paradoksalt nok findes der ingen skriftlige kilder eller afbildning af dem. Vi må derfor skæve til stolpehuller og andre arkæologiske fund samt indirekte kilder for at kunne give et bud på historien om og formålet med vikingetidens ringborge.
Foredragsholder er Jakob Ljørring Pedersen, cand.mag i religionsvidenskab og formidler på Vikingemuseet Fyrkat.