I forbindelse med det omfattende gravearbejde på Nytorv i Aalborg, hvor man har igangsat kloakrenoveringer og en generel forskønnelse af området, har arkæologer fra Nordjyske Museer fulgt interesseret med. Og de har i både 2020 og 2021 gjort mange fund, som er med til at nuancere og give ny viden om Aalborgs middelalderhistorie.
Blandt andet er der gjort fund, der viser byens befæstning med voldgrav i 1300-tallet, og som afslører hvor en forsvundet vandmølle lå. De mange fund bekræfter også, hvordan hele området ved middelalderens slutning i 1500-tallet blev omdannet fra at være et strandområde ved Limfjorden til at være en del af selve byen. Der er blandt andet tale om bolværk, som helt konkret viser, hvordan man i udvidede landområdet ved at inddrage noget af stranden ud mod Limfjorden.
Blandt de mange fund er også 24 såkaldte pilgrimsmærker, og selvom de i sig selv ikke syner af meget, så er de særdeles interessante. De blev købt ved forskellige valfartsmål i både Danmark og det øvrige Europa som en salgs ”religiøse souvenirs”, og de kan derfor fortælle en hel del om både Aalborgs kontakt til omverdenen samt om datidens trosliv og pilgrimsfærd fra Aalborg.
Bemærk, at for at overvære foredraget, skal du kunne fremvise et gyldigt coronapas i form af enten en negativ COVID-19 test, der er max 72 timer gammel, et gennemført COVID-19 vaccineforløb, eller et overstået COVID-19 sygdomsforløb (for min. 14 dage og max 180 dage siden). Børn under 15 år fritaget for COVID-19 test.
Du skal ligeledes bære mundbind/visir, når du bevæger dig rundt på museet. Børn under 12 år fritaget for mundbind/visir.
Bemærk, at der kun kan bookes to gratis billetter pr. transaktion.